Køge vil være bedst til borgerinddragelse
Køge vil være bedst til borgerinddragelse
- Hos os er det især miljø- og teknikområdet, som afprøver nye former for dialog med borgerne, sagde Køges borgmester Marie Stærke (S) på en nylig konference om den kommunale embedsmand.
Og det er ikke tilfældigt. Køge er langt med borgerinddragelse, som er en mærkesag for kommunen. Og miljø og teknik-området er et brohoved.
Billedet er genkendeligt hos rådgiver og tidligere direktør i KL på miljø- og teknikområdet, Laila Kildesgaard.
- De mange lovkrav har skabt en præcedens for borgerinddragelse på miljø- og teknikområdet, og de giver samtidig en stor volumen af projekter. Ledelsen og medarbejderne opbygger på den måde mere erfaring i borgerinddragelse. De klassiske høringsprocesser fylder fortsat en del, men embedsmændene ser samtidig, hvilke former for borgerinddragelse der virker og ikke virker, og de er blevet gode til at afprøve nye metoder.
Opsøgende over for borgerne
Ifølge borgmester Marie Stærke opstod miljø- og teknikforvaltningen i Køges innovative tilgang til borgerinddragelse også i forlængelse af et stort byudviklingsprojekt omkring havnen tilbage i 2009.
Ud over at følge lovkravene eksperimenterede kommunen med at supplere de klassiske borgermøder med oplevelser i området, som kunne skabe dialog med andre grupper af borgere. Forvaltningen inviterede -f.eks.- borgerne på byvandringer, spurgte ind til barndomsminder fra området og etablerede havnehaver og streetart for at komme i dialog med borgerne om deres oplevelser og ønsker til byudviklingen på en alternativ måde.
- Erfaringerne fra det store byudviklingsprojekt var med til at skabe en kultur for en opsøgende og eksperimenterende tilgang til borgerinddragelse, som rækker langt ud over havneprojektet, forklarer Marie Stærke.
F.eks. starter udviklingen af alle lokalplaner i Køge Kommune i dag med et møde på det pågældende areal for alle inter-essenter i lokalområdet samt eventuelt bygherren. Ideen er at få dialogen tidligt frem for at vente til den lovpligtige hørings-proces.
God idé
Og det er en god ide at tænke ud over lovens krav, mener demokratirådgiver Johan Galster fra We Do Democracy.
- Høringsprocesserne har i virkeligheden ikke udviklet sig ret meget, men miljø- og teknikforvaltningerne er blevet dygtige til at supplere den lovpligtige inddragelse med nye mere involverende tiltag som f.eks. borgersamlinger, siger han.
Derudover har miljø- og teknik stor erfaring med at tænke borgerinddragelse i en større skala frem for mere specialiseret brugerinddragelse, forklarer demokratirådgiveren.
- På teknik- og miljøområdet gælder det om at bringe kommunen og borgeren sammen om helheden og de almene interesser på tværs af mange aktører. Det ser vi særligt i borgerinddragelsen på klimaområdet, hvor kommunerne skal engagere flere end Tordenskjolds soldater og er nødt til at samarbejde på tværs for at lykkes.
Borgmesteren i Køge ser samme opgave og kommer med en sidste pointe:
- På planområdet er man gode til at tale om visioner og visualisere fremtiden. Det greb kan vi lære af i borgerdialogen på andre områder.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.