Politikere på yderfløjene har en klar fordel, når de skal føre valgkamp til kommunalvalget.

De kan bruge sociale medier på en måde, som midterpolitikere ikke kan, fordi algoritmerne på Facebook belønner ekstreme ytringer. 

Eller som lektor hos Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet Jesper Tække formulerer det;  det er ikke algoritmerne selv, der er polariserende, men os mennesker som ‘hopper på den’, når vi ser noget, der forarger os.

Når vi ser en ekstrem holdning på Facebook, læser vi det. Vi reagerer eller kommenterer ligefrem på opslaget. Lader os rive med. Den opførsel belønner algoritmen ved at skubbe opslaget ud til mange flere mennesker. 

Det er derfor, man altid ser de mest ekstreme Facebook-opslag i sit feed, hvilket selvfølgelig giver opslaget endnu mere opmærksomhed.

- De forretningsmotiver som man indstiller algoritmerne efter kommer til at styre, hvad der får meget opmærksomhed, fortæller Jesper Tække. 

Politikerne har et ansvar

Det er ikke noget nyt, at sociale medier farver debatten. Det har de gjort siden Facebooks indtog i Danmark i 2009. 

Nogle fejrer sociale mediers plads i debatten, fordi mange flere bliver hørt end tidligere. Det er ikke længere nødvendigt at overbevise en avis om at trykke et læserbrev for at blive hørt, for Facebook er altid lige i lommen. 

Det glæder Niels Peder Ravn (K), som er en del af borgerrepræsentationen i København. 

- Facebook var en kæmpe gave til mig, som altid har haft stærke holdninger. Hvis man er et menneske med stærke holdninger, så er det jo fantastisk at blive hørt på. Enten på de sociale medier, eller i dagbladene. Det er jo det, som driver en, hvis man er et meningsmenneske.

Niels Peder Ravns forkærlighed for at blive hørt, landede ham i flere uger en førsteplads på listen over lokalpolitikere, med den hårdeste tone på deres Facebook-side. Det er en liste udarbejdet af Gravercenteret, Danmarks Center for Undersøgende Journalistisk. 

Listen opdateres løbende med nye data, og Niels Peder Ravn er nu rykket ned af listen til en tredjeplads, men i perioden 13. oktober til 9. november lå han nummer et med 1356 kommentarer på sin facebookside. Heraf var 307 sproglige angreb. Det er en andel på 22,6 pct., hvilket ligger 189 pct. over landsgennemsnittet. Dataene er indsamlet og bearbejdet af Os & Data og Analyse & Tal.

Det skal understreges, at hans førsteplads tilskrives kommentarerne under hans opslag, og ikke bare de ting Niels Peder Ravn selv skriver.

Gravercenterets liste kan heller ikke fortælle, hvem angrebene er rettet imod, men et kig på Niels Peder Ravns Facebook-side afslører, at det ikke nødvendigvis er ham selv, der står for skud. Og han holder sig heller ikke tilbage i sine egne opslag.

Et kig på de af hans opslag, som Gravercenteret har vurderet til at være ‘mest kontroversielle’, afslører flere temaer som kan få sindene i kog: Kritik af propalæstinensisk diskurs, venstrefløjen, islam, wokeisme og en ongoing fejde med Sikandar Siddique fra Frie Grønne. 

- Jeg er en varmblodet kommunalpolitiker. Hvis jeg føler noget, så mener jeg noget, fortæller han. 

Derfor skræmmer de stærke følelser i kommentarfeltet og hans førsteplads på listen ham ikke. 

- Jeg synes, det er fantastisk, for det er jo det, demokrati handler om; at tage stilling til nogle ting. Så kan det godt være, at nogen kunne tænke sig en mere civil tone engang imellem. Men hvis jeg kan vække folks følelser, vække folks interesse for forskellige politiske emner, så synes jeg faktisk, at vi er nået meget langt i forhold til, hvad man kan forvente som politiker.

Niels Peder Ravn synes ikke, at man skal kalde hinanden grimme ting, men han mener også at en debat, hvor bølgerne går lidt højt, er mere spændende at følge med i.

Selvom han ikke direkte bruger det strategisk, er han bevidst om, at ting, der vækker følelser, også når længere ud på Facebook. 

Han mener, at der er tre ting der virker godt på Facebook; humor, kattevideoer og vrede. 

- I og med at jeg ikke er komiker og heller ikke er en kattekilling, så er det klart, at så er den korteste vej til opmærksomhed at vække vrede, fortæller han.

Ytringsansvar og mangel på dannelse

Ifølge Jesper Tække er mange enige med Niels Peder Ravn i, at det er godt med den direkte adgang til den offentlige debat. Også blandt dannelsesteoretikere som ham selv. 

- Nogen mener at alle ytringer skal ud. Også falske ytringer eller hadske ytringer, fortæller Jesper Tække. 

Tilhængere af den skole mener, at man på den måde træner sig selv i kildekritik og også selv lærer at vurdere, hvilken tone man synes, debatten skal føres i. Altså man danner sig selv til at deltage i debatten.

Men den skole er Jesper Tække ikke selv tilhænger af. Han mener, at man er nødt til at have en vis form for dannelse, inden man deltager i debatten. 

- Det er ikke godt, hvis man udtaler sig uden at have udviklet evnen til at tale på en måde, så man ikke kommer til at gøre andre kede af det eller virker polariserende på debatten, siger han. 

Han mener, at der er brug for dannelse for at udvikle en god ytringskultur. I et demokrati skal man have presse- og  ytringsfrihed, men man skal først have fremdyrket en ytringskultur, hvor folk forstår, at de har ansvar for, hvad de ytrer i offentligheden, fortæller han. 

Det er her, dannelsen kommer ind i billedet. Dannelsen har lange rødder i Danmark, men blev institutionaliseret i 1900-tallet igennem folkeskolen, højskolerne, universiteterne og DR’s oplysningsrolle, som havde ansvar for at opdrage og danne befolkningen.

Dannelsen til at deltage i den demokratiske samtale kom igennem de institutioner, samfundet havde fastsat til det.  Men med de sociale mediers faste plads i den offentlige debat er det ikke længere tilstrækkeligt. 

Ifølge Jesper Tække har vi ikke udviklet os ret meget i vores håndtering af sociale medier, siden Facebook først blev allemandseje. Det tog da også et par hundrede år fra trykpressen blev opfundet, og til man havde udviklet en god ytringskultur. 

- Med det digitale mediemiljø er vi slået tilbage til nul, fordi der ikke længere sidder nogen og modererer. 

Et eksempel på den manglende udvikling i vores digitale dannelse er, at man vil forbyde sociale medier for børn og unge frem for at hjælpe dem med at navigere i den digitale verden. 

Racismekortet, kvindekortet og offerkortet

Sikandar Siddique bevæger sig rundt på rangstigen, men har i løbet af den sidste måned været i top tre over lokalpolitikere med den hårdeste tone på deres facebookside. Fra 13. oktober til 9. november lå han lige bagved Niels Peder Ravn. 

Hans opslag har fået 19.072 kommentarer i perioden, heraf var 4022 sproglige angreb. Andelen af sproglige angreb var på 21,1 pct, hvilket er 167 pct. over landsgennemsnittet. 

Men hvor kommentarerne på Niels Peder Ravns side ofte angriber andre grupper, er kommentarerne på Sikandar Siddiques Facebook-side anderledes personlige, og de sproglige angreb er ofte rettet mod ham. 

“Jeg oplever virkelig mange hadefulde kommentarer. Både rettet mod mig selv og andre i kommentarfelterne. Og det ærgrer mig, fortæller Sikandar Siddique i et skriftligt svar. 

I et Facebook-opslag fra den 15. oktober, skriver han, at han har været nødt til at politianmelde en person, som skrev, at Sikandar Siddiques søn burde ‘aflives’. I opslaget stiller han spørgsmålstegn ved, om den offentlige debat er prisen værd for minoriteter, og opfordrer til at sige fra overfor had og chikane i debatten.

Men selv denne opfordring falder ikke i god jord på Sikandar Siddiques Facebook-side. En kommentar med 70 likes stiller spørgsmålstegn ved, om det er en opdigtet historie. En anden kommentar beskylder ham for at trække racismekortet. 

Denne reaktion er en tendens som går igen. Ifølge en undersøgelse lavet af Trygfonden og  Analyse & Tal bliver politikernes forsøg på at opfordre til en bedre tone mødt med sympati fra andre politikere, men i kommentarerne beskyldes de for at trække ‘racismekortet’, ‘kvindekortet’ eller ‘offerkortet’. Andre kalder politikerne for krænkelsesparate.

“Personligt har jeg bestemt ikke et problem med, at bølgerne går højt, når man diskuterer politik. Det er jo vigtigt, så selvfølgelig kan der komme følelser i klemme. Problemet opstår, når tonen ikke rettes mod emnet, men mod personen”, skriver Sikandar Siddique. 

Politikerne skal være med til at danne og opdrage

Det er Jesper Tækker enig i. 

Han synes det er vigtigt, at politikerne er gode forbilleder i debatten, og de afholder sig fra personangreb og angreb mod befolkningsgrupper. 

Gå efter sagen, ikke efter manden. 

Derudover skal politikerne moderere deres kommentarspor. Det er ikke nok at ignorere de grove kommentarer. De skal mødes med en reprimande og fjernes for at opdrage og danne folk på facebook. 

Mange danske medier er begyndt at modere kommentarerne på deres opslag. Under valgkampen har lokalpolitikere også testet et nyt moderationsværktøj ved navn Edda, som skal hjælpe politikere med at moderere deres sider.

En AI identificerer de sproglige angreb, der skal tages stilling til, og giver politikeren mulighed for at slette det, skjule det eller skrive en respons. Men det er ikke den eneste måde, politikerne kan påvirke tonen på. 

Undersøgelser viser, at hvis politikerne selv laver et sprogligt angreb i deres opslag, vokser sandsynligheden for flere sproglige angreb i kommentarsporet med 660 pct.

Gør politikerne selv en indsats for at holde den gode tone i debatten? 

Sikandar Siddique er ikke vendt tilbage med et svar på netop det spørgsmål, men Niels Peder Ravn er opmærksom på, at han er med til at sætte tonen. 

- Jeg synes, det er okay at påpege noget - også i en hård tone - hvis man mener, der er noget, som er fuldstændig gakket, fortæller han. 

Hvis debatten efterfølgende stikker af i kommentarsporet, forsøger han at holde sig for god til at involvere sig. 

- Men jeg er også bare et menneske, så engang imellem lader jeg mig provokere og så falder der en eller anden smart bemærkning.