Kommunen.dk
MENU

Regeringen begraver lovprist og længe ventet lov

Den skulle repræsentere et paradigmeskifte, have nedbrudt silotænkning og givet bedre behandling af borgerne. Nu dropper regeringen hovedloven.

Regeringen begraver lovprist og længe ventet lov

Den skulle repræsentere et paradigmeskifte, have nedbrudt silotænkning og givet bedre behandling af borgerne. Nu dropper regeringen hovedloven.
Hovedloven bliver nu droppet, fordi den bliver overflødiggjort af kommende reformer.
Hovedloven bliver nu droppet, fordi den bliver overflødiggjort af kommende reformer.
Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Den havde været flere år undervejs. 

Den var lovprist af både KL og forskere. Samtlige partier i Folketinget bakkede op. Og Socialministeren lovede, at udsatte mennesker med loven kunne få mere overskuelig hjælp.

Men nu bliver den længe ventede hovedlov om helhedsorienteret indsats begravet. 

Regeringen har besluttet at droppe loven, der ifølge KL ellers ville give et “paradigmeskifte i dansk lovgivning”. 

Og det er trist, at lovens potentiale nu ikke bliver forløst. De love, regeringen peger på som erstatning, kan have en bagside for både borgerne og kommunerne.

Det mener Magnus Paulsen Hansen, ph.d. og lektor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet, der har fulgt arbejdet med loven. 

- Når man har fulgt arbejdet med loven, synes jeg faktisk, det er trist, at man ikke går videre med den. 

- Det er ikke fordi hovedloven ville løse alle problemer, men den markerede en ret vigtig og anderledes måde at løse problemer for borgerne med komplekse problemstillinger. 

Stort potentiale

I anledningen af, at den brede politiske aftale om hovedloven med hele 11 partier bag, interviewede Kommunen.dk professor hos Vive og forsker i offentlige forvaltning, Ulf Hjelmar. 

- Om fem-ti år tror jeg, vi vil kigge tilbage på loven og disse år som det tidspunkt, hvor der for alvor skete et stort skifte væk fra den gammeldags bureaukratiske tænkning i kommunerne, lød det dengang

Hovedloven blev blandt andet set som en nyskabelse, fordi den ville samle flere love i én hovedlov og gøre det muligt for kommunale sagsbehandlere at give borgere med komplekse problemer én samlet udrening, plan og behandling. 

Hensigten var at nedbryde kommunale siloer. Borgere skulle ikke længere opleve at blive kastebolde i et kommunalt system med forskellig lovgivning, der ikke taler sammen. 

Da man indgik den politiske aftale om hovedloven, lød det fra den daværende socialminister Astrid Krag (S), at “målet er bedre hjælp og en styrket tillid mellem udsatte mennesker og sagsbehandlere.” 

Magnus Paulsen Hansen forklarer, at hovedloven indeholdt mange af de tanker om værdighed, som i dag er blevet drivkraften i en række reformer. Blandt andet værdighedsreformen og reformen for beskæftigelsesindsatsen, som regeringen mener, nu har gjort hovedloven overflødig.

Men hovedloven kunne dog noget helt særligt, som han ikke ser i de nye reformer.

- Vi har lidt glemt, at værdighed handler om oplevelsen af at blive lyttet til og forstået. Og det tror man nu kommer med trylleslag ved at sætte kommunerne fri. 

Magnus Paulsen Hansen forklarer, at forpligtelsen til at give en helhedsorienteret indsats på tværs af kommunens forvaltning repræsenterede et vigtig værn til sikring af værdighed for borgerne. 

- I den nye reform er der nogle floskler uden dybere refleksion om, hvad værdighed vil sige andet end det med at fjerne nogle sanktioner. Det er et okay sted at starte. Men der er også en risiko for at borgerne får lov til at sejle deres egen sø. 

Hovedloven groede i kommunernes egen baghave gennem frihedsforsøg og videreudvikling. Og selvom den på nogen måde gjorde det mere besværligt at være kommune, var man glad for den i KL, forklarer Magnus Paulsen Hansen. 

- De var med på det, fordi de kunne se meningen med den og effekterne af den. Nu får de et alternativ, som godt nok giver mere frihed, men samtidig virkelig strammer den økonomiske skrue. Og borgere får ikke den samme ret til en helhedsorienteret indsats. 

- De kan så håbe på, at kommunerne har ressourcer og vilje til at behandle dem helhedsorienteret, selvom det ikke er en ret. Det bliver interessant at følge. Man kan nok ikke sige så meget andet end det.

I tråd med afbureaukratisering?

I et brev til Socialudvalget har Socialminister Sophie Hæstorp Andersen (S), forklaret, at hovedloven nu lader livet, fordi den simpelthen er overflødig. 

Værdighedsreformen og reformen for beskæftigelsesindsatsen kommer til at stå i stedet. 

“Indholdet og formålet med de to reformer er til dels rettet mod de samme målgrupper, som også var i fokus i de tidligere planer om ny hovedlov om helhedsorienteret indsats. Derfor lægger regeringen op til, at der ikke gennemføres en ny hovedlov om helhedsorienteret indsats.” 

Regeringen mener desuden, at det i tråd med ønsket om afbureaukratisering og afskaffelse af regler at droppe hovedloven, lyder det i brevet.

Særligt det sidste mener Magnus Paulsen Hansen er opsigtsvækkende. 

- Det argument er tæt på hyklerisk, siger han. 

Han forklarer, at hovedloven netop fra start handlede om at forenkle sagsbehandlingen for borgerne. 

- Forenkling er et buzzword, der driver mange reformer. Men forenkling for hvem? Hovedloven ville gøre det meget enklere for borgerne. Det kan godt være nogle ting ville blive mere komplicerede for kommunerne. 

- Men det at have én sag og én sagsbehandler frem for fem er en kæmpe forenkling for borgeren. For dem vil det opleves som afbureaukratisering. Og det skulle jo i sidste ende handle om, hvad borgeren oplever. 

 

Historien kort

- Hovedloven om helhedsorienteret indsats bliver nu droppet efter flere års ventetid.

- Regeringen peger på, at værdighedsreformen og reformen for beskæftigelsesreformen gør hovedloven overflødig. Samtidig ligger det i tråd med afbureaukratisering, at droppe hovedloven, mener regeringen.

- Forsker Magnus Paulsen Hansen, mener, at det er trist, at potentialet i hovedloven ikke bliver foldet ud.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR