Kommunen.dk
MENU

Bil til 800.000 og dyre restaurantbesøg på bosted: Ekspert vil have tilsyn styrket

Bosted har købt en bil til 800.000, dyre restaurantbesøg og andre poster, der kan indikere en ikke forsvarlig brug af offentlige midler. Sagen illustrerer, at socialtilsyn mangler muskler, mener professor.

Bil til 800.000 og dyre restaurantbesøg på bosted: Ekspert vil have tilsyn styrket

Bosted har købt en bil til 800.000, dyre restaurantbesøg og andre poster, der kan indikere en ikke forsvarlig brug af offentlige midler. Sagen illustrerer, at socialtilsyn mangler muskler, mener professor.
Bostedets forbrug kan indikere en ikke forsvarlig anvendelse af offentlige midler
Bostedets forbrug kan indikere en ikke forsvarlig anvendelse af offentlige midler
Foto: Bonnerup Claus/Ritzau Scanpix

Dyre biler og restaurantbesøg, en hund til 60.000 kr. og en grill-hytte, som tilsynet ikke kan finde. 

Det private bosted Viljen i Gandrup i Aalborg Kommune, der huser unge med misbrugsproblemer, har haft et forbrug, der kan indikere en ikke forsvarlig anvendelse af offentlige midler, og bostedets økonomiske dispositioner, kan have gået ud over kvaliteten og i sidste ende de anbragte, mener tilsyn.

Mens andre myndigheder som Skat kan stille krav om tilbagebetaling og slå hårdt ned på svindel eller snyd, mangler socialtilsynene samme mulighed. Deres hårdeste sanktion er at trække godkendelsen af et sted tilbage. Men det kan i nogle tilfælde være en lang proces, som ikke ændrer på, at et tilbud har brugt skattekroner uansvarligt, og som ikke sikrer, at kommunerne får dem tilbage.

Lovgivningen tillader kun i grelle tilfælde, at tilsynet kan kræve midlerne tilbagebetalt. I stedet har Socialtilsynet sat bostedet under skærpet tilsyn, fordi der skal rettes op på store problemer.

Udover problemer med den faglige kvalitet på stedet viser tilsynets gennemgang, at bostedet bryder bogføringsloven, at anbringende kommuner ikke får den kvalitet, som de betaler for, og at en række udgifter kan indikere, at bostedet har uansvarlig forbrug af offentlige midler.

Og mens kvaliteten halter, har ejerne trukket to mio. kr. ned i egen lomme, fremgår det af dokumenter i sagen. 

Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring, der har set tilsynsrapporterne igennem, mener, at de giver en mistanke om, at ejerne har brugt kommunale penge til personlig gevinst.

- Der er mistanke om systematisk udnyttelse og berigelse. Flere ting tyder på, at man har brugt skattekroner på private indkøb. Derudover har bostedet også opkrævet penge fra kommunerne uden at bruge dem på kvalitet for de anbragte. Det er problematisk, siger han.

Sund appetit og benzinpædagogik

Kommunen.dk har fået aktindsigt i dokumenter fra tilsynet, der har gennemgået dele af bostedets økonomi. I 2021 er der en række udgifter, som ifølge tilsynet kan indikere uansvarligt forbrug af offentlige midler. 

Per Nikolaj Bukh hæfter sig ved, at mange af udgifterne ligner delvist private udgifter. Tilsynet mener også, at de usædvanlige udgifter betyder, at kommunerne ikke får det, som de betaler for. 

Det gælder blandt andet køb af en belgisk Malinois-hund til 60.000 kr, et tv/whiteboard til 81.000 kr og en grillhytte til 89.000 kr. Ifølge rapporten hævder bostedet, at hytten ligger i forlængelse af bostedet, men under tilsynsbesøget fandt Socialtilsyn Nord ingen grillhytte på adressen.

Derudover har tilbuddet også brugt uforholdsmæssigt mange penge på rejser til blandt andet Dublin og Mallorca og diverse sommerhusture. 

Bostedet har anvendt mange penge på restaurantbesøg hos blandt andet gourmet-restauranterne Tabu, Scheelsminde og Brødrene Price. I 2021 var der bogført udgifter på 36.635 kr. til restaurantbesøg. Beløbet er dobbelt så højt, som KL anbefaler, at bosteder har af udgifter på det område. 

I et høringsvar forklarer bostedet restaurantbesøgene med, at de unge har en “sund appetit”. 

Tilsynet er jo ikke politi. Men når tilsynet for eksempel kan se, at grillhytten ikke findes på adressen og ikke kan gøre mere end det, så er det et problem.

Og selvom bostedet i forvejen har tre biler til rådighed på tilbuddet, hvor der blot er plads til syv anbragte, købte bostedet en ny Volvo til 800.000 kr. Under tilsynsbesøget forklarede de unge, at de ikke måtte køre med i Volvoen, og at det kun var ledelsen, der måtte bruge bilen. 

Bostedet har også bogført benzinudgifter svarende til at have kørt i estimeret gennemsnit godt 400 km om dagen, fremgår det. På et år svarer det til at have kørt 3,6 gange rundt om jorden. 

Bostedet mener selv, at det er for stor en udgift, og at de vil nedbringe benzinforbruget, men at der har været mange samværsbesøg på Sjælland i 2021. Desuden har de gjort brug af “benzinpædagogik” og dannet relation til de unge, mens de har kørt. 

Derudover forklarer bostedet, at man ikke længere har hunden, men at man forventer at få de 60.000 kr. tilbage.

Per Nikolaj Bukh mener, at mange af de  nævnte udgifter tilsyneladende ikke kommer beboerne til gavn. 

- Det er enormt høje udgifter til benzin og restaurantbesøg og dyre anskaffelser af bil og så videre. Det er en grel sag, fordi det virker, som om man bevidst har afholdt udgifterne, selvom de er uvedkommende for tilbuddet, siger han.

Kan indikere ikke forsvarligt forbrug af skattekroner

Selvom der er en række udgifter, som kan indikere uansvarligt forbrug af skattekroner, er det ikke det, som Per Nikolaj Bukh hæfter sig mest ved. I tilsynsdokumenterne fremgår det nemlig, at tilbuddet var begyndt at opkræve højere takster for at tage sig ordentligt af de anbragtes misbrugsproblemer. 

Pengene skulle gå til at få en misbrugsbehandler ansat eller til behandling af de unge. Men de ekstra takster, som kommunerne betaler, er ikke gået til at løfte kvaliteten. Bostedet har hverken ansat en misbrugs-behandler eller øget udgifterne til behandling. 

Desuden fremgår det af tilsynsrapporterne, at bostedet er godtkendt med vågen nattevagt. Af dokumenter fremgår det også, at der har været en mistanke om en ung på stedet kunne finde på at købe og sælge stoffer. Men tjansen med nattevagt har lederen selv taget ved at sove på institutionen. Det mener hverken tilsynet eller Per Nikolaj Bukh er godt nok. 

- Det er én ting at købe dyr hund og så videre. Men den store fidus er, at de lader være med at have de medarbejdere, der burde være, og som de opkræver kommunerne penge for. Det er problematisk, for kommunerne får ikke det, de betaler for, siger han. 

Tilsynet påpeger samtidig, at bostedet ikke har god nok kvalitet i forhold til at sikre de unges selvbestemmelsesret og heller ikke kan sikre, at der ikke anvendes ulovligt magt. Det har tilsynet også tidligere konstateret i 2020 og 2021, uden at der er rettet op på kvaliteten.

Og netop derfor nævner tilsynet også et forhold, som egentlig normalt er helt inden for bogen, men som bliver problematisk, fordi det kunne have været med til at rette op på kvaliteten: De to ejere af bostedet har trukket to mio. kr. ud af budgettet og stukket dem i egen lomme, fremgår det af tilsynsrapporten. 

Tilsynet konstaterer, at de penge kunne have været brugt til at løfte kvaliteten for de unge eller til at nedbringe dagsprisen for kommunerne, men at de i stedet er gået til ejernes private formuer. 

“Jeres manglende resultater i forhold til at løfte kvaliteten kan have en direkte sammenhæng med jeres økonomiske dispositioner.” 

“Hertil vurderer vi, at I ikke driver jeres tilbud økonomisk forsvarligt,” lyder det blandt i rapporten fra tilsynet. 

Per Nikolaj Bukh understreger, at man godt må drive et bosted med profit.

- Det er en anden sag, når det sker på bekostning af kvaliteten, og det skriver tilsynet, at det gør. Tilsynet siger, at de burde have afholdt en række udgifter, som de ikke har gjort, siger han. 

- Her er det lige ud ad landevejen. Problemerne med fagligheden og økonomien følges ad. Hvis man bruger pengene på noget forkert, så vil de mangle et andet sted. Det er tilfældet her, siger han. 

Sæt ind overfor svindel

I 2020 var der massiv politisk opmærksomhed på, at private ikke skulle kunne lukrere på at drive bosteder. Den daværende regering ville helt forbyde private at tjene penge på velfærden. 

I medierne florerede flere eksempler, hvor private bosteder og bostedskæder hev millionbeløb ud af botilbud, mens kvaliteten sejlede. 

En rapport lavet af SMV Danmark i 2019 viste dog, at kun få bosteder har selskabsformer, hvor der er muligt at trække penge ud. Det blev dengang opgjort til at være 17 pct. 

Diskussionen var heller ikke den vigtigste at tage. I virkeligheden burde debatten have handlet om, hvorvidt tilsynene håndterer snyd og svindel godt nok. 

Det mener Per Nikolaj Bukh, som var med i ekspertgruppen, der rådgav omkring udformningen af socialtilsynets kvalitetsmodel.

Ifølge ham mangler tilsynene redskaber til at føre et effektivt tilsyn. Systemet skal tilføres kræfter og finpudses, mener han.

- Tilsynene skal have bedre mulighed for at gribe ind mod svindel og uansvarlig brug af skattekroner. De mangler muskler. Den nuværende lovgivning om tilsynene giver ikke ordentlige muligheder for at komme det her til livs.

Han giver som eksempel, at tilsynene har vanskeligt ved at stille krav til, hvordan tilbud skal bruge deres penge. Selv hvis det er tydeligt, at bostedet bruger penge på en uansvarlig måde. 

- Tilsynet kan for eksempel ikke kræve af et bosted, at de ikke må have et vist antal biler,  og kan kun i grelle tilfælde forlange, at de skiller sig af med en for dyr bil. De kan løfte pegefingeren og ikke mere end det, siger han. 

Og det mener han lige præcis, sagen om Bostedet Viljen er et eksempel på. Tilsynet har indtil videre ikke haft mulighed for at sige, at Volvoen til 800.000 kr, grillhytten til 89.000 kr eller andre af posterne skal leveres tilbage og pengene bruges til at løfte kvaliteten. 

- Tilsynet er jo ikke politi. Men når tilsynet for eksempel kan se, at grillhytten ikke findes på adressen og ikke kan gøre mere end det, så er det et problem. Når den ikke er der, så er den jo enten hugget eller står på en privatadresse. Tilsynene mangler simpelthen redskaber til sådanne sager. 

Bestyrelsesformand for Bostedet Viljen, Thomas Johansen, forklarer, at de har skiftet revisor ovenpå de belastende regnskaber. Thomas Johansen hævder desuden, at regnskaberne ikke er retvisende, og at tilsynet derfor ikke har belæg for sine konklusioner. 

 - Samtidig har vi i efteråret etableret en bestyrelse for at få en professionalisering af bostedet. Vi har sat en handleplan i gang, der både skal styrke den ledelsesmæssige, økonomiske og faglige proces, og så vil vi sikre en gennemsigtighed ved at lave en selskabsændring til et Aps-selskab, siger han og tilføjer: 

 - Jeg kan samtidig sige, at der ikke er trukket kroner ud privat udover løn. 

Samtidig fortæller formanden, at den belgiske hund er solgt, og pengene er på vej retur.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR