Struers lydglade borgmester fejrer fødselsdag på sidelinjen
Struers lydglade borgmester fejrer fødselsdag på sidelinjen

Mads Jakobsen er i gang med sin anden borgmesterperiode i Struer, hvor han som uddannet landmand og økolog passer planteavlen på sin gård foruden det politiske arbejde på rådhuset. Måske blev der for meget at gabe over – sidst på sommeren måtte han melde fra og tage stress-orlov.
Det betyder, at han fejrer sin 60 års fødselsdag 25. oktober på sidelinjen, men mon ikke mærkedagen kommer til at bære præg af den vellyd, Mads Jakobsen sætter pris på og har kæmpet hårdt for at banke fast som sin kommunes image i al sin tid som Struers borgmester?
Mads Jakobsen er vokset op med musik som en fast bestanddel i tilværelsen, i sin fritid har han været aktiv guitarist i bandet “Fri bar”, men i et interview med Kommunen.dk i foråret slog han fast, at god lyd handler om meget mere end musik:
- Personligt interesserer lyd og god lyd mig voldsomt. Også fraværet af lyd, støj. Det arbejder vi også med i vores velfærdsområder; fx i børnehaverne og i vores behandling af demente, som får musikterapi. Det er vigtigt for vores livskvalitet ikke hele tiden at være omgivet af støj, sagde han.
Født og opvokset i en landbrugsfamilie har landbruget altid udgjort Mads Jakobsens civile erhverv, først med malkekvæg og siden afgrøder. Den politiske karriere tog sin begyndelse i 2001, 12 år senere satte han sig for første gang i borgmesterstolen, som han fire år senere overlod til socialdemokraten Niels Viggo Lynghøj efter KV17.
Magten skiftede på ny ved KV21, hvor Mads Jakobsen og Venstre genvandt posten. I sin anden periode har det været ham magtpåliggende at styrke det brede samarbejde og lytte til både med- og modspillere.
- Jeg er optaget af, at vi spiller hinanden gode, både i organisationen og især i det politiske system. Jeg synes, at jeg snakker godt med hele byrådet, der er en god tone og en vilje til, at det brede samarbejde skal lykkes, sagde han i interviewet med Kommunen.dk og tilføjede:
- Når man bliver borgmester første gang, er der en enormt stejl læringskurve, og man oplever, at der er rigtig mange mennesker, der gerne vil hjælpe med at realisere de visioner, man kommer med. Men det er også et meget kraftfuldt værktøj, hvis man kan bruge det udtryk om en administration. Og jeg er klart bedre til at spille sammen med administrationen her i anden omgang, fordi jeg har mere erfaring.
Privat er Mads Jakobsen gift med Marie, med hvem han har to voksne døtre.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.



























