Vil man afbøde de alvorlige og langvarige konsekvenser, det kan have for børn at vokse op i relativ fattigdom, er man selvsagt nødt til at finde dem. 

Men kommunerne gør ikke nok for at opspore de fattige familier, mener lektor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet Iben Nørup, der har forsket i børnefattigdom.

I det hele taget overses fattigdom tit som en selvstændig risikofaktor i kommunernes opsporende og forebyggende arbejde.

Fænomenet er nemlig ikke så åbenlyst i Danmark, og fordi det er forbundet med skam, lever det ofte skjult bag hjemmets fire vægge. 

- Vi har en stærk fortælling om, at der ikke er fattige i Danmark, og det gør det mere stigmatiserende og pinligt at være det. Skal man få øje på det, er det nødvendigt at komme ind i hjemmene og tale med forældrene, siger hun.

Sundhedsplejen har unik adgang

Ingen faggruppe kommer mere systematisk i børnefamiliers hjem end sundhedsplejerskerne. 

Så godt som alle familier tager imod tilbuddet om hjemmebesøg i barnets første leveår - i kommuner, der tilbyder graviditetsbesøg, sker det allerede, inden barnet er født.

For nylig viste en evaluering af en indsats mod vold i småbørnsfamilier, at sundhedsplejersker i fem kommuner gennem systematisk screening for vold opsporede op til 22 gange flere familier på halvandet år sammenlignet med en tilsvarende periode tidligere. 

Spørgsmålet er, om man kunne forestille sig at gøre noget lignende i forhold til at opspore børnefattigdom.

- Det kunne man bestemt gøre. Der er ingen tvivl om, at det at komme ind i hjemmet tit vil være en præmis for at se omfanget af, hvor trængt en familie er, siger Iben Nørup. 

Og det er vigtigt, for hverken i det sociale arbejde, i dagtilbud eller skoler er der tilstrækkeligt fokus på de materielle vilkår, børn lever under. 

Frem for at overveje, om det kan handle om økonomi, når børn bliver afleveret uden vintertøj eller madpakke, gør man det til et spørgsmål om forældreevne og evnen til at tilgodese barnets behov.

Men når man på den måde gør det til et personligt snarere end et økonomisk problem, overser man, at det faktisk også er et spørgsmål om, at der ikke er penge til at købe de ting, og så når man aldrig til at se på, hvilken livssituation familien befinder sig i, forklarer Iben Nørup. 

Forskning viser, at fattigdom rammer de mindste børns sundhed og de større børns mentale trivsel, og at børn, der vokser op med fattigdom, generelt klarer sig dårligere i uddannelsessystemet, tjener mindre og ender i mere ustabile job. 

For nylig viste et studie om sammenhængen mellem belastninger tidligt i livet og senere brug af offentlige ydelser, at personer, der som følge af fattigdom har lidt materielle afsavn i den tidlige barndom, har et dobbelt så højt forbrug af sociale ydelser som børn, der vokser op uden nævneværdige belastninger, ligesom der bliver trukket væsentligt mere på både sundheds- og retsvæsen. 

Via registerdata har forskere fra Københavns Universitet og Rockwool Fonden fulgt over en halv million danskere fra fødslen og frem til 40-årsalderen, og ifølge dem viser resultaterne, hvor meget der er at vinde både for individet og for samfundet ved at forebygge, at tidlig belastning sætter sig som langvarige sociale og sundhedsmæssige problemer. 

Hvad, der ifølge Iben Nørup er særligt bekymrende ved at vokse op med fattigdom, er, at mange af de negative effekter er irreversible. 

- Når skaden er sket, kan vi ikke rigtig vende det om igen, siger hun. 

Ingen opsporing uden tilbud

Formand for Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker Susanne Rank Lücke, der selv arbejder som sundhedsplejerske, kan også godt se idéen i at lade sundhedsplejersker opspore de økonomisk trængte børnefamilier.

Men skal man opspore systematisk, skal der også være et tilbud at henvise til, understreger hun.

- Vi skal ikke gøre det, hvis det bare er for at finde familierne og putte dem i en kategori.

I forvejen gør sundhedsplejerskerne meget for at støtte forældre, der kæmper med økonomien. Men, som hun siger, melder de jo ikke ind, at ‘i dag har vi mødt tre fattige familier’, og i sidste ende er det andre, der beslutter, om familierne får hjælp eller ej.

- Fattigdom er ikke noget, man bare lige kan få hjælp til, siger hun. 

Hun medgiver, at det næppe er nogen nem opgave at lave et universelt tilbud, men skulle nogen alligevel turde at give sig i kast med det, er det absolut relevant.

- Der er rigtig mange forældre, der allerede ved graviditetsbesøg fortæller, at det kan være svært med økonomien, siger hun.

Selvom sundhedsplejersker hverken ser lønsedler eller bankkonti, får de ofte indblik i, hvordan det står til økonomisk. Det kommer som regel frem, når de spørger ind til hverdagen. 

- Vi ser det hos forældre med on-off tilknytning til arbejdsmarkedet eller folk, som er syge eller opvokset med meget sygdom. Det går igen i generationer. 

Det kan også være, når en stor arbejdsplads, som både mor og far arbejder på, lukker, eller når far er blevet fyret og ikke kan finde noget nyt og står til at ryge ned på laveste sats. Andre har svært ved at komme ud på arbejdsmarkedet, fordi de ikke passer ind.

Selv har Susanne Rank Lücke mødt forældre, der var kommet til at købe en forkert type D-vitamin til deres barn, som måtte vente til næste lønudbetaling, inden de havde råd til at købe den rigtige. 

- Vi kommer ud i familier, hvor hver en krone bliver vendt for at overleve hverdagen, siger hun.

Ingen gavebod

Da 21 organisationer sidste år gik sammen om et fælles udspil til en national handleplan mod børnefattigdom, lød en af anbefalingerne at give sundhedsplejen flere redskaber til at tale med familier om deres økonomi og bygge bro til relevante tilbud i kommune og civilsamfund.

Allerede i dag henviser sundhedsplejersker gerne til f.eks. Mødrehjælpen, Frelsens Hær eller Broen og forsøger at trække i de tråde, de har ind i de enkelte kommuner, fortæller Susanne Rank Lücke. Men af egentlige redskaber har de formelt set kun et:

- Underretning er det eneste redskab, vi har til at undersøge, om familien og barnet kan få hjælp.

Vurderer de, at der er brug for, at et barn kommer ud og bliver stimuleret og møder børn på samme alder, kan de lave en underretning sammen med forældrene om behov for støtte.

Det samme kan gøre sig gældende, hvis boligforholdene er så dårlige, at der er risiko for, at barnet udvikler astma, udslæt eller eksem, eller at forholdene på andre områder gør, at det ikke kan udvikle sig, som det skal. 

- Hvis det går ud over barnets sundhed og trivsel, er vi nødt til at reagere. Det er vores indgang, siger Susanne Rank Lücke.

De støtter også forældrene i selv at søge hjælp. Mener de f.eks., at det vil være godt for en familie, at deres barn kommer i institution, men familien ikke har råd til det, kan de give forældrene ‘et skub’ til at søge friplads. 

- Vi kan understøtte forældre i at turde at spørge om hjælp og være på sidelinjen sammen med dem, mens de ringer, siger Susanne Rank Lücke. 

Desværre er det ikke altid, at hjælpen kommer. 

- Kommunerne har ikke bare en pose penge, de kan dele ud til familier, der er økonomisk svagt stillede, siger Susanne Rank Lücke.

- Det er ikke nogen gavebod. Det er det ikke i nogen kommuner.

Gode løsninger kræver samarbejde på tværs

Det er begrænset, hvad sundhedsplejerskerne selv kan gøre for at afhjælpe problemerne, og fordi løsningerne ofte kræver, at flere dele af kommunen er involveret, kan det ifølge Susanne Rank Lücke være en god ide at samle de relevante fagområder omkring familien. 

Fordi sundhedsplejen opererer inden for sundhedsloven, kan de dog ikke uden videre dele oplysninger med en sagsbehandler eller en jobkonsulent. 

- Skal man ind i andre forvaltninger, er det altid med forældrenes samtykke, siger hun.

I det hele taget er samarbejdet med forældrene vigtigt, fortæller hun. Fungerer det ikke, kan sundhedsplejerskerne ikke ret meget. 

Susanne Rank Lücke er overbevist om, at tværgående møder sammen med familierne vil give mulighed for at finde en måde at hjælpe på, som giver mening for den enkelte familie. Med én tovholder vil det samtidig tage en del af byrden af forældrenes skuldre, fordi de slipper for at jonglere med både jobcenter, skole, daginstitution, sundhedspleje og PPR (pædagogisk psykologisk rådgivning). 

- Hvis man har fem kontakter, der rykker på én gang, sidder der en familie og bliver svedig. Det skal vi have respekt for. Så kan ingen opretholde overblikket, siger hun.

Hun er forsigtigt optimistisk om, at der bliver flere og flere af den slags møder rundt omkring i kommunerne. Og faktisk mener hun, at sundhedsplejerskerne kan påtage sig et større ansvar, end de gør i dag, ved i højere grad at tage initiativ til dem.

- Vi kan også tage den på os. Vi skal være nysgerrige på, om det er noget, der er brug for, og så skal vi have modet til at indkalde.

Børn udsat for fattigdom udløser oftere bekymring

En temarapport om børnefattigdom og børns udvikling, trivsel og sundhed, der udkom tidligere på året, tyder på, at sundhedsplejersker mere bredt set konfronteres med og reagerer på effekter af børnefattigdom.

Undersøgelsen, der er bestilt af det kommunal-regionale samarbejde Databasen Børns Sundhed, sammenligner på baggrund af sundhedsplejerskers journalnotater og registerdata på mere end 340.000 børn, om børn og unge, der er udsat for fattigdom, får flere bemærkninger fra sundhedsplejersker om deres udvikling, trivsel og sundhed end deres jævnaldrende.

Det korte svar er ja. Børn, der vokser op i fattigdom, har oftere sundhedsmæssige udfordringer end deres jævnaldrende, og forskellene viser sig allerede i det første leveår. Kortere amningsperiode, dårligere mad- og måltidsvaner og mindre fysisk aktivitet er bare nogle af de udfordringer, børnene rammes af.

Ifølge seniorforsker ved Statens Institut for Folkesundhed på SDU Trine Pagh Pedersen, der har deltaget i arbejdet, kan undersøgelsen ikke sige noget om, hvilken rolle sundhedsplejersker spiller i forhold til, at der rent faktisk bliver sat ind for at afbøde konsekvenserne af børnefattigdom. Men den viser, at det er vigtigt, at de er opmærksomme på fattigdom under deres besøg.

- Sundhedsplejersker besøger stort set alle familier, og derfor kan sundhedsplejerskerne være med til at identificere, hvilke familier der har brug for støtte og hjælp, siger hun.