“Lige så snart jeg kommer til en skærm, så føler jeg mig som en ordblind. Jeg kan kun bruge det, hvis der sidder én ved siden af mig.” 

Sådan lød det fra en ældre borger under hans partsforklaring i en sag mod Ankestyrelsen afgjort af Vestre Landsret tidligere på måneden. 

Afgørelsen angik spørgsmålet om, hvorvidt borgerens manglende digitale evner kan og bør tillægges betydning, når myndighederne sagsbehandler i forbindelse med frist-overskridelser i sager om offentlig forsørgelse.

Sagen kan kort sammenfattes således: 

En midaldrende borger var efter et langvarigt fysisk arbejdsliv blevet ledig. Efter en periode på ydelse fra hans A-kasse sygemeldte A-kassen borgeren over for kommunen, der sendte borgeren et underretningsbrev via e-Boks, hvoraf det fremgik, at borgeren inden en fastsat frist skulle udfylde en række oplysninger digitalt. 

Af brevet fremgik, at fristoverskridelse som hovedregel ville have den virkning, at borgeren ikke havde ret til sygedagpenge, og at man kunne henvende sig til kommunen, hvis man mente, at man ikke kunne betjene sig digitalt gennem ”Mit sygefravær”.

Borgeren, der aldrig havde beskæftiget sig med it, var altid blevet bistået af sin ægtefælle ved betjening af PC og digital kontakt. Ægtefællen var imidlertid bortrejst i perioden, og der blev ikke som sædvanlig sendt en orienterende sms ud om, at der var kommet brev fra kommunen. 

“Ingen undskyldelige forhold”

Ved hustruens hjemkomst var fristen overskredet, og borgeren modtog et brev fra kommunen om, at sagen nu var afsluttet. Ansøgningen om sygedagpenge, der herefter blev indsendt to dage for sent, blev afslået med henvisning til fristoverskridelsen, da der efter kommunens opfattelse ikke forelå særligt undskyldelige forhold. 

Kommunen henviste i den forbindelse til, at det er borgerens eget ansvar at tjekke e-Boks dagligt. Borgeren var efter det oplyste på daværende tidspunkt ikke fritaget for digital post. Borgeren påklagede kommunens afgørelse til Ankestyrelsen, der stadfæstede kommunens afgørelse med samme begrundelse og med henvisning til, at der først var opnået fritagelse for digital post efter kommunens afgørelse.

Sagsforløbet viser, at både kommunerne og klage-instanserne har en hård og urokkelig praksis, hvor ”digital sårbarhed” ikke anses for et ”særligt undskyldeligt forhold”, der kan begrunde dispensation fra frist-overskridelser. Dette skubber uligheden i den forkerte retning og vækker betydelige retssikkerhedsmæssige betænkeligheder.

Ankestyrelsens afgørelse fik den virkning, at borgeren stod uden midler til dækning af basale udgifter. Efter styrelsens opfattelse var det afgørende, at borgeren ikke havde søgt fritagelse for digital kommunikation på forhånd. Argumentet øger imidlertid yderligere risikoen for ulighed, da manglende ansøgning om digital fritagelse tillige kan være begrundet i manglende digitale færdigheder.

”Digitalt sårbare” er en gruppe, der ifølge en opgørelse fra tænketanken Justitia omfatter 17-22 pct. af den voksne befolkning, hvoraf mange af disse ikke er fritaget for digital post. Efter sygedagpengelovens §38, stk. 8 kan kommunen alene udbetale sygedagpenge for tiden før anmodningsdagen, når lønmodtageren på grund af hospitalsophold eller ophold i udlandet har været forhindret i at anmode rettidigt, eller når andre ”særligt undskyldende forhold” har bevirket, at anmodning ikke er sket rettidigt. 

Spørgsmålet bliver herefter, hvad der ligger i begrebet særlige undskyldelige forhold, og hvordan reglerne skal tilpasses den digitale tidsalder, hvor digital kunnen i udgangspunktet er en borgerpligt.

Opgør med paradigme

Borgeren indbragte sagen for domstolene. Byretten gav borgeren medhold, idet retten fandt, at det konkret udgjorde en undskyldelig omstændighed, at borgeren reelt ingen digitale kompetencer havde. Ankestyrelsen ankede imidlertid byrettens afgørelse til landsretten. Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse med interessante bemærkninger til, hvorledes dispensationsreglerne i sygedagpengeloven skal fortolkes i lyset af den digitale virkelighed.

Landsretten udtalte, at det hverken af loven eller dens forarbejder kunne udledes, at manglende evne til at bruge digitale løsninger ikke kan indgå i vurderingen af, om en fristoverskridelse er undskyldelig. Dette må læses som et principielt opgør med forvaltningens hidtidigt gældende strenge paradigme om, at det altid er borgerens eget ansvar at sørge for at tjekke deres digitale postkasse.

Det kan give anledning til undren, at Ankestyrelsen som klageinstans ikke har været mere aktiv i forhold til at sikre, at ældre regler på socialområdet tilpasses den virkelighed, vi lever i, således at i øvrigt berettigede borgere ikke fortaber retten til offentlige ydelser.

Vidtrækkende betydning for dispensationspraksis

Spørgsmålet er herefter, om dommen kommer til at få betydning uden for sygedagpengeområdet. Her tænkes bl.a. kontanthjælp, boligstøtte, pension, boligindskudslån m.v., hvor ansøgning ofte er bundet til digital selvbetjening og korte frister. Efter min opfattelse må det forventes, at dommen får vidtrækkende betydning for myndighedernes dispensationspraksis vedrørende fristoverskridelse på hele det sociale område.

Efter dommen må det ikke blot anses for sagligt, men tillige pligtmæssigt at inddrage hensynet til borgerens digitale udsathed, når det skal vurderes, om en fristoverskridelse er undskyldelig, medmindre det modsatte direkte fremgår af loven eller dennes forarbejder i øvrigt. Efter dommen kan digitalt udsatte, der ikke er fritaget fra digital kommunikation, ikke stilles ringere end de borgere, der på forhånd er fritaget.