Overskudsmad, biografture, genbrugspakker, soveposer, fodboldstøvler, udflugter, sommerlejre, økonomisk rådgivning, praktisk hjælp, julehjælp, fællesspisning og alverdens idræts- og fritidsaktiviteter. 

Det er bare et udpluk af de ting, som frivillige foreninger og civilsamfundsorganisationer hjælper nogle af landets mest økonomisk trængte børnefamilier med. 

Civilsamfundsorganisationer er en gave til kommunerne, når det kommer til at afbøde de negative konsekvenser af den fattigdom, som tusindvis af børn vokser op i. Men skal kommunerne få mest muligt ud af gaven, skal de også selv tage opgaven alvorligt.

- Det eksemplariske er der, hvor det kommunale og civile arbejder sammen, siger Erik Haumann.

Han er sekretariatsleder i den prisvindende frivillige forening Broen Danmark, som arbejder på at give børn og unge mulighed for at have et aktivt fritidsliv, når deres forældre ikke selv har råd. 

Ifølge ham bør kommunerne tage ansvaret for at facilitere møder, hvor man sammen finder ud af, hvordan man bedst hjælper hinanden med at hjælpe børnene. Det vil alle få gavn af, for som han siger:

- Når der bliver koordineret, rækker pengene længere.

Kommuner skal tage teten

Kommunerne både kan og skal gøre meget for at sikre, at børn ikke lider afsavn, fastslår direktør i Mødrehjælpen Ninna Thomsen.

- Det, jeg drømmer om, er, at alle kommuner har det som et centralt velfærdsmål, at så få børn som muligt vokser op i fattigdom i deres kommune, siger hun.

Som forhenværende sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune ved hun, at fattigdom påvirker kommuners mulighed for at lykkes med at sikre børns trivsel og gøre dem klar til at gå i skole, få sig en uddannelse, et job og deltage i samfundet.

Så selvom det er Christiansborg, der sætter ydelsesniveauerne, nytter det ikke noget, at kommunalpolitikerne slår ud med armene og giver op, mener Ninna Thomsen. 

- Der brug for, at kommunerne stiller skarpt på, at fattigdom er en eksklusionsmekanisme for børn, siger hun.

Faktisk øjner hun en mulighed for at gøre det til en agenda, der ikke har så meget politisk splid i sig som på Christiansborg.

- Vi kan være enige om på tværs af partier, at børn i hvert fald ikke skal lide under, at deres forældre ikke har et arbejde, siger Ninna Thomsen.

Skal man undgå det, må kommunerne strategisk flytte fokus til, hvordan børns liv mest muligt kommer til at ligne deres klassekammeraters, og det kan være svært, erkender hun. Både fordi de selv er pressede på økonomi, og fordi de typisk internt arbejder med snuden i hver sit forvaltningsområde.

Derfor er det først og fremmest nødvendigt, at kommuner får skabt et 360 graders overblik over, hvad de selv laver, og dernæst inviterer civilsamfund og erhvervsliv med ind til bordet og etablerer en form for partnerskabsmodel med sig selv for bordenden.

Kan mere sammen

Gør de det, kan parterne ved hjælp af den viden, kommunerne har, komme et spadestik dybere og få justeret indsatserne derhen, hvor der er brug for dem, påpeger Ninna Thomsen. Eksempelvis kan der være en høj koncentration af ngo’er omkring udsatte byområder, mens få har fokus på landsbyen 15 km væk - eller omvendt.

- Man skal bruge den kommunale kapacitet til at lave analyser og lægge det frem for ngo’er og sige: ‘Vi har brug for noget i Spjald’. Der har kommunen en anden styrke til at skabe overblik, siger Ninna Thomsen. 

Tilsvarende kan de bruge deres viden om familier og børn til at hjælpe civilsamfundsorganisationer med at sortere i ansøgerfeltet og sikre, at hjælpen lander hos de rigtige familier, påpeger Erik Haumann. 

For 12 år siden kunne alle i princippet søge Broen om hjælp, men bevillingsprocessen var svær at styre, og man fandt ud af, at mange ikke havde brug for hjælpen. Derfor skal en tredjeperson, f.eks. en fritidsvejleder, lærer, fodboldtræner eller sundhedsplejerske, i dag sige god for, at en given familie faktisk har brug for den, og det fungerer godt, fortæller han. 

Kræver hjælp at få hjælp

Omvendt hjælper flere organisationer også forældre med at søge hjælp hos kommunen eller hinanden.

En af de ting, perspektivskiftet fra kommune til civilsamfundsorganisation har gjort tydeligt for Ninna Thomsen, er, at mange borgere har, hvad hun kalder ‘systemangst’. Nogle tør slet ikke at bruge kommunale tilbud af frygt for, at deres barn bliver taget fra dem.

- Jeg har fået et andet blik for dem, som vi ikke er gode til at hjælpe. Og dem, som kommunerne skulle være bedst til at hjælpe, synes, at det er svært at række ud efter hjælp, siger hun. 

Èt er, at det kan føles som et stort skridt at bede om hjælp til at søge støtte. Noget andet er, at det kan være en uoverstigelig opgave selv at få det gjort.

- Når du er presset på din økonomi, tager det overskud. Du bliver stresset og nedtrykt, når det eneste, der kører i hovedet, er, hvordan du får råd til rugbrød til madpakker om tre dage. At finde ud af, hvor man kan søge hjælp, og hvilken dokumentation der skal med, kan være helt uoverskueligt, siger generalsekretær i Home-Start Sisi Ploug Pedersen.

Organisationen hjælper småbørnsfamilier med alt fra frivillig økonomisk rådgivning til portionsnedfrosset mad - eller ‘kærlighed på frost’, som Sisi Ploug Pedersen kalder det. 

Artiklen fortsætter under boksen...

National handlingsplan målrettet kommunerne

Sidste år stod Home-Start sammen med Mødrehjælpen, Broen og en række andre organisationer bag et udspil til en national handleplan mod børnefattigdom.

Flere af anbefalingerne i udspillet retter sig direkte mod kommunerne, fordi det ifølge organisationerne er der, en stor del af arbejdet med at bekæmpe konsekvenserne af børnefattigdom ligger.

Hver dag bliver lokalafdelinger konfronteret med børn og familier, der kæmper med at få pengene til at række i hverdagen.

De møder børn i tøj, der hverken passer i størrelsen eller til årstiden, sultne børn, børn der ikke kommer på ferier eller udflugter, og børn, som bliver væk fra klassekammeraters fødselsdage, fordi der ikke er penge til at have en gave med. 

De møder skamfulde forældre, der springer måltider over og låner sig frem for at betale regninger; forældre, som ikke har overskud til at være den far eller mor, som de gerne vil være.

- De kæmper alt, hvad de kan, for at give deres børn tøj til årstiden, mulighed for at holde fødselsdag og en fødselsdagsgave med til kammeraternes fødselsdag. Det er ikke rejser til Mallorca, men små hverdagsting, som for os andre er helt naturlige, siger Sisi Ploug Pedersen.

Fritidsliv gør en forskel

Noget af det vigtigste, man kan ændre på i børnenes hverdag, er ifølge Sisi Ploug Pedersen deres fritidsliv, for det har mange gevinster, både socialt og sundhedsmæssigt. 

Mange kommuner har da også en form for fritidspasordning, hvor økonomisk støtte til udgifter til eksempelvis kontingent og udstyr skal give børn og unge, der ellers ikke deltager i fritidsaktiviteter, mulighed for at deltage på lige fod med andre. 

Men der er stor forskel på ordningerne. Og som Sisi Ploug Pedersen bemærker, er det fint, at Peter får betalt kontingentet til fodboldklubben, men hvis han er nødt til at gå de fem km derhen, fordi han ikke har en cykel, kommer han nok ikke. Og hvor skal pengene til cyklen komme fra?

- Det er en åbenlys ting, som man kan kigge på, siger hun.

I Broen kender man godt den problematik, så særligt i geografisk store kommuner har nogle af lokalforeningerne skrevet ind i deres vedtægter, at man også hjælper med transport, fortæller Erik Haumann.

Det er ikke aktiviteten i sig selv, der er det vigtigste, understreger han, men at børnene kommer ud og møder voksne rollemodeller og bliver en del af et fællesskab, som på sigt kan hjælpe dem med at bryde den negative sociale arv og give dem et positivt syn på livet.  

Midlertidige løsninger fjerner ikke problemet

Noget af det værste er ifølge Erik Haumann, når kommuner giver kontingentstøtte i tre måneder med forventning om, at familien så selv klarer den derfra.

- Så kan barnet lige nå at komme ud og prøve det af, og så skal familien have puttet det ind i deres budget, men det kan de ikke, siger han.

I det hele taget er midlertidighed et problem, fortæller flere organisationer.

Sekretariatschef i DUI-Leg og Virke Claes Horne Kjældgaard er gennem tiden stødt på mange familier, som ikke har kunnet få støtte til en fritidsaktivitet, fordi de havde fået det én gang før.

- Man tror, at man bare kan give en donation, og så er problemet væk. Sådan er det ikke, siger han. 

Organisationens formand, Ann Urbrand, peger mere generelt på vigtigheden af, at forsøgsmæssige indsatser og projekter ikke løber ud i sandet, når projektmidlerne tørrer ud.

- Så falder det fra hinanden, og man taber børnene igen, siger hun. 

I København, hvor hun også selv er lokalformand, udmærker kommunen sig ifølge hende ved at have gjort flere indsatser permanente gennem sociale partnerskaber. Det kunne andre kommuner godt lade sig inspirere af, mener hun.

Spørger man Erik Haumann, bør kommunerne forpligtes til at lave en forankringsplan for de projekter, der viser gode resultater, i stedet for hele tiden at starte forfra med nye puljemidler og projekter. Ifølge ham kan forankringen kun ligge ét sted, og det er i kommunerne.

Se på egne barrierer

Generelt oplever organisationerne, at der er stor forskel på, hvor meget kommunerne hjælper - om det så er på fritidsområdet eller mere bredt set.

- For os er det vigtigt, at man ikke kun kigger på skole, dagtilbud og fritidsliv, men ser på hele barnets situation, også boligsituationen, siger chef for Frivillige Fællesskaber hos Red Barnet Morten Bo Andersen.

Ifølge ham vil kommunerne have godt af at se på deres egne barrierer, for de er nogle gange selv indirekte med til at lægge pres på de trængte børnefamilier. Det går bare nemt under radaren.

- Masser af aktiviteter kræver deltagerbetaling. Udflugter kan være gratis på papiret, men forudsætter, at du f.eks. har regntøj, sovepose og liggeunderlag. Kriterier, som mange familier ikke kan opfylde, siger han.

Og der er mange tilbud til familierne, konstaterer Morten Bo Andersen, men der er også stor mangel på ressourcer i familier i udsatte positioner til at søge dem.

- Nogen skal hjælpe dem den rigtige vej, og det kan flere kommuner også selv gøre i langt højere grad, siger han.