Kommunen.dk
MENU

Folketinget går ind i Løkke-forsøg på at købe mandat

Løkke bokser på ny med problemer efter forsøg på at købe Mike Fonsecas mandat. Alle alarmklokker ringer, siger forsker, og sagen tages nu op i præsidiet.

Folketinget går ind i Løkke-forsøg på at købe mandat

Løkke bokser på ny med problemer efter forsøg på at købe Mike Fonsecas mandat. Alle alarmklokker ringer, siger forsker, og sagen tages nu op i præsidiet.
Mike Fonseca er løsgænger på Christiansborg. Tidligere var han moderat folketingsmedlem, men han røg ud, efter et forhold til en dengang 15-årig pige kom frem.
Mike Fonseca er løsgænger på Christiansborg. Tidligere var han moderat folketingsmedlem, men han røg ud, efter et forhold til en dengang 15-årig pige kom frem.
Foto: Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix
17. jun 2025
RITZAU

Udenrigsminister og politisk leder hos Moderaterne Lars Løkke Rasmussen skal igen have fat i den store pulverslukker for at lægge en dæmper på en indenrigspolitisk brand antændt af et af hans tidligere folketingsmedlemmer.

Sagens kerne er, at folketingsmedlem Mike Fonseca, der tidligere var i Moderaterne, i en lydoptagelse fra 2023 af Løkke tilbydes, hvad der svarer til seks måneders løn for at forlade Folketinget og overlade sit mandat til Moderaterne.

Det er Frihedsbrevet, der har bragt historien til torvs. Mike Fonseca har selv optaget lydfilen og givet Frihedsbrevet adgang til den.

Sagen når nu Folketingets ledelse. Folketingsformand Søren Gade (V) skriver i en kommentar til Ritzau, at sagen vil blive taget op her.

- I respekt for de drøftelser, vi skal have, ønsker jeg ikke at kommentere på sagen på nuværende tidspunkt. Sagen vil blive drøftet på førstkommende møder i henholdsvis Udvalget for Forretningsordenen og præsidiet (Folketingets ledelse, red.), udtaler Gade i kommentaren.

Kæmpestore alarmklokker

Udvalget for Forretningsordenen (UFO) beskæftiger sig blandt andet med Grundloven og ministeransvar.

Regeringens indenrigspolitiske flertal stod med Fonsecas mulige løsgængeri til at være i fare. Men såfremt Fonseca trak sig, og en stedfortræder tog hans plads, ville det blive bevaret.

Tilbuddet fra Moderaterne blev afvist af Mike Fonseca, der var kommet i vælten og under hård beskydning på grund af en kæresterelation til en dengang 15-årig pige.

De seks måneders "løn" svarer til 370.000 kroner. Ud over det blev Mike Fonseca også tilbudt psykologhjælp og krisehåndtering.

I lydoptagelsen siger han ifølge Frihedsbrevet, at han føler sig afpresset, alene og manipuleret.

Det er de kæmpestore alarmklokker, der ringer, siger forskningslektor Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Sagen bør, mener Buch, undersøges til bunds. For der gemmer sig potentielt "et meget alvorligt demokratisk problem", siger han.

- Det er Folketinget, der har et problem, hvis det er sådan, at der er nogle, der bliver købt til at forlade politik af deres partiledere, siger han.

Britt Bager: Fonsecas eget forslag

På mødet, hvor lydoptagelsen stammer fra, deltager foruden Løkke og Fonseca også Moderaternes daværende partisekretær, Kirsten Munch Andersen, og daværende kommunikationschef Ulla Østergaard.

Ifølge Britt Bager, partisekretær for Moderaterne, var det Mike Fonseca selv, der foreslog at få et økonomisk sikkerhedsnet.

- Det er korrekt, at der var en samtale med Mike Fonseca, hvor han selv foreslog, at han skulle have et økonomisk sikkerhedsnet. Og det prøvede vi at imødekomme.

- Vi tilbød psykologhjælp, hjælp til at håndtere pressen og den økonomiske kompensation, som han selv sagde, at han gerne ville have, siger Britt Bager til Ritzau.

Næppe i strid med straffe- eller grundlov

Juraprofessor Frederik Waage fra Syddansk Universitet kan ikke få øje på, hvordan sagen skulle være i strid med straffeloven, ud fra hvad der er fremlagt.

Han påpeger dog, at det er uklart, hvordan Mike Fonseca skulle aflønnes, hvis han havde sagt ja til aftalen.

Men det ville ikke høre under straffelovens paragraf 122 om bestikkelse af personer i offentlig tjeneste eller hverv. Det skyldes, at Fonseca i så fald ikke ville modtage betalingen, mens han var folketingsmedlem, lyder vurderingen.

Frederik Waage mener heller ikke, at det er i strid med grundloven. Til gengæld er det en gråzone.

- Meningen er ikke, at politiske partier skal betale for, at folk nedlægger deres mandat. Det er ikke meningen med grundlovens regler om folketingsmedlemmer, der jo står frit, siger Waage.

Moderaterne rammes af syrlig kritik

  • Liberal Alliances politiske ordfører, Sólbjørg Jakobsen, på X:

- Det er helt uhørt, at Lars Løkke har forsøgt at købe Mike Fonsecas folketingsmandat. Man må være meget desperat, når man kan ty til den slags metoder. 

  • Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Kofod, på Facebook:

- I dag skinner solen, men det burde styrtregne, når man tænker på demokratiet. For i dag er en dårlig dag for folkestyret.

  • Danmarksdemokraternes Karina Adsbøl, medlem af Folketingets Præsidium, til TV 2:

- Det stiller spørgsmålet til Mette Frederiksen, om hun virkelig kan have en udenrigsminister, der har forsøgt at købe et mandat på den måde.

  • De Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, til Ritzau:

- Der er ingen tvivl om, at Løkke ved hjælp af kolde kontanter har forsøgt at skaffe et problem af vejen.

  • Forperson for Alternativets folketingsgruppe, Helene Brydensholt, til Ritzau:

- Jeg opfatter det som en form for afpresning og bestikkelse.

 

  

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR