Kommunen.dk
MENU

Ø-kommuner bød på store dramaer i små byråd

Ø-kommunernes små byråd giver grobund for store udsvingninger. De Radikale går fra nul mandater til at være det største parti på Fanø. Samsø er stadig på vippen.

Ø-kommuner bød på store dramaer i små byråd

Ø-kommunernes små byråd giver grobund for store udsvingninger. De Radikale går fra nul mandater til at være det største parti på Fanø. Samsø er stadig på vippen.
Tilliden er væk mellem S og SF på Samsø, efter Ulla Holm (SF) selv gik efter borgmesterposten. Den siddende borgmester Marcel Meijer (S) ville dog hellere sætte Venstre i spidsen.
Tilliden er væk mellem S og SF på Samsø, efter Ulla Holm (SF) selv gik efter borgmesterposten. Den siddende borgmester Marcel Meijer (S) ville dog hellere sætte Venstre i spidsen.
Foto: Bo Amstrup, Ritzau Scanpix

Fanø bød på drama ved forrige kommunalvalg. Flertallet bølgede frem og tilbage mellem to fløje med Venstre og Konservative på hver side. Kristine Kaas Krog fra Fanø Lokalliste lignede længe Fanøs næste borgmester, men efter at konstitueringsaftalen blev genåbnet, skiftede Sofie Valbjørn side og gav Alternativet sin første borgmesterpost. 

Efter en tumultarisk periode med store personlige uenigheder og opgør havde mere end halvdelen af byrådet meldt ud, at de ikke genopstillede til KV21. Der var derfor lagt op til en næsten helt ny konstellation i byrådet, og De Konservative og Venstre bød sig selv til som nye borgmesterpartier. 

I en af gårsdagens største overraskelser kom De Radikale ud af ingenting og fik 28,9 pct. af stemmerne – mod 0 stemmer til KV17 – og fire ud af 11 mandater i byrådet. Den radikale spidskandidat Frank Jensen fik 378 personlige stemmer, 16,5 pct. af alle stemmer i kommunen, og blev noget overraskende borgmester, i øvrigt De Radikale eneste. 

Den endelige konstituering er endnu ikke faldet på plads, men Frank Jensen går efter at samle hele byrådet og lægge tidligere stridigheder bag sig. 

- Vi er kommet godt fra start. Vi fortsætter snakken de næste dage for at få en bred aftale. De Konservative har bedt om en tænkepause. Om det bliver otte eller 11, må tiden vise, fortæller Frank Jensen til JydskeVestkysten.

Spænding til det sidste

På Morsø har spændingen været begrænset til sammenligning med mange af de andre øer, hvor Venstre fortsat har et absolut flertal. Dermed kunne Hans Ejner Bertelsen (V) som den første udnævne sig til borgmester i aftes.

Mest iøjnefaldende på Morsø var måske, da en pensionist ikke kunne stemme på valgdagen, fordi en anden person allerede havde stemt i hendes navn. Det kunne Nordjyske berette. 

Ifølge direktør for økonomi og stab Bodil B. Kristensen har man aldrig stået i en lignende situation. Man vurderede dog, at det var den rigtige vælger, som var mødt frem på valgdagen. Hun fik derfor lov til at stemme som normalt, mens den tidligere stemmeseddel blev annulleret. 

Omvendt fortsætter det politiske drama på Samsø. Socialdemokratiet og Marcel Meijer gik en enkelt mandat tilbage, som i stedet gik til SF, der nu står med to mandater. Da SF ved KV17 havde peget på netop Marcel Meijer, lå det ikke lige til for med et drama. 

Mit personlige stemmetal er højere end hele SF's her på Samsø, vi har dobbelt så mange mandater, vi slæber det røde flertal hjem, og vi kommer ikke til at give borgmesterposten til SF

Men da SF selv gik efter borgmesterposten sammen med Venstre, ville Marcel Meijer hellere gøre Venstres Søren Weisse til borgmester, end at se SF løbe med posten. Venstre har tre mandater og De Konservative har to. 

- Det kan vi simpelthen ikke være med til. Mit personlige stemmetal er højere end hele SF's her på Samsø, vi har dobbelt så mange mandater, vi slæber det røde flertal hjem, og vi kommer ikke til at give borgmesterposten til SF, slog Marcel Meijer fast over for TV2 Østjylland. 

S og V underskrev en aftale på valgnatten. Men udsigten til at Venstre skulle løbe med posten har fået SF til at nu at bakke Marcel Meijer op. SF har direkte skrevet til Marcel Meijer, at SF er klar til at gøre ham til borgmester, men Ulla Holm (SF) har endnu ikke hørt tilbage og frygter derfor, at løbet er kørt. 

- Han (Marcel Meijer, red.) har jo fået et tilbud af mig om at blive borgmester, men han har ikke reageret. Jeg kan kun tolke det som, at han ikke vil tale med mig, siger Ulla Holm.

Marcel Meijier holder dog fast i, at tilliden mellem S og SF er væk efter forløbet, og han har derfor valgt ikke at tage imod Ulla Holms tilbud. Derfor går posten til Venstre med Marcel Meijer som viceborgmester. 

Kompromis på Bornholm

Valget på Bornholm blev spået til at være en af de politiske battlegrounds, som politisk interesserede skulle holde øje. En tidligere sikker S-bastion blev bombet i stykker, og S blev halveret. Samtidig gik Venstre tilbage fra fem mandater til to, og der var dermed helt åbent på solskinsøen. 

Enhedslisten med Morten Riis i spidsen fik et kanonvalg, hvor de gik fra to til syv mandater. Morten Riis kunne dog ikke skaffe et flertal bag sig, og kampen om borgmesterposten var derfor helt åbent igen. Dansk Folkeparti fik fire mandater, De Konservative tre, Bornholmerlisten to og Kristendemokraterne et enkelt mandat. 

Dermed var der åbnet for en lang række konstitueringer. Det blev ret overraskende debutanten Jacob Trøst (K), som kunne samle fløjene og dermed udråbe sig som borgmester. 

Lokallisterne var tæt på overraskelserne 

På Ærø og Læsø var der ligeledes stor spænding om, hvem der skulle tage borgmesterkæden over hovedet. Her fik flere lokallister flotte valg, som dog ikke endte med at udløse nogen borgmesterposter. 

På Læsø havde borgmester Karsten Nielsen først forladt Dansk Folkeparti til fordel for Venstre for at øge chancerne for at holde fast i posten, men måtte trække sig som spidskandidat efter uheldig indblanding i kommunaldirektørens såkaldte “skursag”. 

Selvom Venstre gik et enkelt mandat tilbage, kunne Karsten Nielsens afløser – og forgænger – Tobias Birch Johansen (V) stå i spidsen for en bred aftale. Tobias Birch Johansen var borgmester i den foregående periode. 

Også på Ærø holdte borgmesterpartiet fast i posten men med et nyt navn, selvom det i en periode så svært ud. Peter Hansen (S), søn af Jens Otto Krag, ender som borgmester, efter den siddende borgmester Ole Wej Petersen besluttede ikke at genopstille. 

I en periode så det dog ikke ud til, at Socialdemokratiet kunne holde fast i posten, da ÆrøPlus fik den største fremgang og tredoblede mandattallet, og det tidligere S-medlem Inga Blom Thomas stod som en mulig borgmesterkandidat. Inge Blom Thomas og lokallisten endte dog uden for indflydelse og uden for konstitueringen, selvom hun har modtaget flest personlige stemmer. 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR