DUBU står for ”Digitalisering – udsatte børn og unge” og er Kommunernes Landsforenings firma Kombits  digitaliseringssystem. Man bør med andre ord kunne forvente et system udformet til at give udsatte børn og unge den størst mulige sikkerhed i den digitale sagsbehandling.

Men sådan er det ikke.

Dette er beretningen om det digitalt system, hvor man i praksis har gjort det umuligt at rette faktuelt fejlagtige oplysninger, som kan føre til uberettiget tvangsfjernelse af børn. Tvangsfjernelse er det alvorligste tvangsindgreb, der eksisterer udenfor straffferetsplejen, og man skulle derfor tro, der var sikkerhed for at tvangsfjernelse ikke gennemføres på et fejlagtigt grundlag. Sandheden er desværre en anden.

To konkrete sager:

1. Der stod i kommunens handleplan, at den unge kvinde formentlig var skizofren, men kommunen havde selv sendt hende til psykiatrisk udredning, og fået et negativt svar. Kvinden var ikke skizofren. Alligevel blev den formodede skizofreni stående i sagens akter og var siden medvirkende til, at hendes nyfødte barn blev tvangsfjernet og inden længe skal tvangsbortadopteres. 
2. En grønlandsk dreng blev fejlplaceret i en skole for svagt begavede børn på baggrund af en intelligenstest beregnet på danske børn. At drengen var grønlandsk med grønlandsk sprog og kulturbaggrund blev der ikke taget højde for. Fejlanbringelsen fortsatte, og indsigelsen blev bare lagt i sagen som  "side 2347".

Rettelser drukner

Det var sagen om den grønlandske dreng, der bragte mig på sporet af systemets ulyst til at berigtige urigtige oplysninger. Når jeg som repræsentant for en borger henvender mig til sagsbehandleren for at få en helt fejlagtig oplysning korrigeret, får jeg det svar, at mit brev bliver vedlagt sagen, men at oplysningerne i handleplanen ikke vil blive ændret. De typiske familiesager op til en tvangsfjernelse fylder mellem 500 og 2000 sider. Så når der bliver lagt et nyt brev ind i sagen, er der nærmest garanti for, at den forkerte oplysning ikke vil blive ændret. Juridisk taler man om at fejl skal ”berigtiges”, men der finder ingen reel juridisk berigtigelse sted.

En af forklaringerne er, at det er uhyre svært at rette urigtige oplysninger i moderne digitale sagsbehandlings-systemer. Derimod er vejen tilbage tung og nærmest umulig.  Dette indlæg handler om alvorlige mangler i moderne digital sagsbehandling, herunder systemet DUBU, som de fleste af landets kommuner anvender i sager, der handler om såkaldte "udsatte familier" og dermed også tvangsfjernelser og tvangsadoptioner.

Som partsrepræsentant i socialsager har jeg af og til prøvet telefonisk at spørge meget naivt, hvorfor fejlagtige oplysninger ikke bare bliver ændret.  Som regel svarer sagsbehandleren to ting: For det første, at "handleplanen er et originalt dokument, der ikke må ændres i", og for det andet, at "oplysningerne er låst". At der eksisterer en ledelseskultur i nogle kommuner, hvor man ikke må rette erkendte og åbenbare fejl, er desværre nok rigtigt. Det er en sag for sig, men som systemerne typisk er indrettet, hverken kan eller må en sagsbehandler lave korrektioner i låste dokumenter. Hun skal gå til den nærmeste superbruger, og det er formentlig rigtig besværligt.  I praksis er det formentlig kropumuligt at erstatte falske informationer med sande i dokumenthåndteringssystemer, helt uden hensyn til, at de falske udsagn risikerer at ende med uberettigede tvangsfjernelser. 

Skrivemaskinelogik længe leve

Det ligger i de juridiske grundprincipper, at alle afgørelser skal hvile på et lovligt og sandfærdigt grundlag. Logikken er naturligvis, at man først må afgøre en sag, når de nødvendige og tilstrækkelige oplysninger til at træffe en afgørelse er opfyldt.

Borgerens mulighed for at berigtige falske oplysninger er nærmest den eneste chance, vedkommende har for at forhindre, at der foretages dybe indgreb på falske forudsætninger i hendes eller hans liv. Men der sker altså ingen berigtigelse.  Allerhøjest lægges et retteblad ind i en sag, der fylder mange hundrede sider.

Der er to grunde til, at denne kronik er nødvendig. Den væsentligste er, at det KL-ejede system DUBU, som jeg ser det, ikke tilnærmelsesvis lever op til Databeskyttelsesforordningens  (GDPRs) artikel 5 stk. 1 litra d og 16 om berigtigelse. Datatilsynet har udsendt en vejledning, der i et helt kapitel gennemgår, hvordan berigtigelse skal gennemføres.  Det fremgår her ret klart, at fejl skal korrigeres, så det slår igennem i den endelige afgørelse. Fejl må ikke slettes, men der skal laves et nyt dokument, hvor den rigtige fremstilling fremgår, suppleret med en henvisning til det hidtidige dokument, der påføres en bemærkning om, at oplysningen er berigtiget.

I skrivemaskinealderen kunne vi skelne mellem det originale og det kopierede dokument. Vi kunne på den måde læse datoen på informationen og se hvem, der havde indført den. En sådan logik kunne man også lave i et moderne system. Det er der tilsyneladende ingen, der har bedt om, når det gælder DUBU.

Man retter da sine fejl

Når det ene dokument afløser det andet, for eksempel et "statusnotat" en "Børnefaglig Undersøgelse", en "Forældrekompetenceundersøgelse" (undskyld sproget, men det hedder det), så er det et originalt dokument, som formentlig bliver låst af det digitale system. Heri kan der indgå graverende fejl, men da de er låst, kan de næppe blive berigtiget. Når der skal laves en ny version af sådan et dokument, kan sagsbehandleren via copy/paste bruge det hidtidige dokument som kladde. Resultatet er, at der ikke kan skelnes mellem forfattere, der har skrevet teksten, hvem der står inde for den, og hvorfra de originale oplysninger, sande eller falske, kommer fra. Til gengæld optræder de falske påstande et utal af gange, uden at de bliver afkræftet.

Det er min vurdering, at fejlagtige oplysninger skal rettes, hvor de forekommer, forudsat en såkaldt konkret væsentlighedsvurdering viser, at de kan tænkes at påvirke senere afgørelser usagligt. Det er så ikke een rettelse, men rettelser ti-tyve-eller tredive steder i dokumentet. Det er nyt, men en simpel konsekvens af uskikken med at copy/paste i sagsbehandlingssystemer.
Princippet om at kun rigtige præmisser må ligge til grund for en afgørelse, skal og må fastholdes.

Jeg opfordrer derfor Socialminister Astrid Krag til sammen med Justitsminster Nick Hækkerup at tilsikre, at alle digitale forvaltningssystemer indrettes, så berigtigelse kan finde sted i overensstemmelse med Datatilsynets Vejledning om De Registreredes Rettigheder tilføjet en åbenbar ny information om, at berigtigelser skal ske hvert sted, hvor den samme urigtig påstand indgår i en sag.