- Jeg har uendelig svært ved at bevare pessimismen. 

Sådan lyder det fra direktør i Mercuri Urval, Jan Kjeldsmark, da han bliver præsenteret for de nyeste tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor, der viser, at stadigt flere kvinder sidder på chefstillinger i stat, region og kommune.

Og pessimisten får fortsat ikke tag i direktøren, da han hører, at kvinderne dog på ingen måde indtager posten som kommunaldirektør: I kun 16 ud af 98 kommuner er der en kvinde på den allerøverste post.

- For tolv år siden, ved kommunesammenlægningen, var tallet fire, så udviklingen går da i den rigtige retning. Når et stigende antal kvinder samtidig stryger ind på posterne lige under kommunaldirektøren, er det kun et spørgsmål om tid, før forskellen er udlignet, lyder det fra Jan Kjeldsmark.

Kvinder siger nej
Den forudsigelse møder dog modstand fra professor Sara Louise Muhr, der forsker i ledelsesteori på CBS.

- At gå fra fire til 16 kommunaldirektører på tolv år er på ingen måde imponerende, og at bruge argumentet om, at tiden vil løse resten af problemet, er at melde fallit. Ja, det er gået fremad, men det betyder ikke, at vi ikke behøver gøre mere, understreger Sara Louise Muhr.

- Lad os hellere bruge fremgangen til at ville mere, lyder forslaget fra professoren.

Udfordringen kan blive, at kvinder ikke søger jobbet som kommunaldirektør. Det er i hvert fald forklaringen, hvis man spørger Jan Kjeldsmark. 

I de 25 år, han har været ansat i Mercuri Urval, har han været med til at ansætte op mod 100 kommunaldirektører. Der er typisk 10-20 ansøgere, afhængig af hvilken kommune der er tale om, og selv om han ikke ønsker at oplyse præcist, hvor mange kvinder der typisk søger, er det hans skøn, at der 'i hvert fald er fem-seks gange så mange mænd'.

Jan Kjeldsmark fortæller samtidig, at han bruger uforholdsvis meget tid på at prikke kvalificerede kvindelige kandidater til topposter i det offentlige. De siger dog ofte nej, fortæller Jan Kjeldsmark. Fortrinsvis med den begrundelse, at de foretrækker stillinger som f.eks. direktør, hvor de kan være tæt på en sag, et fag som f.eks beskæftigelse, teknik og miljø eller kultur.

Langt fra mål
Forklaringen vækker undren hos Sara Louise Muhr.

- Jeg hører helt andre historier, når jeg interviewer kvinder, forklarer Sara Louise Muhr.

- En af de stærkeste myter, der eksisterer, er netop myten om, at kvinder hellere vil have fagposter med børn og unge, socialområdet eller kultur. Min klare overbevisning er, at kvinder i den grad gerne vil topposterne. Problemet er, at vi gentager myten igen og igen så mange gange, at den ofte er selvforstærkende, siger Sara Louise Muhr.

Kommunaldirektør Stine Johansen i Helsingør Kommune kan heller ikke genkende billedet af kvinder, der ikke vil topposterne.

- Jeg har mange samtaler med kvinder i mit netværk. De både kan og vil topposterne, og de siger det højt. Flere går efter kommunaldirektørposterne og er i gang med at komme igennem med det mål i deres liv, siger Stine Johansen, der gerne vil overlade det til eksperterne at komme med forklaringer på, hvorfor der fortsat er så få kvinder på eksempelvis kommunaldirektørposten.

Hun er dog ikke ved at falde bagover af benovelse over det stigende antal kvinder i chefpositioner i stat, kommune og region. Snarere tværtimod.

- Jeg synes, vi er utrolig langt fra mål. Vi kan højst sige, at det går i den rigtige retning. Det eneste jeg kan genkende er, at der er et stort rekrutteringspotentiale, lyder det fra Stine Johansen.

Hvor er det flot!
Kigger man på de ansættelsesudvalg, der er med til at ansætte til posten som kommunaldirektør, vil man i mange tilfælde se bredt sammensatte udvalg. Høj som lav, kvinder og mænd, medarbejder- og ledelsesrepræsentant og, naturligvis, borgmesteren. På papiret burde der være alle muligheder for en objektiv og neutral ansættelse.

Der er der bare ikke tale om, hvis man spørger Sara Louise Muhr. Vi har alle stærke, ubevidste bias, fordomme, der gør, at vi per automatik forbinder ledelse med mænd, siger hun.

- Alle studier viser, at hvis kandidater sender et identisk CV, så bedømmer - kvinder som mænd - kvinden til at være mindre kompetent end manden, og vi bedømmer manden til at være en bedre forældre, fortæller Sara Louise Muhr.

What, ha, ha! Det er løgn?

- Nej. Se, du reagerer på det med forældrerollen. Du er biased. Du regnede med, det ville være kvinden, ikke? Vi har mange bias, der går på køn. Jeg får ofte kommentaren: 'Gud, er du professor. Hvor er det flot!' Eller det kunne også være: 'Det er godt nok sejt, at en kvinde har posten som kommunaldirektør i Danmarks femtestørste kommune, Esbjerg.' Ville man nogensinde sige til en mand: 'Det er flot, du har sådan en tung post.' Nej, vel?, lyder det retorisk fra Sara Louise Muhr. 

Man skal ville magten
Kommunaldirektørposten er dog markant anderledes end f.eks. stillingen som direktør, fortæller både Stine Johansen fra Helsingør og Rikke Vestergaard, som er kommunaldirektør i Esbjerg. 

Begge pointerer, at man skal ville den strategiske ledelse. Du skal ville hele samfundet. Her sidder du ikke med en enkelt line of business, som Stine Johansen forklarer det. Du sidder med hele porteføljen fra de unge og gravide til den palliative hjælp.

- Det er en stilling, der appellerer til generalisten. Ham eller hende, der vil være med, hvor det sker, dér hvor man påvirker, hvilken retning kommunen går. Det gør man ikke på samme måde som direktør, siger Rikke Vestergaard, der helt klart anerkender, at det gør en forskel for hende at sidde ved roret i en af de større kommuner. Med det følger invitationen til det samarbejde, der er blandt de seks største kommuner i Danmark.

- Det appellerer til mig at være med i den liga, hvor vi virkelig kan påvirke ting. Så ja, som kommunaldirektør skal man ville magten. Men ikke den magt, der handler om en selv. Højtravende sagt handler det om magten til at kunne gøre en forskel. I en højere sags tjeneste, siger Rikke Vestergaard.

Samme argumentation finder man hos Stine Johansen i Helsingør, der med sine 65.000 borgere dog er næsten halv størrelse af Esbjergs 115.000 indbyggere. Alligevel har den en vis størrelse foruden en skarp og tydelig profil, forklarer Stine Johansen.

- Helsingør har et format og en volumen, der gør, at der er flere muligheder for udvikling. Det er klart noget, der driver mig, fortæller Stine Johansen.

Jobbet kræver teflon
Den øverste post er ikke for alle, og skal ikke være for alle, understreger Rikke Vestergaard. Det kan være et job, der giver tæsk. Så det kræver teflon, som hun siger. Samtidig er det et job, der kræver, at man lægger mange timer på arbejdet.

- Jeg er hele tiden på. Uanset om jeg er på ferie, eller hvad jeg er. Mit bud er, at der kan være kvinder, der bliver skræmt af, hvor mange timer, det kræver, siger Rikke Vestergaard.

I Helsingør er billedet det samme for Stine Johansen. Hun har tænkt sig rigtig godt om, før hun tog imod stillingen som kommunaldirektør. Både fordi det er et mere end almindeligt arbejdsomt job, og fordi jobbet kommer med et gigantisk ansvar.

- Det er lidt mere et liv, man lever, end et arbejde, man har, som Stine Johansen udtrykker det og understreger, at hun arbejder meget bevidst og meget målrettet på også at holde fri.

- Omvendt synes jeg også, vi har et ansvar i forhold til at give et realistisk billede af jobbet som kommunaldirektør. Jeg tror, det kan have en indflydelse på, hvor mange kvinder der går efter posten, siger Rikke Vestergaard.

- Ja, jeg knokler, men jeg lægger ikke 100 timer i jobbet. Faktisk synes jeg, at jeg har verdens bedste job, siger Rikke Vestergaard.