Kommunen.dk
MENU

Regioner og kommuner slås om ældres sengepladser

Kvaliteten af mange tusinde sygesenge udenfor hospitalerne er for dårlig, mener regionerne og bakkes op af læger og ældreråd og sundhedsøkonom.

Regioner og kommuner slås om ældres sengepladser

Kvaliteten af mange tusinde sygesenge udenfor hospitalerne er for dårlig, mener regionerne og bakkes op af læger og ældreråd og sundhedsøkonom.
Danske Regioner mener, at de 3800 sengepladser i det nære sundhedsvæsen skal sidestilles med hospitalssenge, og kvaliteten skal løftes markant. (Arkivfoto).
Danske Regioner mener, at de 3800 sengepladser i det nære sundhedsvæsen skal sidestilles med hospitalssenge, og kvaliteten skal løftes markant. (Arkivfoto).
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
10. apr 2024
RITZAU

Danske Regioner vil hæve kvaliteten for de mange tusinder af patienter, der hvert år ligger i en sygeseng udenfor et hospital.

Borgere på de midlertidige pladser skal blandt andet have frit valg, faste lægetilsyn og slippe for at betale regninger under opholdet.

Tusindvis af patienter bliver hvert år tildelt en akutplads eller midlertidig plads. Typisk er det ældre udskrevet fra hospitalerne, men som fortsat er for svage til at klare sig i eget hjem eller på plejehjem.

En opgørelse har vist, at der er 3.800 midlertidige pladser svarende til cirka 88 pct. af det samlede antal medicinske senge i dag på hospitalerne.

Dermed er pladserne et omdrejningspunkt i sundhedsvæsenet men administreres vidt forskelligt både i pris og kvalitet.

Det vil Danske Regioner gøre op med.

- Borgerne skal frit kunne vælge en plads nær familien, når der er ledige pladser, siger formand for Danske Regioners udvalg for det nære sundhedsvæsen, Christoffer Buster Reinhardt (K).

I dag har de kun ret til en plads i deres egen hjemkommune. Samtidig er der ofte også økonomiske omkostninger knyttet til opholdet til kost og vask.

Den ulighed vil Danske Regioner også ændre. Ligesom transporten til og fra sengepladser skal være gratis.

Nogle kommuner har i dag tre gange færre pladser i forhold til deres ældreandel sammenlignet med andre.

- Borgerne skal opleve samme høje kvalitet, uanset hvor de får en sengeplads, og det vil regionerne tage ansvaret for, siger Christoffer Buster Reinhardt

Alle sengepladser i det nære skal derfor omfattes af sundhedslovens regler, så pladserne lever op til kvalitetsstandarderne fra Sundhedsstyrelsen.

- Der skal tilknyttes faste læger i modsætning til i dag, hvor kravet kun gælder et fåtal af pladserne, siger han.

Jesper Juul Larsen er cheflæge på Akutafdelingen på Nordsjællands Hospital i Hillerød.

- Vi samarbejder med otte kommuner med stor forskel i forhold til antal af pladser og bemanding. To patienter med samme sygdom og helbred vil i to forskellige kommuner risikere at få vidt forskellig tilbud, siger han.

- For når der ikke er ens krav, så er det i modsætning til i hospitalsvæsenet op til fri fortolkning i den enkelte kommune. Den kommunale sundhed dyster med penge til SFO og bibliotek og vejvæsen.

Trine Toftgaard Lund mener som direktør for Danske Ældreråd, der skal sikre vilkårene for borgere over 60 år ude i kommunerne, at de store nationale forskelle er uholdbare.

- De midlertidige pladser er et politisk hængeparti gennem snart mange år. Det var slet ikke tanken, at serviceloven skulle bruges i sundhedsvæsenet til meget syge patienter, som det er endt med, siger hun.

- Så vi er helt enige med regionerne i, at der er brug for en højere og mere ensartet kvalitet. Herunder også at nogle ting er nødt til at blive defineret efter sundhedsloven, såsom lægedækningen skal være og adgang til medicin.

For sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet er der ingen tvivl om, at der er brug for en opstramning for de mange midlertidige sengepladser.

- Lægedækningen er alt for dårlig. Der er langt mellem sygeplejerskerne og dermed betydelige kvalitetsforskelle mellem kommunerne, og pladserne bruges til vidt forskellige patientgrupper, siger han.

Formand for sundhedsområdet i KL, Sisse Marie Welling (SF), mener, at den største udfordring er, at kommunerne ikke fik opmærksomhed fra hverken Folketinget eller regionerne, da sundhedskronerne skulle prioriteres i kølvandet på de nye supersygehuse.

- I KL ser vi gerne kvalitetsstandarder for pladserne. Kan vi lave en lovgivning, der også giver regionerne et ansvar for det nære sundhedsvæsen, så vil det være dejligt, siger hun.

Sisse Marie Welling mener, at kritikken er misvisende.

- Sundhedssystemerne i hele Europa bøvler med at få de færdigbehandlede borgere hjem hurtigt.

- Grundlæggende har vi hurtigere end i nogen andre europæiske lande løst opgaven med hurtigt at hjemtage patienterne, der før lå på hospitalsgangene, og hvor vi formår at genoptræne patienterne, så de får mindre hjemmehjælp end tidligere, siger hun.

Midlertidige sengepladser i tal

- Det skønnes, at der er omkring 3.800 midlertidige sengepladser og akutpladser udenfor sygehusene.

- Kun omkring fem pct. er akutpladser under Sundhedsloven.

- De resterende cirka 95 pct. hører under serviceloven, der ikke stiller samme krav til kvalitet og lægetilsyn og tillader egenbetaling.

- Hver dag ligger cirka 100 færdigbehandlede patienter på hospitalerne.

- De kan ikke udskrives, fordi der ikke er et relevant tilbud klar i det nære sundhedsvæsen.

* Sidste år var der 37.088 sengedage med færdigbehandlede patienter på hospitalerne.

Kilder: Danske Regioner og konsulentfirmaet Implement.

Det vil Danske Regioner

- Gratis ophold og transport, så sengepladserne i det nære sundhedsvæsen ligestilles med hospitalssenge.

-Frit valg af pladser, så de bliver uafhængige af patientens hjemkommune.

- Fast lægetilsyn på både akutpladser og midlertidige pladser.

- Alle pladser skal følge sundhedsloven og dermed leve op til Sundhedsstyrelsens kvalitetsstandarder.

Kilde: Danske Regioner.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR