- Jeg ved godt, hvordan jeg bliver set ude i kommunerne, siger hun uden videre omsvøb. 

Derfor gør Maj Thorsen en særlig indsats for at finde det brede smil og en afvæbnende attitude frem, når hun er med som bisidder for udsatte borgere. 

Men selvom Maj Thorsen ønsker god stemning og konstruktivt samarbejde, rykker det ikke en millimeter på hendes mission, nemlig at sårbare mennesker skal behandles bedre. 

- Det er ikke mig, der kommer for at lave ballade. Jeg kommer for at rette op på fejl og uretfærdigheder, siger hun. 

For ti år siden blev hun for første gang kendt i medierne under synonymet “Karen”, da hun som whistleblower gik til Randers Amtsavis for at fortælle, at udsatte børn i Randers blev svigtet på grund af kaotiske forhold i kommunens familieafdeling. 

Senere valgte Maj Thorsen at stå frem med sit rigtige navn for at arbejde for socialrådgiveres ytringsfrihed, og efterfølgende gik hun solo som privat socialrådgiver og bisidder, ligesom hun de senere år har markeret sig som en prominent stemme i samfundsdebatten. 

Når Maj Thorsen i dag kommer ud i de kommunale jobcentre, bliver hun jævnligt mødt med frygt og modstand, fortæller hun. 

Hun håber dog, at hun og hendes historie også kan være med til at inspirere andre offentligt ansatte til at gøre op med systemet, når det går ud over borgerne. 

- Jeg er sikker på, at der er ansatte, som er glade for, at jeg kommer ud, fordi de ved, at der er forhold, som ikke er okay, men som de ikke selv kan sige fra overfor. På den måde håber jeg, at jeg kan være en form for spydspids for dem, siger hun. 

Samfundsdebattør på stiletter

Som privat socialrådgiver begyndte Maj Thorsen at være aktiv i debatten om særligt jobcentrene på sociale medier og navnligt Twitter, hvor hun kalder sig ”samfundsdebattør på stiletter”. Hurtigt voksede opmærksomheden omkring den hårdtslående socialrådgiver, som delte for-tællinger fra kommunale jobcentre. 

- Det var ikke noget, jeg havde en bevidst strategi for, men jeg kunne se, at jeg ramte en nerve, og at det var noget, der skabte reaktioner hos både borgere og medier, fortæller Maj Thorsen. 

Opmærksomheden fra Twitter fik hun som resultat af en naturlig fornemmelse for at kommunikere på sociale medier. 

- Jeg anede ikke, at jeg var god til at kommunikere på de sociale medier, men jeg kan se, at jeg har ramt noget. Og jeg ved da også godt, at min tilstedeværelse her er med til at forstærke min stemme i debatten, så derfor bruger jeg også min platform aktivt.  

Det har medført optræden i blandt andet DR2 Debatten, P1 Debat og ved Folkemødet. Det har givet Maj Thorsen en ny og større scene til hendes kamp, men ikke en scene, hun er kommet til sovende. 

- Jeg har haft et mål om at bringe de her forhold frem i lyset, så jeg har ikke takket nej til interviews. Jeg har sagt ja til alt, og det har kostet enormt mange timer i telefon og i transport til udsendelser. Så længe der er nogen, der er interesseret i debatten, har jeg takket ja. 

Maj Thorsen er reflekteret over mediernes metoder og magt. Selvom hun var årsag til, at flere kommuner oprettede whistleblower-ordninger, da hun stod frem med sin historie i Randers, er hun ikke nødvendigvis fortaler for ordningerne. Hun frygter nemlig, at kritisable sager risikerer at drukne i interne processer. Det er gennem medierne, at man for alvor kan få gennemslagskraft. 

- Selvfølgelig bruger jeg medierne, 100 procent. I starten var det mig, der kontaktede medierne, men i dag er det omvendt. Jeg har et rigtig godt samarbejde med dem. Og selvfølgelig ringer medierne til en, der altid siger ja. 

Det betyder dog ikke, at hun er klar til at hænge det beskidte undertøj fra sagerne frem på forsiderne af aviserne. 

- Medierne skal bruges rigtigt. Jeg har ikke nogen interesse i at hænge personer ud eller lække lydoptagelser fra møder. Det er vigtigt for mig, at det foregår på en ordentlig måde. Også når det sker gennem medierne. 

Ben i to lejre

Da Maj Thorsen først begyndte at markere sig i den offentlige debat og give en megafon til sine klienters skæbner, stod hun med en fod i to lejre. 

På den ene side ønskede hun at tale socialrådgiverfaget op og bakke op om sine kollegaer i kommunerne. På den anden side havde hun svært ved ikke at råbe op om de fejlfyldte afgørelser og manglende empati, hun mødte gennem sine klienter i jobcentrene. 

- Jeg var ved at blive revet psykisk midt over. Jeg vil gerne gøre en masse godt for både socialrådgiverne og borgerne, men jeg vidste, at jeg måtte træffe et valg på et tidspunkt, fortæller hun. 

Da hun var nødt til at vælge, tog det ikke lang tid. 

- Det gav også nogle slag i starten, da jeg åbent gik ind i den offentlige debat på borgernes side. Der var en del socialrådgivere, som sagde grimme ord om mig dengang. Det har ændret sig nu, men jeg kan ikke tage deres kamp. 

En retning fra tidlig alder

Hjertet har altid banket for samfundets sårbare skæbner, fortæller Maj Thorsen. Det vidste hun allerede som 11-årig, da hun gav sit telefonnummer til en sårbar dreng, som blev mobbet i skolen og havde fået hældt mælk ned over sin jakke. Maj Thorsen var klar, hvis han havde brug for at snakke med nogen.

Det er et minde, som stadig står klart, og hun kan huske, at drengen ringede senere samme dag. Retningen har derfor været sat fra en tidlig alder af et moralsk kompas, som også var udslagsgivende, da Maj Thorsen valgte at lække detaljer fra familieafdelingen i Randers.  

Maj Thorsen har en mission. 

- Ja, det har jeg: Sårbare og udsatte mennesker skal behandles bedre i vores velfærdssamfund. Så simpelt kan det opsummeres.

Så er det ligegyldigt, om det er det specialiserede område eller beskæftigelse, tilføjer hun.  

Det har derfor heller aldrig været Maj Thorsens mål, at dette interview skulle handle om hende, eller at hun skulle stå i rampelyset. I langt de fleste tilfælde har de sårbare borgere dog hverken energi eller overskud til selv at skulle stå frem i medierne. I stedet er Maj Thorsen deres rambuk mod systemet. 

Jobbet som privat bisidder og socialrådgiver tærer på kræfterne, medgiver hun. Jobbet kræver, at hun går til psykolog for at bearbejde nogle af de sager, hun arbejder med. Det er et job på lånt tid. 

- Jeg kan ikke fortsætte som privat bisidder til evig tid. Det er det simpelthen for hårdt til, siger hun, før hun tilføjer:

- Det er dog helt sikkert, at jeg stadig skal arbejde for sårbare mennesker i en eller anden form. 

Fra anonym whistleblower til debatør på fjernsyn

Med jævne mellemrum besøger Maj Thorsen Aalborg Universitet for at holde oplæg for kommende socialrådgivere. På et af de seneste møder blev hun spurgt, hvorfor hun havde skiftet jobbet i det offentlige ud med selvstændig virksomhed, hvis hun gerne ville gøre en forskel for sårbare borgere? 

- Det var egentlig et godt spørgsmål. Men for mig har det stået klart, at hvis jeg gerne vil løfte disse historier og diskussioner til et højere niveau, kan jeg ikke samtidig være en del af systemet, fortæller Maj Thorsen.

Det er derfor ikke længere blot en mission, der handler om de enkelte personer, som Maj Thorsen møder, men en gruppe af skæbner. 

- Det er jo tydeligt, når en Facebook-gruppe som Jobcentrets ofre kan få mere end 30.000 medlemmer, at det er en situation, der berører enormt mange mennesker, siger hun. 

Ti år efter, at hun begyndte at sætte sit præg på den offentlige debat, er det dog ikke en optimistisk Maj Thorsen, som kan se tilbage på udviklingen i samfundet. 

- Det er jo langt fra blevet bedre, tværtimod. Hvis man bare skal se på, hvordan situationen er for sårbare borgere, vil jeg sige, at min mission er mislykkedes. 

De sidste par måneders debat om danskernes arbejdsmoral understreger påny mantraet om, at alle skal arbejde, og hvis man ikke er i stand til at arbejde, så er det udtryk for vigende moral eller vilje, mener Maj Thorsen. 

- Det er så forfejlet en konklusion. Jo, selvfølgelig kan der være en enkelt eller to, som bare gerne vil slippe for at arbejde, men langt hovedparten af dem, der sidder fast i jobcentrene, vil allerhelst bare gerne have et arbejde, som de kan magte. 

Hun mener dog, at hun og mange andre er lykkedes med at nuancere billedet af menneskene i jobcentrene, så der nu er en forståelse for, at hvem som helst kan ende i en ulykkelig situation og ende i et fleksjob eller som førtidspensionist. 

Grundlæggende ser Maj Thorsen et velfærdssamfund, som langsomt bliver kørt ud på et sidespor, hvilket blandt andet kommer til udtryk gennem en hårdt presset økonomi i kommunerne. 

- Det er ikke kun pres på borgerne i jobcentrene. Systemstress går begge veje. Jeg har mødt ansatte i jobcentrene, der nærmest rystede, da jeg mødte dem, og der er socialrådgivere, som er presset til at træffe forkerte afgørelser. De er også under et enormt pres på grund af de økonomiske prioriteringer, man har på Christiansborg og i kommunerne. 

I opslag på sociale medier fra fx Debatten, hvor Maj Thorsen har deltaget, er der stor opbakning til hende. En person skrev fx: “Jeg er ny--uddannet socialrådgiver, og Maj Thorsen er blevet mit nye forbillede.”

- Jeg er ikke en helt, men jeg bliver da glad, når borgere skriver søde og opmuntrende beskeder til mig. Jeg ved, at jeg med opmærksomheden har fået en særlig form for magtposition til at sætte en dagsorden, så når jeg kommer ud til sårbare borgere, ved jeg, at de ser en stærk person, som kan kæmpe for dem.