Kommunen.dk
MENU

SF-stjerneskud overtager valgtrone fra Løkkegaard

Stemmer fra Københavns valgsteder endte med at skubbe SF-spidskandidat i mål som EU-valgets topscorer. Venstres Morten Løkkegaard må nøjes med andenpladsen.

SF-stjerneskud overtager valgtrone fra Løkkegaard

Stemmer fra Københavns valgsteder endte med at skubbe SF-spidskandidat i mål som EU-valgets topscorer. Venstres Morten Løkkegaard må nøjes med andenpladsen.
Kira Marie Peter-Hansen fra SF (til venstre) fik et mandat i EU-Parlamentet, da hun som 21-årig var studerende. Hun blev topscorer ved søndagens EU-valg med 178.438 personlige stemmer.
Kira Marie Peter-Hansen fra SF (til venstre) fik et mandat i EU-Parlamentet, da hun som 21-årig var studerende. Hun blev topscorer ved søndagens EU-valg med 178.438 personlige stemmer.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
11. jun 2024
RITZAU

Der var spænding helt til det sidste, da de personlige stemmer mandag skulle gøres op efter europaparlamentsvalget.

Venstres spidskandidat Morten Løkkegaard, der ved seneste valg i 2019 blev sejrherre, lå længe i front, men da stemmetallene fra valgkredse i København blev endeligt opgjort, stod stjerneskuddet Kira Marie Peter-Hansen som den samlede vinder.

178.438 satte deres kryds ud for den 26-årige spidskandidat fra SF. Hun slog dermed Morten Løkkegaard med lidt over 4000 stemmer.

Det viser data fra it-virksomheden KMD, som står for den officielle optælling af valgresultatet.

SF overhalede Socialdemokratiet og blev det største parti ved valget. Med en stemmeandel på over 17 procent kan folkesocialisterne nu glæde sig over at have tre mandater i EU.

Det sender spidskandidaten sammen med Rasmus Nordqvist og tidligere udenrigsminister Villy Søvndal i parlamentet.

Sidstnævnte blev forbigået på sin hjemmebane i Kolding. Her hentede både Løkkegaard, Schaldemose og landmanden Asger Christensen, der får Venstres andet mandat, flere personlige stemmer.

På tredjepladsen på popularitetslisten finder man Socialdemokratiets spidskandidat, fynboen Christel Schaldemose. Hun gjorde rent bord på Fyn ved at få flest personlige stemmer i samtlige otte valgkredse. Set over hele landet valgte 142.198 vælgere at stemme på hende.

Schaldemose er dog ikke glad for det samlede valgresultat, som er det dårligste for S i over 100 år.

- Det koster at tage ansvar og sidde i regering, det ser vi overalt i Europa og i Danmark, og jeg tror, at det er et element blandt flere, sagde hun mandag.

Særligt vestjyderne sætter deres lid til Morten Løkkegaard. Den garvede EU-politiker, der i forvejen er medlem af parlamentet, har hevet flest stemmer hjem i 8 ud af 11 kredse i Vestjylland.

Under mandagens fintælling var den tidligere tv-vært også den første til at nå 100.000 personlige stemmer. Det skete omkring klokken 14.40. Godt 20 minutter efter rundede både Kira Marie Peter-Hansen og Christel Schaldemose det samme antal personlige stemmer.

Det endelige antal for Morten Løkkegaard er langt fra hans valgresultat i 2019. Her blev han topscorer med knap 208.000 stemmer.

Set med mere vidtrækkende historiske briller er Kira Marie Peter-Hansens stemmesum langt fra Dansk Folkeparti-formand Morten Messerschmidts danmarksrekord fra 2014. Godt 465.000 vælgere satte dengang kryds ud for hans navn.

På femtepladsen på listen over kandidater med flest personlige stemmer finder man Kristoffer Storm fra Inger Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne.

73.493 har stemt på den relativt ukendte spidskandidat, der siden 2015 har siddet i byrådet i Aalborg Kommune. Nu skal den tidligere DF'er og far til fire de næste fem år sidde i parlamentet, der har til huse i Bruxelles og Strasbourg.

Dansk Folkeparti, som på sin hjemmeside bryster sig af at være det eneste EU-kritiske parti, kan sende Anders Vistisen til Europa-Parlamentet. Det tidligere byrådsmedlem i Randers og regionsrådsmedlem i Region Midtjylland fik personlig opbakning fra 55.082 vælgere.

På top-10-listen finder man også Moderaternes Stine Bosse, Liberal Alliances Henrik Dahl og Sigrid Friis fra De Radikale, der endte henholdsvis som nummer fire, seks og syv. Alle tre spidskandidater rykker alene til EU-Parlamentet for deres partier.

Som det eneste af de i alt 11 opstillingsberettigede partier har Alternativet ikke fået nogen plads i parlamentet. 14.273 vælgere satte deres kryds ved spidskandidat Jan Kristoffersen. Under valgkampen gjorde han sig bemærket med humoristiske valgplakater og videoer på TikTok. Blandt andet under det alternative navn "Jandalf".

De ti største stemmeslugere ved valget

1. Kira Marie Peter-Hansen, Socialistisk Folkeparti (178.438).

2. Morten Løkkegaard, Venstre (174.048).

3. Christel Schaldemose, Socialdemokratiet (142.198).

4. Stine Bosse, Moderaterne (86.888).

5. Kristoffer Storm, Danmarksdemokraterne (73.493).

6. Henrik Dahl, Liberal Alliance (65.502).

7. Sigrid Friis, Radikale Venstre (63.093).

8. Villy Søvndal, Socialistisk Folkeparti (60.510).

9. Anders Vistisen, Dansk Folkeparti (55.082).

10. Asger Christensen, Venstre (47.088).

Kilde: KMD

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR