Nogle gange ender sager i frustrationer, hvor borgere og system går fejl af hinanden. Begge sider er ofte lige uforstående overfor, hvorfor det skulle komme dertil. Borgeren, som har brug for hjælp og forståelse, og systemet hvor man virkelig føler man gør alt for at komme borgeren i møde. Hvad sker der, og hvordan kan sådan noget håndteres bedre?

Lad mig starte med at fortælle historien om, hvor usædvanligt min situation er. Jeg er født med blødersygdom i svær grad, jeg bliver næsten døv som seks-årig og da jeg er ni år gammel bliver jeg påført HIV via min livsvigtige blødermedicin.

Da jeg er 18 år, må jeg søge om førtidspension, da døden er ved at indhente mig. Dengang måtte jeg kæmpe en hård kamp for pensionen, kommunen mente, at jeg skal revalideres og i jobprøvning, på trods af at mit immunforsvar næsten var væk, og fremtidsudsigterne var kulsorte.

Det var en hård omgang, i en tid hvor jeg ikke havde nogen energi til at kæmpe. Det lykkedes først at få min førtidspension, da Ekstra Bladet går ind i sagen. 

Lykkeligvis kom der senere en behandling, som reddede mit liv. Jeg har i årenes løb siden min førtidspension selv haft brug for hjælpemidler af forskellig art og har selv oplevet både positive og negative forløb.

Jeg har desuden i mange år været aktiv i Danske Handicaporganisationer og var i en periode i forretningsudvalget på landsplan. I 2017 bliver jeg valgt til byrådet i Struer Kommune og kommer da til at opleve problematikken fra den anden side.

En helt anden verden på den anden side

Min baggrund giver en unik situation, hvor jeg nu efter snart syv år som byrådsmedlem billedeligt talt kan stå oppe på muren og kigge på begge sider af det, der desværre nogle gange ligner en krig. En krig mellem udsatte borgere og systemet. 

Det interessante er at jeg på den kommunale side af muren møder en helt anden verden med et helt andet udsyn. Her knokler medarbejderne hver dag for at gøre det bedste indenfor de rammer, der nu engang er.

Det er dygtige medarbejdere, som virkelig gerne vil gøre det bedste for borgerne. De økonomiske rammer og snirklet lovgivning er en barriere, som gør, at man ofte ikke kan komme borgene i møde med deres ønsker.

På denne side af muren undrer man sig ofte over, hvorfor nogle borgere er så vrede og konfliktsøgende. 

Lad os finde løsninger i øjenhøjde

På den anden side af muren oplever man så omvendt det modsatrettede billede. Et billede hvor borgerne ikke forstår et system, som set fra deres side mangler empati og menneskelighed, og som taler i et uforståeligt sprog og ikke lytter. Hævet lidt over muren har vi så de valgte politikere. 

Jeg ved fra min erfaring fra borgersiden, at alene det at få en besked i e-boks om et møde kan være angstprovokerende for nogle borgere. Fra den anden side ved jeg også, at medarbejderne virkelig gerne vil gøre det bedste for borgerne. I de fleste tilfælde går det jo også uden problemer. Men i de svære sager ender det til tider i konflikt. Hvordan undgår vi det? Hvordan sikrer vi et system, som ikke gør syge mennesker endnu mere syge? 

Der er nok ikke et kvik fix, men når tingene hele tiden bliver strammet til, så skyldes det jo ofte økonomi. Vi har brug for langt flere midler på området. Kommunerne skal altid spare. Hvornår har vi sidst hørt om en kommune som havde flere penge og kunne investere i bedre velfærd? Nej vel! 

Det er selvfølgelig kun en del af udfordringen. Nu snakker vi meget om at afbureaukratisere, her tænkes på regler og love i hobevis som afholder skoler og ældrepleje fra at arbejde ud fra deres faglighed. Opgaven på det sociale område er lidt den samme. Lad os få gjort op med alle de regler og krav.

Tænk hvis vi gav uddannede socialrådgivere frit slag til ud fra deres faglighed at finde de rette løsninger til de borgere, som de møder. I øjenhøjde og ligeværdig dialog, uden svære ord og tunge krav. Min påstand er, at langt den overvejende del af borgerne ville kunne hjælpes hurtigere og effektivt i en kortere periode, og så sparer man på den lange bane. 

Det er helt sikkert ikke hele løsningen, men for at komme frem mod den er vi nødt til at moderniere systemet. Hvorfor skal man fx have en diagnose for at kunne få hjælp? Hvorfor skal tingene være så komplicerede og firkantede? Hvis behovet er der, så lad os være løsningsorienterede og handle. Men det kræver, at vi sætter mennesket før systemet og giver medarbejderne mere frihed til at finde de individuelle løsninger.