Spar på kødet og spis grønt, drop flyrejser og spar på biltransporten. Genbrug tøjet, sortér affaldet og tænk klimabelastning ind i dagligdagen.

Så langt så godt. Den italesatte klimaadfærd er tæt på accepteret hos de fleste af os, også selv om det gør lidt ondt. Men en vigtig faktor mangler, selv om den er mindst lige så vigtig som de øvrige, hvis ikke vigtigere:

Måden og arealet, vi bor på.

Hvad enten vi vil det eller ej, bliver vores boligvaner og kommunernes byplanlægning et nødvendigt fokusområde i bestræbelserne på at nå klimamål. Det burde de måske have været for længst, men på finurlig vis har emnet sneget sig uden om den offentlige debat og politikernes opmærksomhed. Måske fordi det bliver både intimt og politisk sprængfarligt at pille ved retten til at vælge egen bolig.

En rapport fra den grønne tænketank Concito dokumenterer udfordringen: Klima-belastningen ved et nybygget parcelhusområde er cirka dobbelt så stor som ved andre boligområder. Vi bygger alt for stort og for meget nyt. Nøjes vi med færre kvadratmeter - eller endnu bedre, ombygger vi eksempelvis gamle industribygninger til boligkvarterer - er der kæmpe klimagevinster at hente.

- Vi har talt om bæredygtigt byggeri i mange år, men det har mest handlet om valg af materialer. Nu er vi nået til et punkt i udviklingen, hvor vi er nødt til at gøre noget, nødt til at handle, og derfor har vi forsøgt at dokumentere størrelsesforholdene. Nu har vi det sort på hvidt, og det er vigtigt at have tal at vise frem for politikere og byråd, så vi har noget at diskutere ud fra, siger Peter Andreas Norn, som har været med til at lave rapporten for Concito, og som har en fortid som by, miljø og erhvervschef i Furesø Kommune.

Udstykning harmonerer ikke med klimaindsats 

En ny tilgang til byplanlægning repræsenterer en ledelses-udfordring af format for kommunerne og ikke mindst politikere, som skal sælge et budskab om, at vi skal bo tættere og på mindre plads. 

Udviklingen er gået i stik modsat retning gennem årtier, hvor størrelsen på et gennemsnitligt, nyopført parcelhus er vokset fra 120 kvm i 1960’erne til næsten det dobbelte i dag. Samtidig har kommunerne i stor stil åbnet for nye parcelhuskvarterer gennem udstykning i bestræbelser på at tiltrække borgere og skaffe indtægter til kommunekassen.

Men den praksis harmonerer skidt med klimastrategier, som for kommunernes vedkommende stiller skrappe krav til CO2-begrænsninger de kommende år.

Peter Andreas Norn og medforfatter Anna Esbjørn erkender, at byplanlægning og klimatiltag har været en vanskelig cocktail at mikse. Politikerne står derfor overfor en vanskelig ledelses- og kommunikationsopgave, når de skal styre bo- og byggekultur i en ny retning.

- Vi har brug for modige beslutninger, for tiden er ikke til at gøre, som vi plejer. Kursen må ændres,  hvis kommunerne skal nå de mål, de har sat sig for at reducere udledningerne, siger Anna Esbjørn med henvisning til de klimahandlingsplaner, som alle kommuner har lavet eller er i gang med at lave.

Klimapotentialet i ændrede bygge- og boligvaner kan dårligt overvurderes. Det samme gælder udfordringen med at sælge ideen. Og her ligger en del af ansvaret hos politikere og kommunale beslutnings-tagere.

- Kernefortællingen bliver at byudvikle med klimaet i tankerne, og det er jo slet ikke på dagsordenen endnu. Det kan godt være, at man tager snakken i mødelokalerne, men det er ikke nået ud i den brede offentlighed eller i medierne.

- Kommunerne har virkemidler til at stille krav om mindre boliger i nye byudviklings-områder og bruge lokalplaner til at sætte rammen for, hvad man kan og ikke kan, siger Anna Esbjørn.

Skanderborg først med diskussionen

Skanderborg Kommune har som den første kommune i landet åbnet for diskussionen om at begrænse størrelsen på nye boliger. I byrådssalen endte forslaget om restriktioner med en hensigtserklæring.

- Jeg synes, Skanderborg Kommune er et dødspændende eksempel. Debatten viste, hvor svært det er. Måske er det et tegn på, at man ikke endnu er klar til at tage de hårde beslutninger, siger Anna Esbjørn.

- Men sagen er, at det er de samme politikere, som har godkendt de klimahandlingsplaner, som netop nu er besluttet. Så som politikere kan man jo ikke sidde med én hånd og vedtage en klimahandlingsplan med mål om 70 pct. CO2-reduktion i 2030, hvis man med den anden hånd siger nej til en indsats med en stærk klimahandling bag. Man bliver jo nødt til at sige, at vi skal nå i mål.

- Vi bliver nødt til at tage de svære snakke, og ros til Skanderborg Kommune for at have startet den. Jeg håber, at mange andre kommuner vil gøre det samme, siger Anna Esbjørn.

Tænk på eftermælet

For klimainddragelse i byplanlægningen er nøgleordene perspektiv og langsigtet strategi. Indsatsen er et langt, sejt træk, som ikke nødvendigvis giver bonus for politikere, før karrieren slutter.

- Borgmestre og lokalpolitikere i dag har en enormt vigtig rolle at spille i forhold til det samfund, vi kommer til at skabe i fremtiden. De kommer til at lægge linjerne for, hvordan fremtiden kommer til at se ud, siger Peter Andreas Norn.

Han er ikke i tvivl om, at byplanlægningen kalder på beslutninger, som sætter dagsordenen i årtier. Længere end en valgperiode eller tre.

- Som borgmester ville jeg også tænke på eftermælet. Vi har masser af visionære lokalpolitikere i Danmark, som tænker på, hvilken klimaadfærd vi arbejder henimod. De vil jo blive spurgt af deres børn og børnebørn om, hvad de gjorde, da de sad der. Det handler ikke om det næste halve, to eller fem år. Det handler om at få bygget nogle strukturer, der skal til i fremtiden, men som vi ikke har i dag, siger han.

Byplanlægning og boligbyggeri er særligt vigtigt i klimasammenhæng, fordi konsekvenserne rækker langt ud i fremtiden. 

Langt den største del af CO2-udledningen sker under opførelsen. Derfor skal ændrede vaner tænkes ind i planlægningsfasen, i regler og i tilskyndelser, så man for eksempel ikke fortsætter i stor stil med at rive huse ned for at bygge et nyt, selvom det økonomisk kan give mere mening end at renovere det eksisterende byggeri.

Her kan Concito-rapporten anskueliggøre konsekvenser og muligheder ved henholdsvis at fortsætte med den nuværende praksis eller ændre adfærd.

- Rapporten kan bruges i forskellige diskussioner. Både i de politiske drøftelser i kommunen om, hvordan vi planlægger, og også i dialogen med borgerne. Det er en dialog, man ikke rigtig har dyrket, nemlig at vi skal bruge færre ressourcer til at bygge, siger Anna Esbjørn.

Væk fra plejer og vanetænkning

Anna Esbjørn er optaget af diskussionen om boligidealer og forestillingen om den perfekte bolig. Hun mener, vi har brug for at ændre diskursen.

- I mange år har parcelhuset været målet for mange, og der bliver stadig bygget mange parcelhuse rundt omkring i Danmark. Men når vi ved, at vi skal gøre noget og gøre noget hastigt, hvorfor er det så, at vi ikke begynder at drømme nye boligdrømme?

Anna Esbjørn henviser til, at bygge-praksis, selv uden at tænke klimakonsekvenserne ind, er forældet. Vi bygger i høj grad ud fra en traditionel kernefamilietænkning, selvom faktum er, at 38 pct. af danskerne er enlige.

-  Hvis vi bliver ved med at bygge, som vi plejer, så bygger vi stadig for mange kvadratmeter per person. Vi ser en stigende tendens til, at flere gerne vil arbejde eller bo i bofællesskaber. Ved at have fx fælles gæstelejligheder, opholdsarealer og delelejligheder kunne man bygge mindre private boliger, siger hun.