Tilbage i nullerne var det utroligt populært at arbejde med at definere en organisations vision og mission. Det skulle helst ske på personalekonferencer, hvor alle medarbejderne var trukket ud af sadlen, så ideerne kunne vokse og forankres nedefra. Jeg var kommet i gruppe med kommunaldirektøren og stod og fumlede med de store flipoverpapirer og en håndfuld elefantsnot. Altså den der mærkelige gummimasse, man kan hænge papir på væggen med.

Pludselig kiggede kommunaldirektøren på mig og sagde, at jeg da brugte rigeligt med elefantsnot, og om jeg vidste, hvad det kostede. Det gjorde jeg ikke, og så fik jeg ellers en større lektion i, hvor vigtigt det var, at vi passede på borgernes penge og brugte vores ressourcer med omhu. Og det var jeg jo ikke uenig i.

Måske tænker du, at han bare havde sagt det i sjov. Men det gjorde han ikke. Senere kom der restriktioner på sodavand. Der var de dyre til eksterne møder og de billige til interne møder, og skulle der en croissant til, skulle den søges særligt. Sodavand til møder blev senere helt afskaffet, og det var nemmere bare selv at købe croissanter.

Efter nogle år i det kommunale tog jeg turen over i det private. Med løftet om at gøre min mor stolt og min far misundelig trådte jeg ind i en af konsulentbranchens hellige haller. Her var kantinen mere restaurant end kantine, og midt i det hele var der egen baristabod. Ingen kedelige kaffeautomater her. De var i øvrigt erstattet af sodavandsmaskiner, som dem i biografen.

Husk kvitteringerne...

På min første dag blev jeg hurtigt udstyret med et guldkort. Det var meget vigtigt, forstod jeg, fordi der skulle holdes styr på alle de udlæg, jeg nu havde. Jeg tænkte: hvilke udlæg?

Men på min første tur ud til en kunde blev jeg kærligt taget under oplæring af de mere erfarne konsulenter. På en tur til Svendborg var vi to gange på McDonald's og købte en masse slik og sodavand i 7-Eleven. Husk kvitteringerne, sagde de, og så proppede vi lommerne fulde. Tilbage i hovedkvarteret fik jeg samme oplæring. Guldkortet blev flittigt svunget i den restaurantlignende kantine og hos baristaen, og kvitteringerne gemt.

Og sidst på måneden samlede vi kvitteringerne sammen og fakturerede dem hos kunderne, som var – ja, du har gættet det – kommunerne.

Efter kort tid var jeg trygt tilbage i kommunale rammer med selvbetalt kaffeordning, hvor mobiltelefonen skulle bruges, til den stod af, og hvor man efter god tro tjeneste blev hædret ved en reception, man selv betalte for.

Ja okay, der var også lyse sider, og jeg har da både fået efteruddannelse og ekskursioner med betalt mad. Men altid under stærk bevågenhed for, om vi nu brugte borgernes penge fornuftigt. Det mente den store befolkning ikke, at vi gjorde. Og mens det var en selvfølge, at man i private virksomheder måtte se VM-fodbold i arbejdstiden, blev kommunerne udskammet for at gøre det samme. Og også årets julegave måtte lade livet, da det var frås.

Heldigvis er udviklingsmuligheder, gode kollegaer samt meningsfulde opgaver, hvor der gøres en forskel for borgerne, langt den stærkeste motivation for medarbejderne i det kommunale Danmark. Her betyder antallet af ture på McDonald's eller 7-Eleven mindre. Alle i den kommunale verden, som jeg kender, er sig stærkt bevidst om, at vi bruger andres penge. Sådan er det, og sådan skal det være. Men næste gang du møder en af Kommunedanmarks kernetropper, så drop forargelsen og giv en is. Du kan være sikker på, at ingen andre gør det. Og elefantsnotten?

En af mine kollegaer tog en pakke med hjemmefra og gav den til min kommunaldirektør.