Kommunen.dk
MENU

Bosted skiller sig af med bil til 800.000 og tilbagebetaler dyre restaurantbesøg efter kritik

Udgifter var ikke relateret til bostedet. Nu tilbagebetaler Bostedet Viljen flere udgifter og sætter tiltag i værks, lyder det fra bestyrelsesformand.

Bosted skiller sig af med bil til 800.000 og tilbagebetaler dyre restaurantbesøg efter kritik

Udgifter var ikke relateret til bostedet. Nu tilbagebetaler Bostedet Viljen flere udgifter og sætter tiltag i værks, lyder det fra bestyrelsesformand.
Bostedet Viljen havde blandt andet brugt 36.635 på restaurantbesøg. Blandt andet på Tabu, Scheelsminde og Brødrene Price. Nu er pengene tilbagebetalt.
Bostedet Viljen havde blandt andet brugt 36.635 på restaurantbesøg. Blandt andet på Tabu, Scheelsminde og Brødrene Price. Nu er pengene tilbagebetalt.
Foto: Michael Bager/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix

Dyre restaurantbesøg, ferier, hund til 60.000 og ny Volvo til 800.000 kr. 

Sådan lød en række udgifter på Bostedet Viljen, som Socialtilsyn Nord i december mente kunne indikere en ikke forsvarlig forvaltning af offentlige midler

På grund af manglende selvbestemmelsesret og uhjemlet brug af magt mod beboerne og manglende gennemsigtighed i økonomien og sammenhæng mellem pris og kvalitet blev det private bosted sat under skærpet tilsyn. 

Og det tilsyn er nu forlænget, mens to påbud er ophævet af tilsynet.

Det skyldes flere tiltag fra bostedet, nye rutiner, udskiftning af revisor, og at bostedet tilbagebetaler flere udgifter, som tilsynet kritiserede. Tilsynet vælger dog at fastholde tilsynet, da effekten af tiltagene endnu ikke kan ses “i tilstrækkelig grad”. 

Thomas Johansen, der er bestyrelsesformand for Bostedet Viljen i Gandrup i Nordjylland, forklarer, at de nye tiltag er sat i værk for at løfte bostedet i en bedre retning. 

- Når der er skærpet tilsyn og givet påbud, skal der ikke være tvivl om noget. Så vi har sat flere tiltag i værk for at skabe transparens omkring driften, siger han. 

Skyldes dårlig rådgivning

I december satte tilsynet bostedet under skærpet tilsyn på baggrund af blandt andet økonomien. Flere poster vakte opsigt hos tilsynet, der vurderede, at de kunne indikere en ikke forsvarlig forvaltning af offentlige midler. 

Det gjaldt både restaurantbesøg til 36.635 kr hos blandt andet gourmet-restauranterne Tabu, Scheelsminde og Brødrene Price. Beløb, der var dobbelt så høje som KL’s anbefalinger. 

Det samme gjaldt en ny Volvo til 800.000 kr. En hund til 60.000 kr. Et smartboard til 81.000 kr. En grillhytte til 89.000 kroner. 

Bostedet havde desuden ifølge tilsynet bogført benzinudgifter svarende til at have kørt i estimeret gennemsnit godt 400 km om dagen. Og til sidst lagde tilsynet også vægt på, at der var opkrævet ekstra takster fra kommuner, som ikke var brugt til at skaffe ekstra personale. 

Tilsynet mente, at flere af udgifterne kunne være en indikation på uansvarlig forvaltning af offentlige midler eller udgifter, der ikke gav sammenhæng mellem pris og kvalitet.

 Der er ikke noget odiøst, at ejere tager penge ud til sig selv. Det må man gerne. Selvfølgelig skal de have løn for den indsats de yder.

Adspurgt om det var uansvarlig forvaltning eller ej, henviser Thomas Johansen til tilsynet. 

- Vi er fuldt ud fokuserede på at rette op. Der er lavet nye rutiner, og vi har fuld tillid til ledelsen. Der har ikke været nogen hensigt om at gøre noget uden for lovens rammer. Det var der brug for på nogle områder. Derfor de to påbud. Nu er vi på rette vej. 

Thomas Johansen forklarer, at bostedet har skiftet rådgivere og revisor på grund af, hvad han kalder dårlig rådgivning. 

- Revisor har ikke haft tilstrækkelig viden om drift af sociale tilbud. Det har ført til nogle af de ting, der er givet påbud om. Derfor har vi lavet nye rutiner og skiftet ud. 

Af den seneste rapport fremgår det også, at Volvoen afhændes, at restaurantbesøgene vil blive tilbagebetalt, og at pengene fra hunden er kommet tilbage i tilbuddet. Samtidig er der også installeret kørebøger til at registrere al kørsel i tilbuddet.

- Det er besluttet, at der ryddes helt op. Det sker for at skabe transparens om de her forhold, fordi der ikke må være tvivl om udgifterne. 

- I masser af sociale tilbud vil man finde mennesker med store hjerter, der gerne vil gøre en forskel for mennesker med store udfordringer. Det er ikke nødvendigvis mennesker med en stærk økonomisk sans. Derfor er der brug for rigtig dygtige rådgivere, siger han. 

Tilsynet konkluderer, at de tilbagebetalte poster ikke var forbrug, der var relateret til bostedet.

Tilsyn er ikke en modstander

Thomas Johansen fortæller, at grillhytten, benzinudgifterne, rejserne og smartboardet ikke vil blive tilbagebetalt. Det skyldes, at udgifterne ligger inden for pædagogisk praksis på stedet og er kommet beboerne til gode.

- Det er midler, der er gået til det, de skal gå til. Tilsynet har også fjernet påbuddene, fordi det er udgifter, der omhandler den opgave, vi har. 

Tilsynet undrede sig under sit første besøg dog over, at grillhytten ikke var at finde på bostedet under tilsynsbesøget. Det er der en logisk forklaring på, lyder det fra bestyrelsesformanden. 

- Det er ikke så avanceret. Den har stået i en lagerhal, inden den blev sat op, siger han. 

Om det er information, der er gået videre til tilsynet, kan han dog ikke svare på. For det er en dialog, der har foregået, inden bestyrelsen kom ind i sagen, forklarer han.

At bostedet har haft udgifter til benzin svarende til at have kørt 400 km om dagen, skyldes ifølge Thomas Johansen, at det er en målgruppe, der ikke kan transportere sig selv.

- Det bliver dermed til rigtig mange kilometer. Det er børn fra hele landet og ikke bare nabokommunerne. Vi har installeret kørebøger og tjekker hver kilometer, så vi lever op til det. 

Adspurgt om ekstrataksterne som bostedet har opkrævet af anbringende kommuner, svarer Thomas Johansen, at han ikke kan gå ind i alle detaljer af rapporten, men at alle punkter i påbuddet, som tilsynet har rejst, er blevet ophævet.

- Vi ser ikke tilsynet som en modstander. Vi samarbejder med dem om at levere høj kvalitet. Vi har en masse tiltag, der er eksekveret og vi er i en rigtig retning nu.

Manglende kendskab til regler om magt

Tilsynet havde desuden givet påbud om kendskab til reglerne for brug af magt og selvbestemmelsesretten på stedet. Et påbud, der også er ophævet. Thomas Johansen siger, at tilbuddet har sat en masse tiltag i værks. 

- Vi samarbejder med undervisere om at løfte den faglige opgave og klæde medarbejderne på, så de har maks kendskab til lovgrundlaget. Derfor er der igangsat en række ekstra kurser i en periode, siger han og fortsætter: 

- Vi er ikke færdige med at udvikle, fordi vi har fået ophævet påbuddene. Det er grundkernen for sociale tilbud, at vi klæder medarbejderne på til at håndtere de unges udfordringer. 

To millioner til ejerne

De to ejere af botilbuddet har desuden udbetalt lige over to millioner kr. til sig selv i 2021. Et forhold som tilsynet fremhævede i deres rapport og vurderede, at de penge kunne have gået til at sikre en bedre sammenhæng mellem pris og kvalitet på tilbuddet. 

Thomas Johansen understreger, at det er helt efter bogen, at private bosteder kan udbetale penge til ejerne. 

- Der er ikke noget odiøst, at ejere tager penge ud til sig selv. Det må man gerne. Selvfølgelig skal de have løn for den indsats de yder. Det er passende.

Thomas Johansen understreger dog, at de som ansvarlig bestyrelse løbende vil se på, hvilke beløb, der kan tages ud til ejerne og hvilke signaler, som det sender og sikre, at der er sammenhæng mellem pris og kvalitet. Men han henviser samtidig til, at det ikke er et forhold, som har haft konsekvenser fra tilsynet.

- Det har vi opmærksomhed på. Det er jo en generel opmærksomhed på sociale tilbud, at de store pædagogiske hjerter skal kombineres med god økonomisk rådgivning og styring. 

Det skærpede tilsyn varer indtil 28. juni. 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR