Det har længe stået klart, at vi denne vinter ville slippe for en ny runde corona-restriktioner. Politikere der gerne vil genvælges, generer ikke deres vælgere med den slags, og efter valget har lovmøllen stået stille, mens der blev forhandlet om alt muligt andet end lige det.

En politisk nedlukning på coronaområdet, kunne man kalde det. De menige vælgere har også for længst, helt upolitisk, parkeret coronaen i baghovedet på lige fod med alle de andre måder at være syg. Det har en plads i bevidstheden, når man er syg, ellers ikke.

Nu er den mentale parkering af coronaen så desuden blevet lægefagligt blåstemplet. Endda i en periode med politisk timeout, så man kan føle sig overbevist om at den lægefaglige vurdering denne gang faktisk er lægefaglig og ikke et resultat af politisk armvridning.

Der er ikke noget ved coronaen, der kalder på andre forholdsregler end ved andre sygdomme, for hvilke det generelt gælder, at hvis man er syg, skal man blive hjemme fra arbejde og skole, og hvis man desuden er helbredsmæssigt udfordret på anden vis, skal man tage yderligere forholdsregler.

Lyder det som selvfølgeligheder? Ja, det gør det da. Heldigvis. Vi skal være glade for, at vi er nået dertil, selv om det i den nutidige normalitet kan være svært at huske, hvor anderledes normaliteten var for ikke så længe siden.

Hjemmearbejde, mundbind, social (selv-)isolering, endeløse test, selvtest, kviktest, pcr-test, ofte alle tre i rækkefølge, endeløse køer på teststederne, og, selvom sygehusvæsenets sammenbrud heldigvis udeblev, også daglige formaninger om hvor slemt det muligvis vil kunne gå.

Men også vaccine udviklet på rekordtid og som biprodukt antivaxxerne og alle mulige konspirationsteoriers revival i nye sammenhænge og nye kombinationer. Bill Gates, 5G, magnetiske nøgler og hvad har vi.

Det sidste skvulp døde ud ved FV22, hvor de organiserede coronaskeptikere i fravær af opstillingsberettigelse som parti stillede op som løsgængere. De kaldte sig Frihedslisten, og de 11 kandidater fik i alt 3.445 stemmer i hele landet. Det svarer til lige under en promille af samtlige stemmer.

I det virkelige liv er der selvfølgelig flere, men de resterende går trods alt ikke så meget op i det, at de ligefrem vil spilde deres stemme på det.

Uanset coronatræthed foregår der stadig en del efterbearbejdning, herunder også kritiske eftersyn af de skiftende strategier under coronahåndteringen, og hvordan de adskilte sig positivt og negativt fra andre landes tilgang. Det skulle gå mærkeligt til, om det ikke viser sig, at man i nogle af faserne med fordel kunne have gjort noget andet, end man gjorde. Men selvom der utvivlsomt er mange, der hellere bare vil være fri for at høre mere om corona, så er vi hovedsageligt ovre i det saglige og berettigede, som man kan lade fagfolk og særligt interesserede om uden råbe-demoer og afbrændinger af diverse.

Formålet med efterbearbejdningen kan ingen være uenig i: at de indhøstede erfaringer udkrystalliseres i ny viden til brug næste gang, hvis der kommer en næste gang med en ny virus. Sådan at kategoriseringen på lige fod med alle mulige andre smitsomme sæson-sygdomme bliver en almindelighed og ikke noget særligt.