Kommunen.dk
MENU

Vold i familier skal brydes med handleplan

18 initiativer skal hjælpe børn, der vokser op i hjem med vold. Forældre under mistanke skal ikke længere kunne modsætte sig en undersøgelse af barnet.

Vold i familier skal brydes med handleplan

18 initiativer skal hjælpe børn, der vokser op i hjem med vold. Forældre under mistanke skal ikke længere kunne modsætte sig en undersøgelse af barnet.
  Hvert sjette barn i 8. klasse har været udsat for fysisk vold i hjemmet. Volden er typisk kendetegnet ved skub og spark.
  Hvert sjette barn i 8. klasse har været udsat for fysisk vold i hjemmet. Volden er typisk kendetegnet ved skub og spark.
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
28. okt 2025
RITZAU

Det er næsten 30 år siden, at Danmark ophævede revselsesretten og gjorde det ulovligt for forældre at slå deres børn.

Siden 2019 har det ligeledes været strafbart at udøve psykisk vold. Groft nedværdigende, forulempende eller krænkende adfærd kan straffes med bøde eller fængsel i op til tre år.

Alligevel viser en nylig undersøgelse fra Børns Vilkår, at hvert sjette barn i 8. klasse har været udsat for fysisk vold af en forælder, stedforælder eller plejeforælder inden for det seneste år.

Det er færre end for tre år siden, men stadig for mange, mener regeringen, der med en handleplan "Tryg barndom" ønsker at skrue op for bekæmpelsen af vold mod børn og i hjemmet.

– Vi har alt for længe vendt det blinde øje til den vold, der foregår inden for hjemmets fire vægge. Men tallene taler for sig selv. Vi ved, at volden findes, siger justitsminister Peter Hummelgaard (S).

- Vi ved, at volden har konsekvenser – både for det enkelte barn og for vores samfund generelt. Det barn har brug for, at vi gør mere, og at dets mor eller far får bedre hjælp.

Peter Hummelgaard er selv vokset op i et hjem med en voldelig far. Det fremgår af bogen "Der er noget, vi skal tale om", som udkom i 2024.

Siden udgivelsen har han lovet mere hjælp til de børn og unge, der i dag lever med vold og trusler.

Et af initiativerne er, at det ikke længere skal være muligt for forældre at forhindre en undersøgelse af barnet, en såkaldt retsmedicinsk screening, hvis der er mistanke om, at forældrene begår vold mod barnet.

Vold skal med i børneattesten

- Det er et vigtigt redskab i de familier, hvor man simpelthen modarbejder myndighederne. Dér er det et væsentligt redskab, at man på den måde frisætter barnet, siger Peter Hummelgaard (S).

- Initiativet viser, at et barn, også i en familie, er et menneske i sin egen ret. Et menneske, der har ret til at vokse op uden vold, svigt og misbrug.

Et andet initiativ omhandler børneattester, der i dag skal forhindre, at personer, der er dømt for seksuelle overgreb mod børn, kan få et job, hvor de er i kontakt med mindreårige. Børneattester benyttes af idrætsforeninger, spejderklubber og daginstitutioner, inden de ansætter en medarbejder.

Fremover skal det, udover seksuelle overgreb, fremgå af børneattesten, hvis man er dømt for vold mod børn.

Børns Vilkår er blandt 20 organisationer, som for nylig efterlyste en handleplan. Det skete med henvisning til, at Danmark gennem FN's Børnekonvention er forpligtet til at sikre alle børn et liv uden vold.

Direktør i Børns Vilkår Rasmus Kjeldahl fremhæver de retsmedicinske screeninger og udvidelsen af børneattesterne.

- Indhentelse af voldsdomme er afgørende for at sikre børn og unges ret til et liv uden vold.

Men han opfordrer til, at det ikke kun er ved ansættelsen, at arbejdsgivere skal indhente attesten.

- Som det er nu, er der kun pligt til at indhente en børneattest ved ansættelsens start. Men så får man ikke luget ud i de ansatte, som undervejs begår kriminalitet mod børn.

- Vi mener, at attester skal indhentes mere systematisk og periodisk. Det kan være fast hvert andet år eller noget i den retning, siger Rasmus Kjeldahl.

I Red Barnet roser generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen også udvidelsen af de retsmedicinske screeninger.

- Vi skal lytte til børnene og handle på enhver mistanke om vold. Her er systematiske screeninger og fysiske undersøgelser et helt centralt redskab, udtaler hun i en pressemeddelelse.

I alt afsætter regeringen i perioden fra 2026 til 2029 cirka 350 millioner kroner til initiativer, der skal bekæmpe vold mod børn og vold i hjemmet, oplyser Justitsministeriet.

Handleplan mod vold i hjemmet

Handleplanen har 18 initiativer. Blandt andet disse:

  • En konkret mistanke om vold i hjemmet skal undersøges grundigere, end det sker i dag.
  • Myndighederne skal kunne undersøge barnet, uden at forældrene giver samtykke.
  • Børnehusene, der er placeret i regionerne, skal styrkes, så flere børn udsat for vold og andre overgreb får den rette hjælp.
  • Børn under seks år skal have et behandlingstilbud.
  • Børneattestordningen udvides til også at omfatte vold.

Kilde: Justitsministeriet.

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR