Der er regioner og kommuner, der er mere ramt af råstofindvinding end andre. Og de der er berørt af grusgravning, føler sig ofte klemt mellem flere hensyn og interesser.

Set med samfundsbriller har vi alle brug for råstoffer til forskellige formål, typisk byggematerialer, infrastruktur og bygninger. Da store dele af Danmark af historiske årsager har rige forekomster af naturmaterialer i undergrunden, er der ofte lokale interessemodsætninger, når grus, sand og sten skal hentes op og køres til bearbejdning eller deres nye placering.

Grusgravning rejser en række dilemmaer, som både folkevalgte, embedsfolk, borgere og medier bør forholde sig mere nuanceret til end tilfældet ofte er i dag, hvor kortsigtede og populistiske synspunkter har tendens til at præge debatten.

Råstofloven

Hvis vi starter med det juridiske grundlag, så står råstofloven højt i lovhierakiet. Men blot fordi samfundet har brug for råstoffer, kan man ikke bare stikke en spade i jorden og begynde at køre grus væk i en trillebør.

Ved en tilladelse til råstofindvinding, skal regionen således afveje de hensyn, der fremgår af råstoflovens §3, herunder eksempelvis sikring af råstoffernes udnyttelse og den samfundsmæssige betydning på den ene side og de rekreative interesser eller hensynet til by- og landskabsudvikling i det pågældende område.

Regionerne er samordnende myndighed på råstofområdet. Det betyder blandt andet, at regionerne koordinerer og samler nødvendige kommunale tilladelser, rapporter og gennemfører offentlige høringer på råstofområdet, inden der træffes afgørelse.

Regionernes forvaltninger tager udgangspunkt i råstofloven. Lovens centrale formål er at beskytte områder med ressourcer mod anden arealanvendelse, der kan hindre fremtidig udnyttelse af råstoffer. Samtidig skal det sikres, at det er muligt at indvinde de mængder og kvaliteter, som samfundet har brug for.

Dilemmaet mellem råstofgravning og byudvikling

Her kommer et af dilemmaerne. For mens vi samtidig har brug for at by- og landudvikle i kommunerne til nye borgere, institutioner og virksomheder, så er kommuner med råstoffer i undergrunden jo netop svære at udvikle. I hvert fald så længe råstofferne udvindes - eller forekomsterne er identificeret og udlagt til råstofindvinding. Samtidig kan der være protester fra borgerne mod indvinding. Enten på grund af støj eller fordi der er ønsker om bevarelse af naturen.

Men netop natur og rekreative formål er der jo netop mulighed for efter endt grusgravning og retablering. Det er Hedeland mellem Høje-Taastrup, Roskilde og Greve Kommuner et rigtig godt eksempel på.

Udover talrige foreninger og aktiviteter for de lokale beboere er der også brugere, der kommer langvejs fra til alt fra golf til friluftsport, opera og veteranjernbane, ligesom der er mulighed for store events som Spejdernes Lejr, der har brug for godt med plads til de mange tusinde naturelskere. Elementer, der både styrker sammenhængskraften og understøtter væksten langt ud over lokalområdet.

Dilemmaet mellem ressourcer og levetid

I takt med, at vi bliver bedre til at udnytte ressourcerne og fx blande jomfruelige råstoffer med genbrugselementer som fx knust beton eller renset jord, så kan vi levetidsforlænge grusgravene og ikke plyndre så meget grus så hurtigt som i dag. Men det betyder, at grusgravene skal være åbne i længere tid, og dermed risikere at genere naboerne i længere tid.

Her skal der vælges mellem langsigtede klimahensyn og aktuelle nabohensyn. Ikke en let afvejning på den store klinge, men klimaet og miljøet betaler i dag ved, at vi i alt for stort omfang bruger jomfruelige materialer til anvendelser, hvor et vist element af genbrugsmaterialer kunne spare os for unødvendig råstofgravning.

Dilemmaet mellem land og vand

Med strukturreformen forsvandt det mangeårige skel mellem kommunerne og amterne. Og for mange af os, der har oplevet overgangen til snitfladen mellem kommuner og regioner, virker den nye snitflade ikke altid optimal.

Det virker som om kommunerne pludselig er blevet borgernes og Danmarks Naturfredningsforenings ukritiske talerør i protesterne mod de fæle råstofindvindere, og regionerne bliver så bussemændene, der skal overholde loven og forsøge at koordinere tilladelser og gennemføre de offentlige høringer.

Tilbage står, at vi har brug for råstoffer til infrastruktur og byggerier, og hvis ikke råstofferne graves på land, skal de graves i havene omkring os – og det har også betydning for livet i vandet.

Behov for national strategi

På trods og på tværs af dilemmaer - og uanset hvor træls, råstofindvindingen er for rigtig mange både borgere, politikere og embedsfolk - har vi alle brug for råstoffer til udviklingen af vores samfund. Og med en fornuftig forvaltning af den nuværende lovgivning burde det være muligt at nå til enighed mellem de offentlige og professionelle aktører inden for lovgivningens rammer.

At der så forestår en større kommunikationsopgave mellem byråd, regionsråd og råstofindustrien i forhold til borgerne og medierne - dét er en anden sag.