Det var dårligt begyndt, inden det sluttede. 

Opgøret med statens puljetyranni skulle halvere antallet af puljer målrettet kommuner og regioner og helt fjerne puljer under ti mio. kr.

Men da Folketinget sidste forår modtog den ti sider lange opfølgning på den politiske aftale fra 2018, stod det klart, at ingen af delene var lykkedes. 

Og da der ikke længere følges op med årlige puljeregnskaber, risikerer ambitionen at lide en stille død.

- Så sejler det jo, siger professor i offentlig forvaltning ved Institut for Statskundskab på SDU Kurt Klaudi Klausen. 

- De er kun er nået halvdelen af vejen, og så vil man stoppe til trods for, at man har en ambition. Det er ikke hensigtsmæssigt, for så stiger det jo bare igen.

Forbigået i tavshed

I 2017 var der 70 ansøgningspuljer på de store velfærdsområder (sundhed, ældre, social, undervisning og beskæftigelse) - halvdelen på under ti mio. kr. I aftalens sidste år, 2022, var antallet af puljer reduceret til 43. Knap en tredjedel var under ti-millioner-mærket.

Dermed er det gået den rigtige vej, men at sige, at man nu har taget et opgør med puljetyranniet, vil ifølge Kurt Klaudi Klausen være en overdrivelse. 

- Man har påbegyndt et opgør, siger han og bemærker, at man kan spørge sig selv, om det så overhovedet kunne betale sig at kaste ressourcer efter at holde øje med det.

Spørger man professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, sender det et uheldigt signal. Når man laver aftaler, skal man holde dem - eller i det mindste korrigere dem, ellers mister man ideen med at lave dem. 

- Det paradoksale er, at man ikke kræver aftalen indfriet, men forbigår det i tavshed, siger han.

- Det destabiliserer fremtidige aftalegrundlag, hvis der opstår en tradition med, at man ikke behøver at overholde aftaler. Når regeringen sender en pressemeddelelse ud om at løse et problem, regner vi som vælgere med, at det bliver løst, medmindre vi hører andet.

Faktisk har man ikke alene har misset målet, men også formålet med aftalen, mener han, for måltallene virker til at være grebet ud af det blå. 

- De har ikke hvilet på, at nogen har vurderet, hvad der var hensigtsmæssigt, og hvad der kunne opnås, siger han.

At man er kommet frem til en halvering og en grænse ved ti mio. kr. pr. ansøgningsrunde virker ifølge ham helt vilkårligt. I stedet burde man have forholdt sig til, hvornår ansøgningspuljer er en god ide, for lige så ringe ideen kan være, når noget ikke egner sig til at blive udmøntet via en ansøgningspulje, lige så god kan ideen være, når noget gør. 

Og det har ikke kun noget med med beløbsstørrelse at gøre, fastslår Per Nikolaj Bukh. 

Spild af ressourcer

Grundlæggende kan man opdele opgaver og projekter i tre grupper: Om det er noget, alle kommuner skal, om alle kan, eller om kun få skal eller kan. Den sondring er lige så vigtig som størrelsen på puljen, for skal alle på forskellig vis løse den samme opgave, er det meningsløst, at de skal forklare, hvordan de gør det. 

- Det er fjollet og spild af ressourcer at søge, sagsbehandle og derefter følge op på, om man har brugt penge efter formålet, siger Per Nikolaj Bukh. 

I de tilfælde havde det været nemmere tildele midlerne over bloktilskuddet eller efter, fx hvor mange ældre eller børn i dagtilbudsalderen en kommune har. I hvert fald når puljen er stor nok til, at det giver mening.

Er der derimod tale om et forsøgsprojekt, som kun skal ligge få steder i landet, kan man typisk godt basere tildelingen på ansøgninger, men der er også andre måder at gøre det på, påpeger Per Nikolaj Bukh. 

Fx kunne folketingspolitikerne selv udpege en række kommuner eller rådføre sig med KL.

- Man skal prøve at undgå, at der er mange, der sidder og bruger spildt arbejde på en ansøgning, siger han. 

Yndet magtmiddel

Når det ikke er lykkedes at stoppe med at lave puljer under ti mio. kr., kan det ifølge Kurt Klaudi Klausen hænge sammen med, at der er en vis magt forbundet med dem.

- I de udvalg, man arbejder i, vil man gerne have mulighed for at udøve magt, selv med små midler, hvor det er åbenbart, at resultaterne ikke står mål med ressourcerne, siger han.

I det hele taget udgør de et yndet styringsinstrument, fordi de åbner for strategisk fokus på afgrænsede områder, hvor man ønsker at sætte et fingeraftryk. 

Blev pengene bare uddelt via bloktilskuddet, var det også kommunalpolitikerne, der fik prioriteringsretten og æren, og den vil folketingspolitikerne gerne have del i.

- Folketingspolitikere har en uhæmmet lyst til at kunne vise, at penge bliver brugt efter deres intentioner. Men det er ofte umuligt, uhensigtsmæssigt eller voldsomt administrationstungt, siger Per Nikolaj Bukh. 

Af aftalen, som alle daværende partier stod bag, fremgår det, at ansøgningspuljer kan være en hensigtsmæssig og nødvendig måde at fordele penge på, fordi de sikrer ligebehandling og skaber konkurrence, så midlerne går til de bedst kvalificerede modtagere.

En sandhed med modifikationer, mener Per Nikolaj Bukh, for i virkeligheden er det ikke nødvendigvis den bedste kandidat, der vinder, men den der har skrevet den bedste ansøgning. 

Og for nogle kan det være svært at finde plads i budgettet til at søge puljer. Gør man det alligevel, er der andre områder, der taber på det, påpeger Kurt Klaudi Klausen, for puljerne suger både opmærksomhed og ressourcer. 

Stjæler fokus

I vurderingen af, om det giver mening at søge en pulje, bør man overveje, hvad man ellers kunne have brugt pengene til, og her spiller beløbsstørrelsen selvfølgelig også ind, påpeger Per Nikolaj Bukh og illustrerer det med et tænkt eksempel:

Hvis man vurderer, at man har 20 pct. chance for at få et beløb på 500.000 kr. og skal bruge 50.000 kr. på at lave ansøgningen, så koster den sandsynlighedsvægtet 250.000 kr. at lave.

Ud fra en betragtning om, at man altid begynder med at gøre det vigtigste, kan man spørge sig selv, hvad man ville bruge 250.000 kr. på, hvis man havde dem. 

- Vil vi bruge en kvart million af servicerammen på at få lov til at lave for en halv million af noget, vi ellers ikke ville have gjort?, siger han. 

Grundlæggende er der er en risiko for, at man kommer til at arbejde sig i en forkert retning, fortæller Kurt Klaudi Klausen, for ansøgningspuljerne tvinger puljemodtagerne til at tænke på en bestemt måde - de er adfærdsregulerende og tager ofte ikke højde for lokale forskelle.

- De er udtryk for en central ‘vi-ved-bedst-tænkning’, hvor det måske havde været mere hensigtsmæssigt at gøre noget helt andet, siger han.

- Det er en mikromanagement-forestilling, som ikke hører hjemme, hvis man har tillid til, at nogen arbejder seriøst med et område.

Ikke sort/hvidt

At regering og Folketing kan have en ambition om central styring er for så vidt legitimt nok, og puljespørgsmålet er ikke sort/hvidt. Brugt rigtigt har de en berettigelse, mener begge professorer. 

- Man kan aldrig afvise at eksperimenter og afgrænsede projekter kan føre til nye erkendelser og bringe ny viden til torvs, som fx kan udnyttes i andre kommuner. I den forstand er puljelogikken ikke dum, siger Kurt Klaudi Klausen.

- Den våde drøm i projektmiddeltænkning er, at man kan gå til, at det bliver almindelig praksis, og at de tildelte midler kan være med til at løfte til nye højder, siger han. 

Desværre er hans indtryk, at mange projekter dør, når projektperioden er ovre. 

- Forhåbentlig er der en spill-over effekt i forhold til den daglige drift, siger han.

- Det må man håbe på.