Nyt job, fyringer, partiskift og udnævnelser
Nyt job, fyringer, partiskift og udnævnelser
Sket i byrådene
Overbelastet borgmester sygemeldt
BORNHOLM:Den konservative borgmester på Bornholm Jacob Trøst er blevet sygemeldt. ”Under et møde i torsdags sagde kroppen fra; den gav mig vel det, man kalder et vink med en vognstang,” skriver borgmesteren på Facebook, hvor han fortæller, at han pludselig fik en lysende streg ned gennem synsfeltet på begge øjne, og ”kort efter blev teksten på skærmen ulæselig”. Borgmesteren forklarer, at der efter sommerferien har været fart på. Ved næste kommunalbestyrelsesmøde vil viceborgmester Morten Riis (EL) lede mødet. Her skal der indkaldes en suppleant, som ifølge TV2 Bornholm forventeligt vil blive de konservatives førstesuppleant Ralf Skovgaard.
Kommunalbestyrelses-medlem er død
HØRSHOLM: Kommunalbestyrelsesmedlem Birger Bøgeblad (V) er gået bort. Han blev 81 år gammel, oplyser Hørsholms borgmester Morten Sletved (K) i et mindeord. ”Både hans byrådskolleger på tværs af partiskel, men også borgere, der henvendte sig, nød godt af hans omfattende erfaring og viden fra mange år i både lokalpolitik og erhvervsliv,” skriver Morten Sletved. Birger Bøgeblad var medlem af Hørsholm Kommunes kommunalbestyrelse i perioden 2006-2013 og igen fra 2022.
Løsgænger har meldt sig ind i Liberal Alliance
AARHUS: Byrådsmedlem Henrik Arens har meldt sig ind i Liberal Alliance. Han har tidligere siddet i byrådet for Venstre, men det var som medlem af Nye Borgerlige, at han blev genvalgt ved KV21. Henrik Arens har dog været løsgænger siden starten af 2023. Han bliver Liberal Alliances eneste byrådsmedlem i Aarhus. Partiet har ikke været repræsenteret her siden 2016. Dengang var det Lars Boje Mathiesen, som forlod Liberal Alliance, fordi partiet ikke gav ham lov til at stille op til Folketinget.
Løsgænger har meldt sig ind hos De Radikale
SKANDERBORG: Ole Drøgemüller, der sidste år blev løsgænger efter et brud med Socialdemokratiet, har nu meldt sig ind i den radikale byrådsgruppe i Skanderborg. ”Jeg er uddannet pædagog og har hele mit liv arbejdet på børne- og ungeområdet. Det er svært at finde et parti, som mere markant end De Radikale vil forbedre forholdene for børn og unge. Det har spillet væsentligt ind på mit valg,” siger han.
Lars Weiss er ny overborgmester
KØBENHAVN: Lars Weiss (S) er udpeget som ny overborgmester i København i stedet for Sophie Hæstorp Andersen (S), der er tiltrådt som social- og boligminister. Han er udpeget af flertals-valggruppen, som stod bag valget af Sophie Hæstorp efter KV21, og som består af Socialdemokratiet, De Konservative, Venstre, De Radikale, DF og Liberal Alliance. 53-årige Lars Weiss har været fungerende overborgmester, siden Hæstorp blev minister, men 19. september tiltræder han formelt efter et møde i Borgerrepræsentationen. Han skal sidde frem til udgangen af 2025, men genopstiller ikke ved KV25, hvor Pernille Rosenkrantz-Theil i stedet bliver partiets overborgmesterkandidat. Det er ikke første gang, Lars Weiss har været overborgmester i København. Han tog også over efter Frank Jensen i oktober 2020 og sad på posten frem til udgangen af 2021. Han blev valgt første gang ved KV09 og har dermed næsten 15 års erfaring på rådhuset at bidrage med på overborgmesterposten.
Hæstorps afløser fundet
KØBENHAVN: Den nu tidligere overborgmester Sophie Hæstorp-Andersens (S) plads i Borgerrepræsentationen gives videre til suppleanten, den 62-årige Jesper Christensen, som dog er sygemeldt. Derfor er næste suppleant på listen, Ulla Krag, kaldt ind som vikar. Jesper Christensen har tidligere været socialborgmester i København i 2013-2018 og børne- og ungdomsborgmester i 2018-2021. Han blev første gang valgt ind i Borgerrepræsentationen i 2002, hvor han sad frem til KV21. Han er i dag direktør for organisationen Teach First Danmark. I referatet fra det seneste møde i Københavns Borger-repræsentation fremgår det, at Jesper Christensen er sygemeldt fra datoen for mødet ”og indtil videre”.
Birgit S. Hansen stopper helt i politik
FREDERIKSHAVN: Birgit S. Hansen (S), som efter KV25 stopper som borgmester i Frederikshavn, har fået to tilbud om at blive folketingskandidat og en mulighed for at stille op som formandskandidat til regionsrådet. Men hun har sagt nej til alle tilbuddene, fortæller hun til Nordjyske: - Det er en kombination af mange ting. Jeg er blevet truet på livet, kaldt luder, en feltmadras, jeg har i snit arbejdet 80 timer om ugen de sidste ti år, og der har været motivtænkning og antydninger af, at jeg er småkriminel. Jeg trænger til at lave noget andet, siger hun.
Borgmesterparti mister et mandat
KOLDING: I sidste uge gik fire partier i Kolding sammen i et budgetforlig uden om borgmester Knud Erik Langhoff (K), og i samme forbindelse er hans hidtidige partifælle Freddy Christensen skiftet fra De Konservative til Venstre. Han synes ikke, der er blevet lyttet til hans politiske ambitioner, fx i forbindelse med budgetlægningen, og han har i længere tid haft svært ved at se sig selv i partiet både på Christiansborg og i Kolding Kommune, fortæller han. Borgmesteren har nu kun en enkelt partifælle tilbage i byrådet.
Tidligere S-gruppeformand stifter lokalliste
BORNHOLM: Medlem af kommunalbestyrelsen på Bornholm Jonna Nielsen (løsgænger), der indtil januar 2023 var gruppeformand i Socialdemokratiet på Bornholm, er en af initiativtagerne til en ny lokalliste på øen. Den anden er Joan Prahl, lokalformand for Fagbevægelsens Hovedorganisation. Listen kommer til at hedde Fælleslisten. Jonna Nielsen er ved siden af sit politiske virke også formand for 3F Bornholm, så initiativtagerne har stærke forbindelser til fagbevægelsen, og de har begge tidligere været medlemmer af Socialdemokratiet.
Endnu en NB-politiker skifter parti
FREDERIKSSUND: Ved kommunalvalget i 2021 fik Nye Borgerlige valgt 65 politikere i landets byråd. Nu er der kun 17 tilbage, efter at 48 har forladt partiet, viser DK Nyt’s opgørelse. Seneste farvel kommer fra Maibritt Møller Nielsen i Frederikssund. Beslutningen skyldes, at hun ikke længere kan se sig selv i partiet og partiets kurs, efter at Martin Henriksen blev formand. I stedet har hun meldt sig ind i Danmarksdemokraterne, som dermed bliver repræsenteret i endnu en kommune.
Venstre-afhopper er blevet konservativ
LANGELAND: Karina Jørgensen, som i foråret forlod Venstre sammen med tre partifæller i Langelands kommunalbestyrelse, har nu meldt sig ind hos De Konservative. Hun har følt et tomrum som løsgænger og har brug for et politisk ståsted, som passer med hendes værdier og holdninger, siger hun. De fire politikere forlod Venstre i utilfredshed med valget af det femte kommunalbestyrelsesmedlem, Ulrik Kølle Hansen, som borgmesterkandidat, primært fordi han angiveligt har opført sig truende under en havnefest sidste år. En af de andre, som forlod Venstre, er skiftet til Liberal Alliance, mens de to sidste fortsat er løsgængere.
Politiker vender tilbage til DF fra DD
ALBERTSLUND: Byrådsmedlem Tina B. Nielsen, som forlod Dansk Folkeparti i 2022 og sidste år skiftede til Danmarksdemokraterne, er nu vendt tilbage til DF. Tina B. Nielsen er formand for børn- og ungevalget, ligesom hun også sidder i økonomiudvalget. Hun forlod i sin tid DF, fordi der var ”for meget fnidder”, men nu vender hun hjem. “Det er her, jeg hører til. Jeg må sande, at det jeg står for, ikke passer ind hos Danmarksdemokraterne,” siger hun.
S-gruppeformand flytter fra Kerteminde og udtræder
KERTEMINDE: Sebastian Nielsen, som er gruppeformand for Socialdemokratiet i Kerteminde, flytter til Odense og træder derfor ud af byrådet til nytår. Formentlig bliver afløseren andensuppleant John Eriksen, da førstesuppleant Lars Hansborg-Sørensen allerede indtrådte sidste år.
Pølsemand tager over for dømt politiker
HADERSLEV: De Konservative får et nyt medlem af kommunalbestyrelsen i Haderslev, efter at Martin Karas Christiansen (K) som har mistet sin valgbarhed pga. en voldsdom for hans ageren som dørmand på diskotek Crazy Daisy, som han ejer. Han afløses nu af førstesuppleant Jens Asmussen. Han har netop fejret 25 års jubilæum som pølsemand og har flere gange forsøgt at blive valgt ind i byrådet.
Byrådsmedlem forlader Enhedslisten
MARIAGERFJORD: Malene Ingwersen, som siden KV21 har været Enhedslistens første byrådsmedlem i Mariagerfjord nogensinde, har nu meldt sig ud af partiet. Hun har aftalt med bestyrelsen, at hun fortsætter i byrådet som løsgænger, da ingen af suppleanterne ønsker at overtage pladsen.
Hvidvaskdømt politiker mister formandspost
HILLERØD: I juli vendte Dragan Popovic (løsgænger) tilbage til arbejdet som byrådsmedlem i Hillerød efter en orlovsperiode på cirka ni måneder. Inden orloven var han medlem af Venstre og formand for kommunens idræts- og sundhedsudvalg. Nu er han løsgænger og uden formandspost. Under orlovsperioden blev formandsposten varetaget af suppleant Hanne Kirkegaard (V). Nu overtages den af byrådsveteran Peder Bisgaard (S), som dermed sidder på to formandsposter. Dragan Popovic tog orlov, da han blev sigtet for hvidvask i efteråret sidste år. I marts blev han idømt to års ubetinget fængsel for forsøg på at hvidvaske næsten 12 mio. kr. ved at fragte store kontantbeløb til Serbien mindst 30 gange. Popovic har anket dommen.
SF’er flytter fra øen
SAMSØ: Byrådsmedlem for SF Kjeld Bønkel har fået job i Vejen og er derfor udtrådt.Han blev med 28 stemmer valgt ind ved KV21 og har bl.a. været medlem af alle tre politiske udvalg på øen; Teknik- og Miljøudvalget, Social- og Beskæftigelsesudvalget samt Børne- og Kulturudvalget. 1. stedfortræder Lone Krag (SF) indtræder som nyt medlem af kommunalbestyrelsen og overtager Kjelds Bønkels hverv.
Dødsfald: Eksborgmester Niels Baunegaard Nielsen
KALUNDBORG: Den tidligere borgmester i den daværende Høng Kommune Niels Baunegaard Nielsen er død, 97 år gammel. Han blev valgt til kommunalbestyrelsen i 1970 for borgerlisten Tværpolitisk Liste og var borgmester fra 1976 til 1997. Niels Baunegaard Nielsen sprang som ung fra lærepladsen som mejerist og tog i 1952 en landbrugsuddannelse fra Korint Landbrugsskole. Han efterlader sig tre børn, ni børnebørn og otte oldebørn
Viceborgmester genopliver lokalliste
HØRSHOLM: I maj valgte Hørsholms viceborgmester Henrik Klitgaard at forlade De Radikale efter at have repræsenteret partiet i kommunalbestyrelsen siden 2006. Nu repræsenterer han i stedet Borgerlisten Hørsholm. Borgerlisten Hørsholm var aktiv i politik i 43 år og en overgang oppe på tre mandater, men nedlagde sig selv i 2018. Nu er den genoplivet på en stiftende generalforsamling. Borgerlisten Hørsholm vil være fri af nationalpolitiske særinteresser, og blandt mærkesagerne er, at det skal være attraktivt at være børnefamilie, at der skal investeres i seniorers sundhed og i kulturen, og at Hørsholm skal være foregangskommune på klima- og miljøområdet.
21-årigt byrådsmedlem udtræder
TØNDER: Carl Thier Ørting Jørgensen (Borgerlisten) er udtrådt af kommunalbestyrelsen i Tønder. Ved KV21 fik han som 18-årig 148 stemmer og blev valgt ind som den yngste på landsplan. Den i dag 21-årige sergent i Forsvaret skal læse bachelor i international business på Copenhagen Business School, og derfor flyttede han til København den 1. september. Carl Thier Ørting Jørgensens byråds- og fagudvalgspladser overtages af Borgerlistens førstesuppleant, Anton Schulz. Han udgør dermed partiets tre mand store byrådsgruppe sammen med Thomas Ørting Jørgensen og Allan Skjøth
Sket i forvaltningen
Pressechef bliver særlig rådgiver for minister
KØBENHAVN: Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) har ansat Thomas Søie Hansen som særlig rådgiver. Han kommer fra en stilling som pressechef i overborgmesterens sekretariat i Københavns Kommune, hvor ministeren før var overborgmester. Han har bl.a. erfaring med politisk rådgivning på socialområdet, som journalist, presserådgiver og EP-kampagnechef for De Radikale.
Chef rykker til forsyningsselskab
LEMVIG: Lemvigs udviklingschef gennem syv år, Lars Klemensen, har fået nyt job som udviklingschef hos Vestforsyning i Holstebro. Lars Klemensen har bl.a. har været en samlende kraft bag udviklingen i Thyborøn, hvor der i disse år investeres 30 mio. kr., og hvor der samarbejdes med internationale partnere om udvidelse af hotelkapacitet og butiksliv, lyder det.
Ny transportdirektør på plads
ÆRØ: Fra 1. oktober er Kim Nielsen ansat som kommunens nye transportdirektør. Han skal stå i spidsen for driften og udviklingen af Ærøfærgerne. Kim Nielsen har erfaring som driftsdirektør hos Forstas A/S, en drifts- og anlægsvirksomhed målrettet store offentlige kunder. Derudover har han kommunal erfaring fra Sorø og Solrød kommuner. Han er 51 år og oprindeligt uddannet bådebygger, og han var forud for seneste ansættelser indehaver af sit eget bådeværft i 16 år. Kim Nielsen afløser Keld Møller, der fratrådte med udgangen af februar på grund af sygdom.
Viborg må sige farvel til sin teknikdirektør
VIBORG: Hans Jørn Laursen, der de seneste otte år har været teknik- og miljødirektør i Viborg, forlader sin stilling med udgangen af december. Da han i 2016 blev ansat i Viborg, kom han fra en stilling som direktør for teknik- og miljøområdet, børne- og undervisningsområdet samt erhvervsområdet i Ikast-Brande. Han er oprindeligt uddannet officer på Hærens Officersskole og afsluttede sin militære karriere som oberstløjtnant.
Kommunikationschef rykker til Arla
VIBORG: Efter godt to år i stillingen som kommunikationschef i Viborg Kommune rykker Rune Jungberg Pedersen tilbage til det private erhvervsliv, hvor han kom fra i 2022. Den journalistuddannede Rune Jungberg Pedersen skal være ny kommunikationsdirektør i Arla Danmark fra 1. oktober. Tidligere har han bl.a. været international kommunikations- og CSR-direktør i Jysk og Lars Larsen Group, kommunikationschef hos Danish Crown Subsidiaries og Tulip Food Company.
Direktør for børn og uddannelse fratræder
KØGE: Direktør for Børne- og Uddannelsesforvaltningen Henrik Laybourn fratræder sin stilling. Fratrædelsen sker efter gensidig aftale på vilkår efter hans kontrakt. Henrik Leybourn tiltrådte direktørstillingen som 53-årig i 2012 efter at have arbejdet knap 30 år inden for området - fra skolelærer og -inspektør til skole- og institutionschef og øverste forvaltningsleder. Før ansættelsen i Køge var han direktør og uddannelseschef i Københavns Kommune.
Centerchef bliver direktør
STEVNS / GLOSTRUP: Centerchef for Kultur, Idræt og Fritid i Glostrup Stine Rich Klausen bliver fra 1. oktober ny direktør i Stevns, hvor hun får direktøransvar for Center for Borger & Arbejdsmarked, Center for Erhverv, Kultur & Turisme samt Center for Teknik & Miljø. Stine Rich Klausen er uddannet jurist fra Københavns Universitet og er desuden i gang med en Master of Public Governance fra CBS. Hun har været centerchef i Glostrup siden maj 2022 og før det centerchef i Sorø og sekretariatschef i Lejre.
Dagtilbudschef går på pension
SVENDBORG: Dagtilbudschef i Svendborg Kommune Birgit Lindberg er gået på pension efter knap 20 år i stillingen. Indtil en ny chef er fundet, kan direktør for Børn, Unge, Kultur og Fritid Jonas Wittendorff tilføje opgaven som dagtilbudschef til sin titel.
Odder har fundet sin nye kommunaldirektør
ODDER: Den tidligere mangeårige direktør i Aarhus Kommune, Hosea Dutschke, bliver ny kommunaldirektør i Odder. Hosea Dutschke kommer til Odder fra en stilling som forretningsfører i Østjysk Bolig, men var i 16 år direktør for Sundhed og Omsorg i Aarhus, indtil han fratrådte i oktober 2022. Fratrædelsen kom efter flere års uro i den aarhusianske ældrepleje. Hosea Dutschke var ansat i Odder Kommune fra 1998 til 2003, hvor han blandt andet var vicekontorchef og informationschef. Han begynder i sit nye job 1. oktober og tager over fra Henning Haahr, som i maj skiftede til Varde Kommune.
Direktør fratræder: Ønske om en anden profil
HILLERØD: Lars Mørk, som er direktør for udvikling, klima og teknik i Hillerød Kommune, fratræder sin stilling efter 11 år på posten. Fratrædelsen sker efter fælles overenskomst med begrundelsen, at Hillerød ønsker en anden profil i stillingen. Forvaltningen er presset af udviklingen i Hillerød, hvilket betyder, at der i øjeblikket er fire års ventetid på at få gennemført en lokalplan for investorer, der ønsker at bygge. Men der har også været andre uheldige sager på Lars Mørks skrivebord, bl.a. om dispensation til 71 for store kolonihavehuse og om salg af kød fra kommunale får, som gik på en tidligere losseplads, der har vist sig at være forurenet med PFAS.
Fredensborg har fundet sin nye byudviklingsdirektør
FREDENSBORG: Byrådet i Fredensborg har udpeget en ny direktør for byudvikling i skikkelse af Anja Whittard Dalberg, der tiltræder den 1. oktober. Den nye byudviklingsdirektør kommer fra en stilling som områdechef i Rudersdal Kommune. Tidligere har hun været centerchef med ansvar for plan og miljø i Hvidovre, og inden da var hun chef for klima, natur og miljø i Gentofte. Derudover har hun været teamleder i Miljøstyrelsen. Anja Whittard Dalberg afløser Thomas Barfoed, der efter mange år som direktør i Fredensborg Kommune har valgt at træde tilbage. Han stopper som teknisk direktør 1. oktober, men fortsætter som seniorrådgiver i fire måneder, hvor han dels skal arbejde på udvalgte strategiske projekter, dels skal bistå med indkøring af den nye direktør. Anja Whittard Dalberg er uddannet cand.techn.soc. og har desuden en master i offentlig ledelse. Udover byudvikling får hun også det administrative ansvar for miljø, klima og erhverv.
Esbjerg-direktør fratræder øjeblikkeligt
ESBJERG: Direktør for Borger & Arbejdsmarked Lise Plougmann Willer er stoppet i jobbet med virkning fra mandag 26. august. Årsagen er, at byrådet ikke har tillid til, at Lise Plougmann Willer fortsat kan løfte ansvaret. Fratrædelsen kommer i forlængelse af massive problemer i kommunens familierådgivning, hvilket tidligere på sommeren førte til, at der blev vedtaget en genopretningsplan.På trods af den vedtagne genopretningsplan for familierådgivningen klagede medarbejdere så sent som i begyndelsen af august over dårligt arbejdsmiljø, forråelse og prioritering af økonomi over borgernes retssikkerhed. Den nuværende chef for Jobcenter Esbjerg, Pia Damtoft, træder midlertidigt ind som leder af Borger & Arbejdsmarked med undtagelse af voksen-, social-, og handicapområdet, som direktøren for Fritid Sundhed & Omsorg, Arne Nikolajsen, midlertidigt overtager ledelsen af.
Guldborgsund ansætter ny centerchef
GULDBORGSUND: Klaus Kronow er ansat som ny centerchef for Børn & Læring fra 1. august. Med 25 års erfaring inden for skole- og dagtilbudsområdet er han en velkendt skikkelse i kommunen, hvor han har arbejdet som lærer og leder på flere skoler. Derudover har han stor erfaring med henholdsvis dagtilbudsområdet og specialområdet som leder af Eskilstrup Børne- og Skolefællesskab og dagbehandlingstilbuddet Polaris gennem mange år.
HR-chef er stoppet
FREDERICIA: Lene Daugaard er 1. september stoppet som HR-chef for at blive direktør for uddannelsesinstitutionen Simac i Svendborg. Lene Daugaard har været HR-chef i Fredericia siden 2023. Nu bliver hun chef for Simac med cirka 800 studerende og 100 ansatte.
Børne- og familiechef går på pension
SORØ: Børne- og familiechef i Sorø Kommune Henrik Madsen går på pension efter 40 år som ansat i kommunen. Henrik Madsen træder langsomt ud af sine opgaver og går på pension til februar.
Ny konstitueret sundhedschef
AABENRAA: Fra starten af august har Christian Schøder været konstitueret sundhedschef i Aabenraa, siden den tidligere sundhedschef Michael Metzsh fratrådte stillingen. Sidstnævnte er nu chef for social- og psykiatriområdet i Middelfart. I første omgang gælder konstitueringen i Aabenraa i et år. Christian Schrøder kommer fra en stilling som centerleder for kommunens Center for Sundhedsfremme og Forebyggelse. Den nye konstituerede sundhedschef har været leder i kommunen i mere end 19 år og har gennem alle årene arbejdet med sundhedsområdet.
Regionerne
Heino Knudsen stopper i politik
SJÆLLAND: Regionsrådsformand i Region Sjælland og folketingskandidat Heino Knudsen (S) stopper i politik. Den 44-årige Heino Knudsen skal i stedet være direktør for DanskHåndbold fra 1. oktober. Det betyder, at Region Sjælland om mindre end en måned skal have en ny formand. Ved Regionrådets næste møde den 24. september vil Heino Knudsen anmode om at blive fritaget fra sit medlemskab af regionsrådet. Herefter skal regionsrådet officielt vælge en ny formand. I en pressemeddelelse oplyser Region Sjælland, at regionsrådet peger på Trine Birk Andersen (S) som overtager af formandsposten. Trine Birk Andersen har været medlem af regionsrådet i Region Sjælland siden 2017, hvor hun i den nuværende periode også sidder i forretningsudvalget. Hun er desuden medlem af Danske Regioners bestyrelse.
Stat
Anne Heeager er ny landsforperson for Radikale
47-årige Anne Heeager fra Skanderborg er ny landsforperson for De Radikale. Det står klart efter en afstemning ved partiets landsmøde i Nyborg. Hun fik 221 stemmer ud af 295. Den anden kandidat, Thomas Elkjær, fik 68 stemmer. Seks var blanke. Jan Willumsen er desuden blevet valgt som næstforperson uden modkandidat. Posten som landsformand skal ikke forveksles med posten som partiets politiske leder. Landsforperson - som hvert år vælges særskilt på det ordinære landsmøde med absolut flertal - er forperson for partiets landsforbund, hovedbestyrelse og forretningsudvalg.
Ministerium skal have ny departementschef
Senest med udgangen af oktober stopper 46-årige Søren Kryhl-mand som departementschef i Beskæftigelsesministeriet, da han skal være direktør i Dansk Industri. Søren Kryhlmand har været departementschef i fire år og har i alt arbejdet i Beskæftigelsesministeriet i 16 år – og under otte ministre. Han er uddannet cand.scient.pol. og har tidligere bl.a. været direktør i Arbejdstilsynet.
Organisationer
Folketingets Ombudsmand fratræder
I snart fem år har Niels Fenger været Folketingets Ombudsmand, men nu er han snart fortid. Den 7. oktober forventes han udnævnt til dommer ved EU-Domstolen, og han fratræder derfor sin stilling. Allerede i april kom det frem, at Niels Fenger kunne ende med at få kontor i Luxembourg i fremtiden. Her blev han indstillet som kandidat, og siden har der været en høring, som er endt med en positiv udtalelse. Derfor er vejen nu banet for, at han officielt kan blive udnævnt af EU-medlemsstaternes regeringer.
KL og Danske Regioner i nævn for sundhedsapps
Både KL og Danske Regioner er repræsenteret i det nye Nævnet for Sundhedsapps, der skal hjælpe med at vurdere, hvilke sundhedsapps man som sundhedspersonale eller borger med fordel kan bruge. Det oplyser Indenrigs- og Sundhedsministeriet, hvor minister Sophie Løhde (V) har udpeget nævnets otte medlemmer. Heriblandt to indstillet af henholdsvis KL og Danske Regioner. Indstillet af KL er IT-chef i København Kommunes Sundhedsforvaltning Rikke Saltoft, mens Danske Regioner har indstillet koncerndirektør i Region Hovedstaden Erik Jylling, der også bliver nævnets formand.
Esbjergs borgmester genvalgt som præsident
Borgmestrene fra de 18 medlemmer af World Energy Cities Partnership (WECP) , som er en global sammenslutning af føren-de energibyer i verden, har genvalgt borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) fra Esbjerg som præsident. WECP blev dannet i 1995. Esbjerg har været medlem siden 2013, hvor byen bl.a. har arbejdet for, at sammenslutningens fokus har ændret sig fra udelukkende at være på olie og gas til også at omfatte vedvarende energi og omstilling til mere bæredygtige energikilder som f.eks. offshore vind og grøn brint.
Søren Pind bliver formand for Biogas Danmark
Sørens Pind er på en ekstraordinær generalforsamling i Biogas Danmark valgt som ny formand. I dag udgør biogassen 45 procent af Danmarks samlede gasforbrug, hvilket gør det danske gasnet til Europas grønneste. Men målet er 100 procent inden 2030, og hvis det skal indfries, så har Danmark travlt. Trods Danmarks førerposition er der nemlig ikke kommet nye anlæg i drift siden 2022. Det skyldes ifølge Biogas Danmark, at gasnettet bliver beskattet på lige fod med fossile brændsler, så ligger udbygningen lige nu stille. Det vil den nye formand forsøge at få ændret på.
Selskaber
Den næsten nye direktør stopper igen
RINGKØBING-SKJERN/VARDE: Kun otte måneder blev det til for Torben Kylling Petersen som direktør for Destination Vestjylland, som er Varde og Ringkøbing-Skjern kommuners turismesamarbejde. Torben Kylling Petersen tiltrådte 1. januar, men har opsagt sit job og haft sidste arbejdsdag. Årsagen til opsigelsen er, at hans geografiske skifte fra Sønderjylland til arbejdspladsen i Hvide Sande ikke har kunnet falde i hak med familie-livet, idet hans ægtefælle ikke har kunnet finde relevant beskæftigelse i Vestjylland.
Folkemødets direktør er stoppet på posten
BORNHOLM: Peter Christiansen, direktør for Folkemødet siden februar 2023, er stoppet på posten efter gensidig aftale med bestyrelsen.
I april kunne Politiken skrive om et brev fra en gruppe af Folkemødets medarbejdere, hvor Peter Christiansen fik kritik for at være ”uengageret”. Op til årets folkemøde i Allinge kunne Berlingske berette om en mail, hvor Folkemødet opfordrede til dialog med demonstranter, som afbrød arrangementer. I mailen, som var underskrevet af Peter Christiansen, var der en opfordring til at overveje at invitere aktivister op på scenen. Det fik siden Benny Engelbrecht, som er finansordfører i Socialdemokratiet, til at boykotte årets folkemøde.
Folketinget
De Konservative får ukendt navn på central post
Det er ikke kendte navne som Rasmus Jarlov eller Mai Mercado, som får den vigtige post som politisk ordfører for De Konservative. Posten går til den i offentligheden ukendte Frederik Bloch Münster, som kun har været folketingsmedlem siden slutningen af juni, hvor han erstattede Niels Flemming Hansen, der nu sidder i EU-Parlamentet. Han er valgt af folketingsgruppen i forbindelse med partiets sommergruppemøde. Som politisk ordfører bliver han en af De Konservatives vigtigste skikkelser ved siden af formand Mona Juul. Posten som politisk ordfører er ledig, mens Mette Abildgaard, som har haft den siden 2016, er på barselsorlov. Frederik Bloch Münster arbejdede som særlig rådgiver for Niels Flemming Hansen i forbindelse med valget til EU-Parlamentet i juni. Niels Flemming Hansen fik det ene konservative mandat, og da Frederik Bloch Münster er førstesuppleant i Sydjyllands Storkreds, kunne han fra 26. juni kalde sig folketingsmedlem.
Bojes parti er navngivet
Folketingsmedlem Lars Boje Mathiesens nye parti har fået godkendt sit partinavn af Valgnævnet. Partiet hedder Borgernes Parti. Dermed kan partiet, hvis fulde navn er ”Borgernes Parti - Lars Boje Mathiesen” begynde at indsamle de nødvendige 20.195 vælgererklæringer for at kunne stille op til næste folketingsvalg. Partiet vil blandt andet gøre op med det antal personer, som arbejder med central administration og ledelse i staten. Tilbage i juni fik Boje afvist partinavnet ”Danmarks Bedste Parti” af Valgnævnet. Lars Boje Mathiesen blev i marts 2023 afsat som formand og ekskluderet fra Nye Borgerlige efter uenighed om hans aflønning og andre vilkår. Han har siden været løsgænger i Folketinget og flere gange luftet tanker om at stifte et nyt parti.
Helsingør-politiker indtræder i Folketinget
Byrådsmedlem i Helsingør Birgitte Bergman (K) indtræder i Folketinget i sin egenskab af suppleant for Mette Abildgaard (K), der går på barsel. Birgitte Bergman sad i Folketinget fra 2019 til FV22, hvor hun ikke blev genvalgt, og var ved EU-parlamentsvalget i juni 2024 opstillet som nr. 3 på De Konservatives liste. Her opnåede hun 9.574 stemmer og blev andensuppleant. Hun skal i Abildgaards barselsperiode være familie- og børneordfører, og hun overtager ordførerskaberne for social og handicap fra Frederik Bloch Münster og kultur og kirke fra Helle Bonnesen.
Theresa Scavenius stifter nyt parti
Demokratiet er i underskud og forfald, og mistilliden til politikerne stiger. Det er ifølge partistifter Theresa Scavenius baggrunden for, at partiet Grønne Demokrater ser dagens lys. Theresa Scavenius har i knap et år været løsgænger i Folketinget efter sin exit fra Alternativet. Grønne Demokrater mener, at lovgivningsarbejdet i al for høj grad foregår bag lukkede døre i ministerier. Theresa Scavenius stiftede tilbage i 2021 klimapartiet Momentum, efter at hun første gang forlod Alternativet. Momentum var aldrig i nærheden af at indsamle de lidt over 20.000 vælgererklæringer, der er nødvendige for at blive opstillet til et folketingsvalg. Året efter lod partiet sig indlemme i Alternativet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.