Dansk natur har aldrig haft det ringere end i dag. Selv om meget godt gøres, går det samtidig hastigere ned ad bakke. Men hvad skal vi gøre ved dét? En del af svaret er i og for sig enkelt: Vi skal sørge for, at mere natur får lov til at være mest muligt natur.

Men hvad indebærer dét?

Natur er som bekendt en mangfoldighed af liv og føde, men natur er også en mangfoldighed af død og sult. Hvis naturen ikke var fuld af død og sult, var der heller ingen føde og liv. Problemet er imidlertid, at vores snusfornuftige kulturbestemte ordensmoral har meget svært ved at drage konsekvensen af denne enkle erkendelse, fordi vi ikke bryder os om halvdelen af ligningen; den halvdel, der netop også giver plads til sult og død.

Naturen pakker ikke noget ind
Vi kan almindeligvis godt leve med, at dyr bliver ædt af mennesker, når de først er skåret ud i skiver hos en slagter og pænt pakket ind. Men dyr, der æder andre dyr, blodigt og uindpakket, er vi ikke meget for. Tænk bare på ulven.

Og vi bryder os endnu mindre om dyr, der sulter og lider. Eller rettere: Vi har det fint med, at edderkoppen æder fluen, og hesten æder græs. Her tænker vi ikke meget på den stakkels uskyldige flue i den grusomme edderkops klistrede spind eller på det forsvarsløse frodige græs, der ender som lort på sin vej gennem den græssende ganger.

Men tænk, hvis vi opdager et haltende rådyr eller endnu værre: En hest eller ko, der har tabt sig lidt hen over vinteren. Eller allerværst: Et føl eller en kalv, som dør af sult ude i naturen, fordi vinteren er kold og streng. Uha.

Dét er ikke ordentlig dyreetik, vel? Det er synd for føllet og kalven, at den onde vinter opfører sig som vinter.

Den pæne død er unaturlig
Det er meget bedre for køer at leve under ordnede forhold i en boks i en stald. Helst hele døgnet, hele året og hele livet. Vi vil nemlig gerne beskytte tamdyr fra den stegende sol, den piskende regn og den luskede ulv.

Fordi vi selv polstres af radiatorer og omgiver os med logrende vovser og striglede rideheste, har vi det vanskeligt med den natur, der modsat os selv får lov til at være natur. For når naturen udfolder sig som natur, sker der noget uhyggeligt uvant: Død og kaos bliver atter venner med liv og levesteder. Ja, de betinger sågar hinanden.

Døden kan vi ikke li’, så vi erstatter naturens naturlige død med unaturlig død: Orden, kontrol og ensartethed, der i sidste ende fører til masseuddøen.

Eller med andre ord: I stedet for at lade gamle træer dø langsomt, forfalde og forrådne til gavn for tusinder af andre organismer, fælder og fjerner vi alt for mange træer til skade for naturen. Tilsvarende får nøglearter som heste og kreaturer kun vanskeligt lov til at være en del af naturens kredsløb, fordi det er "synd" for dem at leve året rundt på naturens nåde og unåde, skønt det er nøjagtig det, de er evolutionært tilpasset gennem tusinder af år.

Plads til levende kaos
Døden undslipper hverken mennesker eller andre organismer, men vi mennesker kan vælge, om vi ønsker de andre arters og deres levesteders død og udryddelse, eller om vi foretrækker individernes naturlige død til gavn for mange andre arter og individer i naturen.

Vælger vi det sidste, må vi for eksempel nogle steder genudsætte vildheste, kreaturer, vildsvin, bisoner og elge, for at de atter kan blive en levende og død del af større sammenhængende naturarealer og fremadrettet bidrage til at få naturen på fode igen.

I tusindvis af år har de været en altafgørende og livsnødvendig del af det komplekse og kaotiske samspil mellem naturens arter og levesteder. Og derfor skal de også helst have lov til at forblive i udvalgte dele af naturen, når de dør. Som ådsler.

Vildheste og kreaturer skal med andre ord ud og integreres i større naturområder året rundt, hvor alt ved deres adfærd og funktion gavner naturen. Deres lidelser og lort såvel som deres sult og død.

Vinteren kommer hvert år
Selvfølgelig må vi på pragmatisk vis medtænke offentlighedens moderne uvanthed med naturens processer. Vi kan ikke bare lade udsatte dyr lide og dø i massevis og pludseligt i naturområder, der er underlagt mennesket. Men vi kan og bør vænne os selv og hinanden til, at man i udvalgte naturområder for eksempel godt kan møde levende vildheste eller elge, der har tabt sig lidt om vinteren, selv om vi fejlagtigt skulle tro, at de nødvendigvis skranter af den grund. De får volumen igen om sommeren. Den slags er årstidsbestemt og helt naturligt og godt.

Og vi skal vænne os til, at vi af og til også kan støde på en død hest og en død elg, vel vidende at de også i døden er til gavn for den natur, de således forbliver en del af.

Kort og godt: Hvis vi virkelig ønsker naturens trivsel og arternes liv og føde, skal vi acceptere naturens død og sult, også når det gælder afgørende nøglearter som vildheste og kreaturer i udvalgte områder.

For hvis ikke naturen får mere lov til at være natur på liv og død, vil den til stadighed holde mere og mere op med at være natur.