Kommunen.dk
MENU

Kulturpartiet slår til igen

Kulturpartiet slår til igen

14. mar. 2014
RASMUS JØNSSON

I sidste valgperiode blev der tit joket med, at medlemmerne i Kultur- og Fritidsudvalget - hvor der sidder politikere fra alle partier - opfører sig som et selvstændigt parti, der kører helt sit eget løb. Derfor har man døbt udvalget Kulturpartiet. Også i den nye BR-samling ser det ud til, at Kulturpartiet vil fortsætte sin autonome adfærd og det endda med ekstra styrke. I hvert fald peger en aktuel begivenhed i den retning.

I 2010 vedtog man, at overskuddet fra salg af kommunens ejendomme skulle bruges på investeringer i idrætsfaciliteter. Sidste år var overskuddet på 4 millioner, og i marts 2013 under overførelsesforhandlingerne blev man enige om, at de par millioner var det fint nok Kultur- og Fritidsudvalget satte adresse på. I år er beløbet et helt andet. Puljen er nemlig på 132 millioner kroner, et beløb, der må siges at have pyntet på dette års overførelsesforhandlinger, hvor det ser ud til, at der ikke er så mange penge, som der plejer at være at dele ud af.

Danmarksrekord i citater

Kulturpartiet med DF-borgmesteren Carl Christian Ebbesen i spidsen valgte dog denne gang en noget anden og mere frisk model. I stedet for at vente til overførelsesforhandlingerne – hvor det var meningen, at de partiledere, der er med i budgetaftalen, skulle forhandle om pengene – har de skyndt sig at dele de 132 millioner kroner ud selv.

Så en stille fredag eftermiddag kunne Carl Christian Ebbesen stolt sende en pressemeddelelse afsted, hvor han på københavnernes vegne glæder sig over, at de nu kan se frem til at få renoveret idrætsfaciliteter og bygget helt nye ting. I pressemeddelelsen kan man også læse, at Allan Ahmad fra Enhedslisten glæder sig over at kunne realisere en række planer, der længe har været på tegnebrættet, mens Venstres Jens-Kristian Lütken er stolt over, at Valby Hallen nu kan blive renoveret. I samme pressemeddelelse kan man også læse, at De Radikales Andreas Pourkamali ser frem til, at der bliver gjort noget ved de mest slidte anlæg, og SF’ernes Peter Thiele er tilfreds med, at idrætten nu får et løft.

Selvom det må siges, at Kulturpartiet er tæt på danmarksrekord i at få presset citater fra forskellige politikere ind i en pressemeddelelse, må det alligevel undre en del, at Socialdemokraterne ikke har leveret glade citater om de mange millioner, der nu bliver tilført den københavnske idræt. Men de tre S-politikere i Kulturpartiet havde fået strenge ordrer på, at de ikke måtte gå med ud på pressemeddelelsen. Ifølge rygterne var S-toppen stiktosset – særlig på den erfarne Simon Strange – over, at de var gået alt for langt i processen omkring udmøntningen af pengene. Der var en klar aftale om, at de 132 millioner skulle behandles af partilederne til overførelsesforhandlingerne og ikke i Kulturpartiet. Det er okay at lave ønskelister, men man går ikke i pressen med dem.

Carl Christians magiske effekt

Men noget tyder på, at Carl Christian Ebbesen dygtigt har trukket i trådene i Kulturpartiet, så det blev dem, der kunne tage æren for bedrifterne, og ikke partilederne. Kulturborgmesteren havde læst, at hvis de kunne gå i pressen med det glade budskab, ville det være svært for partilederne at rulle det tilbage. Når man først har lovet pengene til bestemte formål, vil det skabe megen ballade og sure borgere, hvis man trækker det hele tilbage. Og det ser ud til at være rigtigt læst. Rygterne går på, at man på øverste plan i flere af partierne er noget i tvivl om, hvad man nu skal gøre. Skal man trække pengene tilbage? Lade det ligge, som det er? Eller finde en løsning på halvvejen? I skrivende stund er det ikke faldet på plads.

På Rådhuset undrer flere sig over, hvordan Enhedslistens, SF's og De Radikales repræsentanter i Kulturpartiet kunne hoppe med på Ebbesens juleleg. Men selvom Ebbesen har vundet første runde, vurderer flere også, at det er en farlig taktik, kulturborgmesteren har valgt. For mange er pludselig blevet sure på ham.

Københavneri i Kommunens undren ligger dog et andet sted, for hvordan kan man give 132 millioner kroner til så borgernære projekter og så få så lidt omtale? Pressemeddelelsen har kun givet mikroskopiske dryp i medierne, og budskabet er kun blevet afleveret til en håndfuld københavnere, så set i lyset af, at Ebbesen har lagt sig ud med stærke kræfter, må man spørge: Til hvilken nytte?    

Rådhussnakken

På Rådhusgangene mener flere, at Liberal Alliances Lars Berg Dueholm har fået blæst godt og dygtigt op om de udfordringer, som kommunen har med at få afviklet Det Internationale Melodi Grand Prix. På møderne i Økonomiudvalget er det nærmest blevet en tradition, at overborgmester Jensen og Enhedslistens Signe Færch udkæmper drabelige dueller. Listens borgmester, Morten Kabell, skulle have travlt med gemmelegen, når de duellerer. 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR