Tomandsgrupper er luksus i LA
Tomandsgrupper er luksus i LA
Liberal Alliance er i kommunalpolitisk forstand stadig i sine barneår. Ved sit allerførste kommunalvalg - KV09 - fik partiet kort efter landspolitisk turbulens med udmeldelser, eksklusion og personstrid blot et enkelt kommunalt mandat: Nuværende partileder Anders Samuelsens i Horsens, der samtidig var MF.
Han fik dog frem til KV13 selskab af ikke mindre end 21 overløbere fra andre borgerlige partier. Det var i samme fireårsperiode, som også bød på FV11, der gav partiet med landets mest liberalistiske politik fem procent af stemmerne og ni mandater i Folketinget.
Fire kommuner, København, Frederiksberg, Syddjurs og Ærø, kunne i den periode endda mønstre tomandsgrupper. Ved KV13 kravlede LA et stykke opad den partimæssige rangstige ved at overhale Kristendemokraterne i mandattal: 33, der i dknyt's aktuelle mandatoversigt efter til- og afgang er vokset til 35.
Bedste repræsentation lokalt er for LA fortsat at være to i byrådet, og i fire kommuner nyder partiet den luksus at kunne sprede sig over flere fagområder. I Hørsholm giver de to i et bare 19 mandater stort byråd partiet sin allerbedste kommunale position rent numerisk. Anders Vestergaard forlod K-gruppen i februar 2016 og kunne slutte sig til Troels Moe, der blev valgt direkte ind for LA. Borgmester her er Morten Slotved (K), der vel at mærke er konstitueret udenom de andre blå, nemlig sammen med S, R og Borgerlisten. Slotved stiller op igen.
LA i Syddjurs
Næstbedste andel af et byråd udgør den næste tomandsgruppe fra LA i Syddjurs, hvor byrådet tæller 27. Per Zeidler og Flemming Hansen sad der både før og efter KV13. Partiet er her med i konstitueringen bag borgmester Claus Wistoft (V) i en større alliance mellem V, SF, Borgerlisten, R, LA og DF. Alliancen opstod, da V løb fra sin første aftale, der havde bragt Jesper Mathiesen (S) i borgmesterstolen - blandt andet også med LA på bagsmækken. Zeidler er nu spids til KV17 og i øvrigt også kandidat til Regionsråd Midtjylland efter at have opgivet sit kandidatur til Folketinget.
I Holbæk, hvor byrådet tæller 31 pladser, er det to tidligere V-politikere Søren Stavnskær og Christian Ahlefeldt-Laurvig, der udgør den lokale LA-gruppe. De kom begge til under stridigheder om bekostelige idrætsfaciliteter, som de ikke ville stå mpodel til. Her er Søren Kjærsgaard (V) borgmester i en bred konstituering. Spidserne er endnu ikke udpeget hverken hos LA eller V.
I Slagelse tæller det nuværende regeringsparti tvillingebrødrene Troels og Villum Christensen som folkevalgte. Villum Christensen var viceborgmester i sin tid som radikal efter KV05, blev MF for LA i 2008 og har siden KV13 været Slagelses formand for erhvervs-, plan- og miljøudvalg, hvor han blandt andet står i spidsen for at udfordre Planstyrelsen og Miljøministeriet, når det gælder om at placere butikker udenfor bycentre og lempe på krav om tilslutningspligt i kloaksager. Han er nu partiets lokale spids.
Troels Christensen, der var V-borgmester i den tidligere Hashøj Kommune, kom til LA ,efter han blev smidt ud af V i 2012, og er i dag formand for kultur-, fritids- og turismeudvalget. I dag er Stén Knuth (V) borgmester, og bag ham står udover V også DF og LA - med 17 ud af 31 mandater. Knuth genopstiller - og har som en hovedmodstander tidligere MF John Dyrby, der er spids for Socialdemokratiet i kommunen, der er gammelt S-land. Udover Knuth i denne periode og en enkelt periode med en K-borgmester har der siden 1970 udelukkende været S-politikere for bordenden.
Alex Vanopslagh ny spids
I Hillerød var der frem til december også to fra LA, men gruppen blev halveret, da Jonathan Nielsen blev udpeget som personlig rådgiver for den nye økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) og derfor forlod byrådet. Hans suppleant Kim Hendry har i mellemtiden forladt partiet og er nu løsgænger i byrådet, hvor Marco Oehlenschläger, som i 2014 skiftede fra Venstre, nu er den eneste fra LA.
På Frederiksberg er MF, rådmand og formand for arbejdsmarkeds- og uddannelsesudvalget Laura Lindahl spidskandidat. I København, hvor Heidi Wang i dag repræsenterer LA i Borgerrepræsentationen, er Alex Vanopslagh den nye spids. Han vandt opstillingen over FT-suppleant Danny Malkowski med stemmerne 55-42.
I Rudersdal er byrådsmedlem Elisabeth Ildal spids igen - til stor fortrydelse for tidligere hovedbestyrelsesmedlem og suppleant i byrådet Jesper Winther Andersen. Han har trukket sig som kandidat i protest mod, at Ildal trak LA ud af budgetforliget - i øvrigt i de samme timer, som partiet gik ind i VLAK-regeringen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.