Kommunen.dk
MENU

Odder har et af Danmarks mærkeligste rådhuse

Er det en ubåd, et rumskib eller en bunker? Odder Rådhus ligner mange ting og gemmer på historier om indbrud, atomkraft og tv-værter.

Odder har et af Danmarks mærkeligste rådhuse

Er det en ubåd, et rumskib eller en bunker? Odder Rådhus ligner mange ting og gemmer på historier om indbrud, atomkraft og tv-værter.
Odder Rådhus er bygget i stilarten brutalisme. Byggestilen er ikke nødvendigvis smuk, men speciel på sin egen måde. Rådhuset deler da også vandene i kommunen, hvor nogle elsker den, mens  andre kalder den gyselig.
Odder Rådhus er bygget i stilarten brutalisme. Byggestilen er ikke nødvendigvis smuk, men speciel på sin egen måde. Rådhuset deler da også vandene i kommunen, hvor nogle elsker den, mens  andre kalder den gyselig.
Foto: Odder Kommune

Byrådssalen er badet i lys fra store rammeløse vinduespartier. Et gult gulvtæppe dækker fliserne, og rundt i en hestesko står massive, sorte stole. Stolene er så tunge, at byrådsmedlemmerne må tage en dyb indånding og lægge kræfterne i, hver gang de skubber sig ud fra bordet og rejser sig op for at tage ordet.

Claus Buur viser os rundt i bygningen, gennem forvaltningerne og ned i kælderens arkiver. Han er er kommunikationskonsulent og vant til at give guidede ture. En del arkitekter har nemlig ringet gennem årene for se det specielle rådhus. Interessen blev så stor, at Odder nu arrangerer ture.

En tommestok sidder faststøbt i betonen i væggen i byrådssalen. Ingen ved hvorfor, men da den blev opdaget , ville arkitekterne ikke fjerne stokken. Man mente, det ville efterlade et ar i betonen. Foto: Christian Olesen

Vi er på besøg for at lave en lille rådhusanmeldelse. Kommunerne gemmer nemlig på talrige spændende rådhuse, og Odder er ingen undtagelse. Bygningen er tegnet i stilarten brutalisme, som handler om at fremvise materialerne, der bliver brugt og om ikke at lægge skjul på ting som rør og ventilation, der normalt gemmes væk. Facaden er beklædt med store tegl på en side, og ellers er der mursten hist og her og beton nærmest overalt.

Mange i Odder synes, rådhuset er hæsligt, mens andre elsker det for sin mærkværdighed. Brutalisme er ikke rigtig smukt, og det er ikke for alle, men bygningen er fuld af skøre detaljer, som Claus Buur viser frem. Der er fx gigantiske dørhåndtag, et stort rundt vindue og udefra ligner huset en blanding af en bunker, en borg og en ubåd, alt efter hvilken side man betragter det fra.

Tyve vækkede hjemløs

Rådhuset blev indviet i 1972 og er indrettet efter en anderledes måde at tænke kommuner på, som opstod omkring kommunalreformen i 1970. Her gik man fra rådhuse, der tårnede sig op for at indgyde respekt, til en mere involverende arkitektur. 

Derfor er hovedindgangen en lille uformel glasdør, hvor man kommer direkte til informationsskranken. I dag går vi dog ind fra den anden side, som efterhånden alligevel bliver brugt mest, fordi den ligger ud til parkeringspladsen.

Taget er lavet af bly og er ofte utæt, så nu skal det skfites til et andet materiale. Utæthederne skyldes blandt andet, at teenagere klatrer op på taget for at nyde udsigten og komme til at beskadige det bløde bly. Bemærk i øvrigt det store runde vindue. Foto: Christian Olesen

Da vi er på besøg, er glasdøren til hovedindgangen smadret. Det skyldes indbrud nummer to i år. En hjemløs lå og sov udenfor og hørte noget larm, som kom fra indbrudstyvene. 

- Vi er lige i gang med et bræk, så sov du videre! råbte tyvene.

De slap kun afsted med tre pc’er, som var mærket med “Odder Kommune”.

Shoppingcenter

Når man kommer ind som borger, går man rundt i et stort L-formet rum, hvor kommunens ansatte sidder hist og her i åbne kontormiljøer og små båse. Odder har alle sine forvaltninger samlet i huset, og tanken er, at det store rum fungerer som en slags torv eller shoppingcenter, hvor borgerne shopper mellem alle de ting, de skal nå, når de nu alligevel er på kommunen.

Claus Buur fortæller, at det måske ikke bliver brugt på den måde så meget på længere. Nu er alting digitaliseret, og borgerne ordner det meste hjemmefra. Men det er en del af den demokratiske arkitektur.

Glaskuplerne får bygningen til at minde om en ubåd eller et rumskib. Facaden er i øvrigt belagt med klinker, hvilket giver det rå 70'er look. Foto: Christian Olesen

Samtidig virker det til, at arkitekterne morede sig, da de tegnede huset. På den ene side er der glaskupler, som ligner vinduer på en ubåd eller astronauthjelme. På den anden er et tårn, og står du i gården i midten, ligner stedet lidt en vikingehal af beton.

Rådhusanmeldelse

Ankomsten: Den lille glasdør som hovedindgang er måske en god idé. Men i dag ankommer de fleste borgere fra parkeringspladsen, og her skal man først skal ned af trapper og så op af trapper. Det er ikke helt ideelt.

Ude foran hovedindgangen ligger rådhushaven, som ikke bliver brugt særligt meget. Nu er der snak om at tilføje en skaterbane eller noget andet, og det vil måske være en god idé for at skabe mere liv.

Byrådssalen: Selvom rummet er flot, så mister man ikke pusten, når man træder ind, som andre byrådssale formår at få en til. De rammeløse vinduer er lækre, og betonen kommer til sin ret i bedste brutalistiske stil. Al elektronik er helt opdateret, og møblerne er 70’er-agtige på en charmerende, men også upraktisk måde.

Sammenfatning: Odder Rådhus er et fantastisk sted fyldt med skønne detaljer og skøre historier. Kommer man ad hovedindgangen, er der flot, men fra vejen og parkeringspladsen er stedet mere skørt end pænt. Odder holder bygningen opdateret, samtidig med at man beholder 70’er ånden og brutalismen, og de mange skæve historier.

Rådhuset er mere mærkværdigt end smukt, og det er måske mere historierne omkring huset, der hænger ved. Bygningen er ikke fredet, og selvom der er mange skønne detaljer, bliver den det nok ikke lige foreløbig. Derfor giver vi den syv ud ti borgmesterkæder.

Claus Buur tager os også med i kælderens lange betongange med talrige døre på hver side, hvor arkiver, hvis indhold få kender, gemmer sig. Han fremviser gamle håndtegninger af Københavns Rådhus, som måske er de originale tegninger, og finder også nogle planer frem om Danmarks første atomkraftværk, Gyllingnæs, som skulle ligge syd for Odder.

På borgmesterkontoret hænger en plakette med Sofie Lindes navn. X-Factor værten voksede op i Odder, og i forbindelse med et tv-program hang værten Jacob Riising plaketten op til stor pinlighed for Sofie Linde. Foto: Christian Olesen
Tyveri endte på værtshus

Tager man betontrapperne op til første sal, ligger borgmesterkontoret ovre i hjørnet. Det ligner et almindeligt kontor, og bag skrivebordet hænger hænger borgmesterkæden i et låst skab. Men kæden blev stjålet for 16 år siden.

Bygningens facade var i gang med at blive renoveret, så der stod et stillads op lige udenfor. En dag klatrede et par snarrådige tyve op, brød vinduet op og snuppede kæden, som er lavet af sølv og guld. Claus Buurs døtre syntes, det var synd for borgmesteren. Så de lavede en perlekæde, borgmesteren kunne tage på, når han skulle vie folk.

Et par uger senere fik ejeren af et værtshus nede ad vejen sig en overraskelse. I hans postkasse lå borgmesterkæden helt sortvædet, som om den havde været forsøgt brændt eller havde lagt nær udstødningen på en bil.

En spøjs historie til et spøjst rådhus.

Odder Rådhus

Opført i 1972, udvidet i 1980.

Tegnet af arkitekt H.P. Holm Nielsen og arkitektfirmaet Friis og Moltke.

Odder Kommune har 22.844 indbyggere.

Borgmesteren er Uffe Jensen (V).

Hver måned anmelder Kommunen.dk et af Danmarks rådhuse. Med på turen er arkitekt Frederik Haukrogh, som hjælper os med at forstå de arkitektoniske virkemidler. Dette er den første artikel i serien. Kender du et interessant eller overset rådhus, vi skal skrive om? Så send en mail til [email protected].

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR