Besparelser på kulturen nævnes ofte i budgetforhandlingerne som en af løsningerne til at redde budgettet for de specialiserede velfærdsområder og de ældre. Fortsætter vi ad den vej, risikerer vi, at dem, der har mest brug for hjælpen, falder helt ud af velfærdsstaten.

For nylig besøgte jeg en ældre slægtning på en behandlingsinstitution i provinsen. Det har jeg desværre ikke meget godt at sige om.

Der lå seks ældre medborgere på hver stue, som kun var beregnet til fire. Lugten var en ubestemmelig og grufuld blanding af afføring og mad. Kun dem der havde de stærkeste smerter, beklagede sig, resten lå med apatiske blikke og så ud ad vinduet eller stirrede op i loftet. Personalet styrtede rundt, men havde for lidt tid til den enkelte.

Hvordan er det kommet så vidt med den danske velfærdsstat og hvordan kan vi forsvare at bruge penge på noget som helst andet, når vi behandler vores svageste borgere så dårligt?

Det største chok var nok, at alle de borgere, som tidligere var gårdejere, fuldmægtige, sygeplejersker, tømrere og murere nu lå her og var fuldstændigt umyndiggjort. Her på institutionen skulle de kun kortvarigt behandles, inden de skulle videre i systemet og forhåbentlig til nogle lidt bedre vilkår.

Måske. For ingen var optaget af deres åndelige velbefindende eller deres personlige historie, her gjaldt det kun om behandling. Her var der ikke plads til, at man kunne sidde med en nær ven eller slægtning og se ud på en smuk udsigt.

Der var heller ikke plads til, at man kunne bladre igennem et gammelt fotoalbum eller læse højt af en bog. Her var mennesket reduceret til sin mindste størrelse, en klump kød og blod, som man for alt i verden skulle sende videre til et andet sted i systemet, hvor en anden budgetmæssig virkelighed råder.

Kun få embedsmænd og politikere tænker under budgetforhandlingerne på, at de ældre er vores største kulturforbrugere både målt på økonomi og reel deltagelse. Er du uheldig at falde og brække et ben og pludselig afhængig af velfærdsstatens hjælp, må du være indstillet på, at du nu kun er reduceret til en fysisk størrelse.

Vi er ikke længere et eksempel til efterfølgelse

Dit åndelige, psykiske og sociale velbefindende, hvor kulturen for langt de fleste ældre spiller en meget vigtig rolle, falder væk fra den ene dag til den anden. For mange ældre kan det betyde, at der kun er fortvivlelsen og apatien tilbage. 

Den danske velfærdsstat har i mange, mange år været et eksempel til efterlevelse i mange andre lande og har været den direkte årsag til, at vi i Danmark lever både længere og bedre, end man gør mange andre steder. Sådan er jeg ikke sikker på, det er længere.

For nylig var jeg på et plejehjem i Østrig, som var drevet af den katolske kirke. Her fik man det indtryk, at den fysiske pleje selvfølgelig var vigtig, men også at en adspredende tur i klosterhaven med de blomstrende hortensiaer og samtaler med plejepersonalet undervejs var af lige så stor vigtighed.

De ældre følte sig på en helt anden måde i centrum, og ikke som et besværligt objekt, der skulle håndteres så rationelt og billigt som muligt. 

Værdigheden fortjener en renæssance i den danske velfærdsstat. Mennesket skal tilbage i centrum, og her bør kulturen spille en langt større rolle, end den gør i dag. 

Billedet er fra plejehjemmet Strandhøj i Helsingør, hvor gadeteaterfestivalen Passage Festival ofte kommer forbi med aktiviteter rettet mod både børn og ældre.