Konstitueringerne har været ekstra kaotiske og larmende ved dette kommunalvalg. 

I både Middelfart og Ringkøbing-Skjern har det ført til demonstrationer, at politikerne har truffet uforudsigelige valg i løbet af konstituerings-perioden.

Der er blevet spekuleret i, om lokalpolitikernes opførsel puster til politikerleden. Til demonstrationen i Ringkøbing-Skjern fortæller en af deltagerne, at hans tillid til de lokale folkevalgte ligger på et meget lille sted. 

Men imens demonstrationer planlægges, og journalister råber spørgsmål efter de forhandlende politikere, glemmer vi at nyde en sjælden gæst i den offentlige debat: Tavsheden. 

For når stemmerne er kastet, og politikerne forsvinder ind i forhandlingslokalet, er det kortvarigt stille - i hvert fald udadtil.

Og stilheden i den offentlige debat, skal vi dyrke meget mere, mener filosof og docent på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Ejvind Hansen. 

Han har udgivet bogen “Tavshedens Opbyggelighed”, som handler om, hvordan den offentlige debat ville have gavn af meget mere tavshed, og hvordan vi er nødt til ‘at tie stille for at tale sammen’. 

Kunsten at lytte

Ifølge Ejvind Hansen er en kommunalvalgkamp et perfekt eksempel på, at man i den offentlige debat slet ikke lytter til hinanden i de mange debatter, som afholdes. 

- På overfladen har man en samtale, men vi har puttet hinanden i nogle fast definerede kasser, og så er det egentlig dem, vi reagerer på, snarere end hvad der helt konkret bliver sagt i samtalen, fortæller han. 

Så når en SF’er har ordet i debatten, slår den konservative lyttelapperne fra og forbereder sit eget svar i hovedet, frem for at lytte til hvad der egentlig bliver sagt.

- Det bliver sådan en pseudo-snak, fordi vi ved på forhånd, hvad hinanden mener, og derfor ved vi også på forhånd, hvad indvendingen mod hinanden er, forklarer Ejvind Hansen. 

Men det ændrer sig, når konstitueringen går i gang. Pludselig lytter politikerne til hinanden med nye ører for at nå til enighed, og har valgkampens måske mest konstruktive samtale. 

- Det er faktisk rigtig ærgerligt, at vi ikke hører det, siger Ejvind Hansen.

- De kommende fire år i kommunen, bliver skitseret i dén samtale. 

I de forhandlinger lytter politikerne efter, hvordan de kan gå ind i et reelt samarbejde med nogen, som i den normale diskurs altid er deres modstander. Eftertænksom lytning, kalder Ejvind Hansen det. 

Er lytning et svaghedstegn?

Ejvind Hansen er godt klar over, at politikerne ikke betragtes med lige så nådige øjne af journalister og den øvrige befolkning, når de træder ud af forhandlingslokalet med en hel anden konstituering end den forventede: 

- Der er en underlig opfattelse af, at hvis man lytter for aktivt, så er man i virkeligheden svag i det politiske spil, siger han.

Men når politikerne træder frem med en helt uventet politisk aftale, behøver det ikke at betyde, at de er løbet fra alle deres valgløfter for at få en borgmesterpost. Det kan også betyde, at man har brugt valgkampen på at snakke om de forkerte ting. 

Tiden er blevet brugt på at snakke om de sædvanlige temaer omkring unge og ældre eller klima og kultur. Måske parkeringspladser og jernmarker. Derfor er man aldrig kommet frem til de emner, som blev afgørende i konstitueringen. Igen er man fanget i en foruddefineret kasse, alt efter hvilket parti man repræsenterer. 

Det er dårligt for eftertænksomheden. 

- Der er nogle temaer, vi simpelthen ikke kommer i gang med, fordi vi er så optaget af at have stærke og gode svar inden for de samtaler, vi normalt engagerer os i, siger Ejvind Hansen. 

At trække stikket er et kontroltab

Det mest radikale råd Ejvind Hansen kommer med i sin bog er: træk stikket. 

- Nogle gange kan det være meget godt, simpelthen at hoppe ud af samtalen, når den er allermest ophedet. Tag nogle pauser, for at give hjernen lidt plads til at tænke over de ting, som vi ikke snakker om. At give lidt plads til at lade sig forundre over samtalen.

I sin bog anerkender Ejvind Hansen, at man risikerer at blive glemt, hvis man trækker sig fra den offentlige samtale. 

Det kræver en for mennesket ukarakteristisk evne til at tilsidesætte sig selv i samtalen. Især hvis man helt trækker sig fra samtalen i en periode. 

- At give efter for tavsheden handler rigtig meget om at afgive kontrol. Når jeg ikke snakker, så er der jo nogle andre, der tager over, og så kan jeg ikke kontrollere samtalen, siger han. 

Det passer ikke særlig godt til det billede af sig selv, som de fleste politikere forsøger at male. Politikere vil gerne ligne en aktør, der er i kontrol og har et svar parat. Men ifølge Ejvind Hansen, er det en urealistisk karikatur af et menneske: 

- Jeg tror i virkeligheden, at den her karikatur af det at være menneske er med til at gøre, at mange borgere er skeptiske over for politikere.

Han synes, at politikere skulle blive bedre til at indrømme, når de ikke kender svaret. I stedet for at fremstå som en person, der kender alle svarene, så i stedet fremstå som en person der er god til at finde svarene på det han ikke ved. 

- Jeg tror i sidste ende, at mere menneskelighed i politik vil gavne lysten til at møde op og sætte et kryds på valgdagen.