Kommunen.dk
MENU

Socialdemokraternes røde rose gør andre partier grønne af misundelse

Høj CO2-belastning truer det ikoniske kampagne-symbol. Kommunikationsekspert råder partiet til at tænke kreativt.

Socialdemokraternes røde rose gør andre partier grønne af misundelse

Høj CO2-belastning truer det ikoniske kampagne-symbol. Kommunikationsekspert råder partiet til at tænke kreativt.
Statsminister Mette Frederiksen har selv anslået, at hun op til Folketingsvalget i 2019 delte i omegnen af 5.000 roser ud. Ifølge TV2 svarer det i CO2-regnskabet til ti flyrejser til Sydeuropa.
Statsminister Mette Frederiksen har selv anslået, at hun op til Folketingsvalget i 2019 delte i omegnen af 5.000 roser ud. Ifølge TV2 svarer det i CO2-regnskabet til ti flyrejser til Sydeuropa.
Foto: Henning Bagger, Ritzau Scanpix.

Venstre har ladcykler og hundedækkener med partilogo. DF har Kristians Kaffevogn, der serverer to-go med tillidsvækkende øjenkontakt. Konservative byder på klistermærker med “PAPE-POWER” og “C-vitaminer” i form af friske clementiner prydet med partibogstav.

Men alle andre partiers gaver til vælgerne blegner, når socialdemokraterne stiller op med deres blomsterspande og langer dybrøde roser ud i efterårsmørket.

- Rosen er vi nok allesammen lidt misundelige på. Den bliver de fleste glade for og tager med hjem, siger organisationschef hos De Konservative Søren Laugesen.

 Det er nok på tide at skrue ned for romantikken og nostalgien og op for solidariteten med planeten. Fremtidens vælgere vil ganske enkelt hellere se noget vokse end visne.

Som symbol står den røde rose for stort set alt, hvad en politiker gerne vil udstråle: Passion. Oprigtighed. Empati. Glæde ved naturen. Så sikre brands findes der faktisk ikke mange af, siger livsstilsekspert og kommunikationsrådgiver Gitte Madsen:

- At have taget ejerskab på et så ikonisk og stærkt et symbol som den røde rose er genialt, siger hun og gætter på, at den gennemsnitlige moderne dansker 50+, nok har fået flere røde roser af socialdemokrater end af sin partner.

- At “eje” et så universelt symbol og ikon på kærlighed så direkte associeret til sit produkt og budskab er jo alle brands’ drøm, siger Gitte Madsen.

Historisk set stammer socialdemokraternes røde rose-logo fra 1970’erne. Det blev inspireret af det franske socialistpartis bomærke, der havde forsynet kommunismens knyttede næve med en rød rose som symbol på den moderne socialismes fredelige klassekamp for samfundets svageste.

Legendarisk men klimatvivlsom

Hvad rosen til gengæld ikke har, er en grøn profil. 

Under den seneste folketingsvalgkamp i 2019 blev der flere gange sat spørgsmålstegn ved de socialdemokratiske rosers klimaaftryk. 

TV2 regnede ud, at alene de 5.000 roser, statsminister Mette Frederiksen selv oplyste at have uddelt i valgkampens løb, havde belastet CO2-regnskabet svarende til mere end ti flyveture til Sydeuropa. Og Politiken kunne oplyse, at hollandske roser, som produceres i opvarmede drivhuse, og som socialdemokraterne i hvert fald ved folketingsvalget lod til at foretrække, er fem gange så klimabelastende som afrikanske roser. 

  Rosen er vi nok allesammen lidt misundelige på. Den bliver de fleste glade for og tager med hjem.

Spørger man partiet selv, kan lysten til at tale om rosers oprindelse og symbolværdi lige nu ligge på et ret lille sted. 

“Det har vi desværre ikke overblik over for nuværende,” skriver partiets pressetjeneste kortfattet i en mail til Kommunen.dk.

Vælgerne vil have vilde alternativer

Det er faktisk ved at være lidt af en kunst at finde billig og gerne sjov valg-merchandise, som kan gøre et positivt indtryk på vælgerne, påpeger Søren Laugesen.

- Prisen på det, vi uddeler, spiller jo også en rolle, og det skal samtidig være noget, folk bliver glade for og tager med hjem, siger han. 

Rosen har gennem årtier været genial, men spørger man Gitte Madsen, er tiden nu moden til at se kritisk på den som miljøpolitisk branding.

- Hvis jeg var socialdemokraternes spin-gartner, ville min anbefaling være at holde godt fast i rosen. Men måske billedligt talt så småt begynde at gå ”vildrosevejen" og uddele hybenfrø, foreslår hun.

- For roser har torne, og de sidder lige i øjet på klimaforkæmperne. Det er nok på tide at skrue ned for romantikken og nostalgien og op for solidariteten med planeten. Fremtidens vælgere vil ganske enkelt hellere se noget vokse end visne, siger Gitte Madsen.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR