Kommunen.dk
MENU

Byrden under titlen som kronprins

Anders Winnerskjold (S) er udråbt som sit partis kronprins i Aarhus. Men han vil helst være fri for mediernes titulering og fokuserer i stedet på jobbet som rådmand.

Byrden under titlen som kronprins

Anders Winnerskjold (S) er udråbt som sit partis kronprins i Aarhus. Men han vil helst være fri for mediernes titulering og fokuserer i stedet på jobbet som rådmand.
Anders Winnerskjold så hellere, at medierne havde større fokus på hans arbejde som rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse end hans alder og position i partiet.
Anders Winnerskjold så hellere, at medierne havde større fokus på hans arbejde som rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse end hans alder og position i partiet.
Foto: Laura Bisgaard Krogh/ Ritzau Scanpix

Prædikatet som kronprins kan være en tung byrde. Spørg bare Frank Jensen eller Kristian Jensen, som begge i deres tid i landspolitik blev kendt som kronprinserne, der aldrig blev konge. 

Siden 2006 har Aarhus været på Socialdemokratiske hænder, og som partiets klare nummer to i forhold til stemmetal er den 30-årige rådmand Anders Winnerskjold et oplagt bud på en kommunal kronprins. 

Anders Winnerskjold bliver derfor tit spurgt til borgmester-ambitioner af både journalister og borgere. Selv har han det ambivalent med sin uofficielle titel. 

- Det er da smigrende, at nogen tror på mig. Omvendt kan det give et signal udadtil om, at jeg er udpeget som den kommende borgmester. Det er jeg ikke, det er medlemmerne, der vælger, hvem der skal være spidskandidat for partiet. Der er ikke nogen tronfølge, siger han. 

- Men jeg ville da lyve, hvis jeg ikke sagde, at det var et håb en dag. Men det skal ikke være for enhver pris, og jeg håber, at Jacob Bundsgaard vil fortsætte mange år endnu. 

Anders Winnerskjold vil hellere vurderes på sit arbejde som rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, som han betegner som “det mest meningsfulde arbejde, han har lavet indtil nu”. 

- Det har været en kæmpe omvæltning for mig personligt. Ansvaret er vokset enormt, og man har pludselig meget indflydelse, fortæller Anders Winnerskjold. 

En moderne leder

Som rådmand har Anders Winnerskjold fået sin første erfaring som topleder og leder for tusindvis af ansatte og med at administrere et tocifret milliardbudget. Den unge rådmand er derfor meget bevidst om, at han har meget at lære, og at læringskurven har været og fortsat vil være stejl. 

- Jeg har sagt til min administration, at jeg har rigtig meget at lære, og derfor kommer jeg til at spørge meget, men det ser jeg kun som en styrke, fortæller Anders Winnerskjold. 

Som ung topleder har han gjort sig en række tanker om, hvad det vil sige at være en god leder, og hvad det kræver at kunne holde til jobbet. 

- Jeg har ikke selv oplevet nogen tegn på stress, men de mange sygemeldinger, vi ser i politik, gør et stort indtryk, siger han. 

Derfor har han eksempelvis haft et forløb hos en erhvervspsykolog og -coach, som har hjulpet ham med at bearbejde de mange svære sager, det politiske lederskab omfatter, mens man samtidig fastholder de personlige relationer. 

I mesterlære

Derudover har Anders Winnerskjold jævnligt snakket med både sin direktør på området og borgmester Jacob Bundsgaard (S). Derudover beder han både medarbejdere og personer i kredsen om sig om feedback for at være den bedste leder. 

- Når vi har så stort et ansvar, som vi har, forpligter det også til, at vi udvikler os, siger han. 

Som en del af toppen i både partiet og kommunen har Anders Winnerskjold et tæt samarbejde med Jacob Bundsgaard. Og han har en liste på sin telefon med de ting, han løbende lærer. 

- Jacob er ikke bare en skattet kollega, men også en, der lærer mig rigtig meget om forhandlinger, budgetter og så videre. Det er ikke det samme som at få sparring fra en enhvervscoach, der er vant til at arbejde med ledere fra store virksomheder. 

- Der er ikke mange, der har vores job, og som skal få så mange bundlinjer til at mødes og navigere i politiske interesser.  Så vi bruger hinanden rigtig meget, selvom jeg nok lærer mere af Jacob end omvendt. 

En del af spillet

Anders Winnerskjold bryder sig i bund og grund ikke om at blive kaldt kronprins, selvom mange mener det på en god måde. 

- Der er ingen royale titler i Socialdemokratiet, siger han. 

Der er ingen selvfølge eller ret. Derudover er Anders Winnerskjold bekendt med, at der er mange politikere før ham, hvor skæbnen blev mindre gunstig med titlen kronprins klæbet til. 

- Jeg kan godt forstå, at der er en stor interesse for, hvem der engang i fremtiden skal styre landets næststørste by, og det er også vigtigt, at man i partierne arbejder med at sikre en talentmasse, som kan tage over efter borgmestre, rådmænd eller byrådsmedlemmer.

Så selvom han ikke bryder sig om titlen, har han affundet sig med den. 

- Det er en del af gamet. Det er bare ikke noget, jeg selv går og kalder mig eller har skrevet på min Instagram

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR