Kommunen.dk
MENU

Ekspert: Ledelseskommission fører ikke til reel forandring

Ledelseskommissionens anbefalinger, der bliver præsenteret tirsdag, kommer ikke til at føre til konkret handling eller bedre offentlig ledelse. Det forudser ledelsesekspert.

Ekspert: Ledelseskommission fører ikke til reel forandring

Ledelseskommissionens anbefalinger, der bliver præsenteret tirsdag, kommer ikke til at føre til konkret handling eller bedre offentlig ledelse. Det forudser ledelsesekspert.
Minister for offentlig innovation, Sophie Løhde, får tirsdag overrakt konklusionen på Ledelseskommissionens arbejde.
Minister for offentlig innovation, Sophie Løhde, får tirsdag overrakt konklusionen på Ledelseskommissionens arbejde.
Foto: Martin Sylvest / Scanpix Ritzau

Regeringens Ledelseskommission har de sidste 14 måneder undersøgt offentligt ledelse og dens udfordringer og muligheder.  Tirsdag afleverer medlemmerne resultatet af deres arbejde: Et sæt af 28 anbefalinger, der bliver overrakt til innovationsminister Sophie Løhde.

Offentliggørelsen af anbefalingerne kan følges live her. 

Men man skal ikke have de store forventninger til, hvad et sæt anbefalinger kan føre til i praksis. Det mener Bøje Larsen, der er adjungeret professor på Copenhagen Business School med speciale i ledelse.

- Jeg forventer ikke, at de fører til konkret handling. Det skyldes, at jeg er bange for, at en kommission har svært ved at komme med så markant et resultat, at det gør en forskel. Jeg er bange for, at det bliver almindeligheder, siger Bøje Larsen, der samtidig understreger, at kommissionen består af kompetente og dygtige mennesker.

- Mange ledelsesbøger er skrevet af meget erfarne ledere og er vældig overbevisende. Jeg tvivler på, at kommissionsteksten bliver lige så inspirerende som de bedste ledelsesbøger, og at der kommer pointer på bordet, som ikke allerede er der, siger han.

   Om det er nyt eller gammelt, almindeligheder eller ej er ikke så vigtigt. For mig er bundlinjen, at de offentlige ledere kan bruge det, og at der kommer mere værdiskabelse for borgeren.

Bøje Larsen forventer ikke, at der kommer politiske initiativer på baggrund af kommissionens anbefalinger.

- Politikerne kan forbyde folk at køre mere end 50 km/t, og de kan også forbyde folk at bygge deres huse ude på heden. Men at få folk til at handle anderledes ledelsesmæssigt, det er svært, siger han.

I bedste fald kan man håbe på en inspirationseffekt.

- Det bedste er at håbe på, at ledere selv læser anbefalingerne og kan blive inspireret. Det vil jeg tro mere på. Altså hvis der står noget brugbart, siger Bøje Larsen.


Har allerede en effekt

Lotte Bøgh Andersen, professor og forsker i offentlig ledelse ved Aarhus Universitet og VIVE samt medlem af Ledelseskommissionen, er ikke i tvivl om, at kommissionens arbejde kommer til at føre til bedre offentlig ledelse. Faktisk har det allerede haft en effekt, hvis man spørger forskeren, der også er nyudnævnt leder af Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse.

- Jeg mener allerede, at det har ændret noget. Lederne er allerede i gang. De venter ikke til tirsdag. Vi har lavet en åben og inddragende process, hvor rigtigt mange kommuner, regioner og statslige institutioner har givet input til Ledelseskommissionen. De er allerede i gang i praksis, siger Lotte Bøgh Andersen.

Hun er ikke så nervøs for, om anbefalingerne kan opfattes som almindeligheder. Det vigtige er, at de kan bruges til noget af de offentlige ledere.

- Om det er nyt eller gammelt, almindeligheder eller ej er ikke så vigtigt. For mig er bundlinjen, at de offentlige ledere kan bruge det, og at der kommer mere værdiskabelse for borgeren, siger hun.

Gammel vin på nye flasker

Én af kommissionens anbefalinger kommer eksempelvis til at handle om at “sætte borgeren i centrum”, fortæller kommissionsmedlemmet.

- Det har forskellige mennesker sagt de sidste 30 år. Men vi gør det ikke godt nok. Vi er nødt til hele tiden at inspirere og presse hinanden til at gøre det lidt bedre i morgen end i dag. Jeg kan sagtens leve med, at nogen siger, at det er gammel vin på nye flasker, for hvis det er rigtig god vin, som er vigtig, og som vi ikke nyder og bruger godt nok nu, så vil jeg gerne stå på mål for at sige, at det skal vi gøre bedre, siger Lotte Bøgh Andersen.

Ledelseskommissionen vil desuden bruge årets Folkemøde på Bornholm til at diskutere og uddybe deres anbefalinger i en række arrangementer og debatter om god offentlig ledelse.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR