Sådan lyder budskabet fra Mads Roke Clausen, direktør i Landsorganisationen for sociale tilbud og tidligere direktør i Mødrehjælpen og formand for Frivilligrådet, i sin nye bog: Det civile potentiale. 

Mange borgmestre og lokalpolitikere har i de seneste par uger forsøgt at råbe op omkring et velfærdssamfund under pres og med behov for en akut saltvandsindsprøjtning, hvis det skal kunne leve op til borgernes forventninger. 

Mads Roke Clausen mener dog ikke, at løsningen nødvendigvis er at sende flere penge, men i stedet at gentænke samarbejdet mellem det offentlige, private og civilsamfundet. 

- Jeg er helt overbevist om, at vi kan få mere velfærd for de samme penge med hjælp fra civilsamfundet. 

Særligt i det forebyggende arbejde kan civilsamfundet spille en helt afgørende rolle og i sidste ende spare det offentlige for store udgifter. 

- Jeg kan godt forstå, at kommunalpolitikerne føler sig presset. Vi bliver nødt til at blive meget bedre til at forebygge problemerne, før de vokser sig store og uoverskuelige. Det tror jeg, at vi kan blive meget bedre til. 

Sociale udfordringer i forandring

Ifølge Mads Roke Clausens analyse rummer kommunernes udfordringer meget mere end pengemangel. Det er snarere velfærdssamfundet, som ikke er gearet til de udfordringer, som man står med i dag, mener han.  

Velfærdssamfundet, som vi kender i dag, er konstrueret for og designet til arbejderne i industrisamfundet, forklarer Mads Roke Clausen. 

I dag er der imidlertid en lang række nye udfordringer, som belaster det offentlige, som man ikke formår at håndtere eller forebygge, og som i sidste ende ender med at koste mange penge for samfundet og har store menneskelige omkostninger. 

- Det er store grupper i samfundet i dag, som falder igennem velfærdsstatens sikkerhedsnet: unge i psykisk mistrivsel, sårbare enlige forældre med høj risiko for at få deres børn anbragt, unge på kanten af samfundet og ensomme. Vi er dårlige til at hjælpe disse grupper, og det koster samfundet mange, mange milliarder kroner hvert eneste år. 

Mads Roke Clausen nævner ensomhed som et eksempel. Det vurderes at ca. 380.000 danskere lider af ensomhed. Det er længe blevet negligeret som et samfundsproblem, men flere studier viser, at alvorlig ensomhed medfører en overdødelighed på niveau med overvægt og rygning. 

- Hvis du er ensom, er det jo ikke socialrådgiveren oppe fra kommunen, som skal være din nye ven, men måske en frivillig fra nabolaget, siger Mads Roke Clausen. 

Mads Roke Clausen peger ligeledes på sundhedsområdet, hvor færre i fremtiden vil lide af kræft og hjertekarsygdomme, mens flere vil få mentale lidelser som stress, angst og depression.

- Sådan en stigning kan ikke kun håndteres på hospitalerne. Løsningen er afhængig af et decentralt system, som kan skabe omsorg, relationer og mening med livet. Og det kan civilsamfundet, siger han. 

En undersøgelse fra sidste år fra RådgivningsDanmark, brancheforening for almennyttige, ikke-erhvervsdrivende organisationer, som tilbyder gratis social rådgivning, viser, mere end 424.000 danskere over 18 år på et tidspunkt har søgt hjælp hos et gratis rådgivningstilbid, en frivillig foreningen eller et lignende sted. Det svarer til 9 pct. af befolkningen. 

Stort potentiale

Ifølge en undersøgelse fra Vive havde 40 pct. af danskerne over 16 år i 2020 arbejdet som frivillig, hvilket svarer til godt 1,9 mio. danskere. De fleste frivillige findes inden for idræt (12 pct.), men der findes også en stor andel frivillige inden for fx det sociale arbejde (5 pct.), sundhed og sygdom (3 pct.) og uddannelse og undervisning (4 pct.). 

I gennemsnit gav en frivillig i 2020 15,5 timer frivilligt arbejde pr. måned – og det er vel at mærke uden at medregne det uformelle arbejde, som fx at hjælpe naboen med IT, forældrene med haven eller børnene med flyttebilen. 

At civilsamfundet rummer et stort potentiale er derfor ikke nogen nyhed, og det er en ressource, som politikerne både nationalt og lokalt har været opmærksomme på. 

Tidligere har fx KL-formand Martin Damm (V) talt varmt for, at de frivillige kan være med til at løse en del af udfordringerne med mangel på hænder i ældresektoren. 

Mads Roke Clausen roser kommunerne for generelt at have gjort et stort stykke arbejde med at involvere civilsamfundet på flere områder og i mange gode projekter. Han nævner eksempelvis Familiernes Hus i Høje-Taastrup, som sidste år modtog KL’s forebyggelsespris. 

- Der er en stor interesse og lyst til at eksperimentere med frivillighed og civilsamfundet i kommunerne. 

Der mangler dog sociale investeringer, som kan være med til at få de gode løsninger spredt ud, mener Mads Roke Clausen. 

I samme ombæring som han roser Familiernes Hus i Høje-Taastrup, spørger Mads Roke Clausen, hvorfor man ikke har set det gode initiativ spredt ud til endnu flere kommuner. 

- Vi har brug for, at Christiansborg er med til at sætte en retning og skubbe på udviklingen. Hvis man skal høste det fulde potentiale i civilsamfundet, kræver det, at man er villig til investere i civilsamfundets infrastruktur. 

- Det er kommunerne, der har den gule førertrøje på, og det er Christiansborg, der skal trække i arbejdstøjet, siger han.  

Inspiration og advarlser fra udlandet

Mads Roke Clausen sætter i sin bog også fokus på nogle af de ledelses- og finansieringsmæssige udfordringer, som civilsamfundet står overfor. 

Han gør eksempelvis opmærksom på, at de store frivillige organisationer har lettere ved at tiltrække finansiering og donationer end de små organisationer, da de har et større administrativt hold bag sig. 

Det er dog uhensigtsmæssigt, advarer Mads Roke Clausen, da størstedelen af de frivillige organisationer netop er små, ligesom det heller ikke er hensigtsmæssigt at fusionerer de små organisationer, da man risikerer at ødelægge de interne strukturer – og i sidste ende risikere at spolere en del af glæden ved at være frivillig. 

-  Det bør jo være finansieringsformerne, som tilpasser sig organisationerne, ikke omvendt, siger Mads Roke Clausen. 

Han peger ligeledes på, at man i Danmark bør kigge mod udlandet for at lære af deres involvering af civilsamfundet – og mangel på samme. 

Han fremhæver Tyskland som et godt eksempel på et samfund, hvor både det generelle udgiftsniveau for sociale ydelser og omfanget af nonprofitsektoren er højt. 

Omvendt henviser  Mads Roke Clausen også til Storbritannien, hvor tidligere premierminister David Cameron i 2010 lancerede sin vision for “The Big Society”, hvor lokale ildsjæle, civilsamfundet og villige virksomheder sammen skulle løse de sociale problemer i deres lokalsamfund. 

Ved femårsevalueringen kunne man konstatere, at projektet havde fejlet på 17 ud af 21 delmål. Færre borgere følte, at de havde medbestemmelse i lokalsamfundet, og følelsen af “at høre til” gik ligeledes tilbage. 

Visionen havde fejlet, og flere pegede på, at det blandt andet skyldes tildelingen af servicekontrakter primært blev baseret på pris, hvilket fx medførte at kliniske psykologer blev udskiftet med frivillige. 

- Civilsamfundet var ikke længere komplementært til de offentlige og private tilbud, men konkurrerende organisationer. Det ændrede grundlæggende på de frivillige organisationers etos. Målet blev at overleve i konkurrencen. 

Vi må gerne kræve mere af hinanden

Det kræver derfor ikke blot investeringer i civilsamfundet, hvis man skal lykkes med at realisere dets fulde potentiale. 

Det er nødvendigt med en diskussion om vores samfundskontrakt og vores forventninger til hinanden og civilsamfundet, mener Mads Roke Clausen. 

- Vi er nødt til at spørge, hvad vi selv kan gøre, når vi taler om social- og velfærdspolitik. Det lyder måske lidt rørstrømsk, men lidt ligesom John F. Kennedy sagde, så skal vi ikke blot spørge, hvad staten kan gøre for mig, men også huske at spørge, hvad jeg selv kan hjælpe med.

- Vi kan ikke udlicitere det hele til kommunerne og staten, vi har også et ansvar. 

I en Momentum-undersøgelse pegede tre ud af fire på, at det bliver nødvendigt med flere frivillige på ældreområdet. Alligevel kunne kun 28 pct. af danskerne i samme undersøgelse se sig selv som frivillige på ældreområdet, mens 48 pct. svarede direkte nej til spørgsmålet.

- Det må aldrig blive en pligt, at man skal lave frivilligt arbejde, og derfor synes jeg også, at det er en dårlig idé at lave sådan noget som social værnepligt. Det er den helt forkerte vej at gå. 

Man skal i stedet bruge blød magt i forsøget på at få flere til at være frivillige. 

- Vi er nødt til at appellere til borgerne og tale frivilligt arbejde op, som kan være med til at skabe fællesskaber, mening og livskvalitet. Det handler dybest set om, at vi skal finde en måde at langtidssikre velfærdssamfundet, siger Mads Roke Clausen.