Efter at 10-årsplanen for psykiatrien allerede er politisk vedtaget, har regeringen, Danske Regioner og KL nu offentliggjort aftalen, der skal løfte planen fra papir til praksis: hvem får pengene, hvad skal de bruges til og hvordan skal der følges op.

Aftalen slår fast, at psykiatrien frem mod 2030 skal bevæge sig i én retning med fire overordnede mål: Flere skal behandles tidligt og tættere på, behandlingskvaliteten skal løftes og ventetiderne ned, patienterne skal opleve mere sammenhæng, og psykiatrien skal være en tryg og attraktiv arbejdsplads.

Samtidig skal der med aftalen fra 2026 og frem udmøntes milliarder gradvist med en klar overvægt til regionerne, men også med flere kommunale greb i socialpsykiatrien og de tidlige tilbud.

Organisationer fra området er overordnet positive over for planen og den nye udrulning af aftalen, dog er der en vis forbeholdenhed for, hvordan det rent faktisk kommer til at udarte sig. 

Håbefuld - og samtidig skeptisk 

Hos Psykiatrifonden glæder direktør Marianne Skjold sig til at se planen udfolde sig i praksis. 

- Grundlæggende er vi meget glade for at se, at midlerne fra den her 10-årsplan nu kommer ud og virkelig begynder at leve. At den bliver implementeret, og at den kommer til at betyde noget reelt for de mennesker, som har brug for psykiatrien, siger hun. 

Og hun kalder udmøntningen et første skridt i en psykiatri, der “jo er meget, meget hårdt presset”:

- Så vi ser det som et godt første skridt. Nu har vi et fundament at bygge psykiatrien op på, som i den grad trænger til det.

Særligt fremhæver hun skiftet i måden, man løfter regionernes psykiatri på fra små, øremærkede puljer til et bredere kapacitetsløft:

- Noget af det, vi har kæmpet rigtig meget for, og som vi ser meget positivt på, at der nu er imødekommet, er de såkaldte kapacitetsmidler.

Hun uddyber, at det handler om at “få mandet op” og sikre senge og normering, så hjælpen bliver tilgængelig, når mennesker rækker ud:

- Udfordringen har bare været, at den ikke har været tilgængelig. Det er meget, meget svært at få hjælp i psykiatrien i dag.

Hos SIND Landsforeningen for psykisk sundhed og Foreningen for børn med angst er reaktionen blandet. 

- Overordnet set kan man ikke være ked af det, de skriver og gerne vil, lyder det fra forperson Mia Kristina Hansen.

Men hun understreger samtidig, at det afgørende bliver implementeringen og hvad pengene reelt ender med at blive brugt til.

- Jeg vil sige, at jeg er både skeptisk og håbefuld på samme tid, siger hun og uddyber: 

- Vi har før set, at der kommer penge eller initiativer, som pludselig bliver brugt til noget andet end planlagt. Så jeg er håbefuld, men jeg kan også godt føle mig en smule tvivlende denne gang.

Regionerne får den største bid af kagen

I aftalen fremgår det, at de største beløb går til regionerne blandt andet til et varigt kapacitetsløft i behandlingspsykiatrien og indsatser, der skal presse ventetider ned. 

Samtidig ligger der en række kommunale elementer, som får direkte betydning for både børn og unge og for socialpsykiatrien.

 

Aftalen beskriver blandt andet en markant udvidelse af det lettilgængelige kommunale behandlingstilbud. Den udmønter midler i 2026 og fra 2027 (fordelt via bloktilskud), mens den videre fordeling i 2028 og 2029 afhænger af en national evaluering, der skal være færdig senest ved udgangen af 2026. 

Derudover får tilbuddet en fælles betegnelse, så det bliver lettere at finde på tværs af landet: 

“Lettilgængeligt behandlingstilbud” skal indgå i titlen i alle kommuner senest ved udgangen af 1. kvartal 2026. 

Det er netop den slags tiltag, Psykiatrifondens direktør fremhæver som forebyggende potentiale i kommunerne:

- Det har et enormt potentiale for at gribe børn og unge tidligt og give dem rettidig hjælp.

Aftalen lægger desuden op til flere sociale akuttilbud og nye afklaringspladser i kommunalt regi og beskriver, at der kommer pligt til at tilbyde afklaringsophold for en målgruppe ved udskrivning fra psykiatrien fra 1. januar 2027. 

Der er også et strategisk uddannelsesløft i socialpsykiatrien på vej, som skal tage afsæt i en national kompetenceudviklingsstrategi, der skal færdiggøres medio 2026. 

Det kommunale ben fylder meget i Mia Kristina Hansens kritik - og fylder for lidt i aftalen. Hun mener, at der er brug for mere kraft i kommunerne, fordi hverdagslivet leves der.

- I Sind ser vi det sådan, at meget af det, der skal til, også handler om det, der foregår ude i kommunerne. Det er jo dér, mennesker lever det meste af deres liv.

Og hun efterlyser flere ressourcer tæt på borgeren også efter udskrivning.

- Det kræver indsatser og flere ressourcer i kommunerne, og jeg tror, der er brug for flere penge dér, end der er afsat nu, bemærker hun. 

Hun peger desuden også på behovet for meningsfulde fællesskaber og aktiviteter, når mennesker kommer hjem. 

- Der kunne også bruges flere midler på aktiviteter. Når man bliver udskrevet, skal man have mulighed for at lave andet end bare at sidde derhjemme.

Én plan er ikke nok

Både organisationerne og aftaleteksten har blikket rettet mod opfølgning. 

Aftalen lægger op til årlig monitorering af økonomi og aktivitet og en årlig faglig status, og den beskriver også et genbesøg i 2027, hvor en del midler først skal fastlægges endeligt. 

Hos Psykiatrifonden er det netop opfølgningen, Marianne Skjold fremhæver som afgørende.

- Vi er meget glade for, at der er lagt op til, at aftalen i den grad skal følges til dørs, siger hun og stiller de retoriske spørgsmål:

- Vi er nødt til løbende at evaluere, om det virker: Bliver tilgængeligheden større? Bliver kvaliteten bedre? Kort sagt: Får folk mere hjælp?

Hun vurderer, at denne plan næppe bliver den sidste:

- Vi har set på kræftområdet gennem de sidste 20-25 år, at én plan ikke er nok. Det samme gælder psykiatrien.

Også det vækker genklang hos Mia Kristina Hansen, der også peger på det, hun mener er det afgørende herfra: 

- Det vigtigste er at holde øje med, om det, vi sætter i gang, faktisk virker.