Nyt tilsyn skal bremse voksende omsorgssvigt i plejesektoren
Nyt tilsyn skal bremse voksende omsorgssvigt i plejesektoren

En beboer blev glemt i næsten et døgn kort inden sin død, lød det for nylig i Politiken. Og i en stribe af artikler har Berlingske beskrevet vanrøgt af københavnske ældre, der blev efterladt i egne efterladenskaber, fejl i plejen og “ligegyldighed” blandt ansatte.
Ældreområdet er plaget af sager om omsorgssvigt.
Det er man opmærksom på hos Ældre Sagen, der for nylig har afleveret 196 vidnesbyrd om “massivt omsorgssvigt” i ældreplejen til Folketingets Ældreudvalg.
Organisationen mener ikke, der er tale om enkeltsager, men derimod en ældrepleje presset helt ud over kanten. De håber, at det nye ældretilsyn kan være med til at løfte kvaliteten landet over.
- Vi ser desværre flere og flere af de her sager. Vi får omkring 49.000 opkald om året. Der er en stigning i de meget voldsomme sager. Tidligere var det enkeltsager, nu er der næsten dagligt, alvorlige sager, siger chefkonsulent Rikke Hamfeldt og fortsætter:
- Ældretilsynet skal gerne fange de større systemsvigt, hvor alle alarmklokker ringer.
Ingen sanktioner endnu
Imens sagerne vælter frem, har området fået en ny kontrolenhed. Tre landsdækkende Ældretilsyn skal nu granske området og være borgernes værn mod forråelse og dårlig pleje.
De tre tværkommunale ældretilsyn erstatter det statslige ældretilsyn under Styrelsen for Patientsikkerhed samt det kommunale tilsyn, hvor kommunerne selv har haft lov til at vurdere egne plejehjem.
Ældre Sagen mener, at det er kritisk, at man med sammenlægningen de facto har skåret i antallet af tilsynsbesøg hos borgerne.
- Der har tidligere både været tilsyn fra Styrelsen for Patientsikkerhed og kommunernes egne tilsyn. Dem har man lagt sammen. Hvis man lægger dem sammen, så er der jo skåret på kontakten.
- Der er ingen tvivl om, at det er problematisk at reducere tilsynene, mens der er så store udfordringer i ældreplejen.
Sammenlægningen er dog også positiv. For nu skal kommunerne ikke længere vurdere sin egen kvalitet.
I Ældre Sagen håber man, at tilsynet kan være med til at løfte kvaliteten på landets plejeenheder, samtidig med, at de slår ned med sanktioner, hvor der er alvorlige problemer.
En aktindsigt sendt i starten af oktober til landets tre nye Ældretilsyn viser, at der ikke er uddelt én eneste sanktion siden de blev oprettet 1. juli.
- Det er jo ny funktion og der er blevet sagt, at man ikke skal være bange for, at de kommer og slår kommunerne i hovedet fra starten af. Det er naturligt nok, at man ikke har set dem sanktionere endnu.
Men det er vigtigt, at hammeren også falder. For med en stigning i antallet af sager om alvorligt omsorgssvigt skal beboere og pårørende også have tillid til, at svigt har konsekvenser.
- Det er klart når de ser kritiske ting, at de skal slå ned og handle på det. Man skal som borger kunne have tillid til, at det har konsekvenser, når der er alvorlige problemer.
Er der brug for, at den tillid bliver styrket?
- Det er der. Vi hører selvfølgelig om mange steder, der fungerer godt. Men vi ser også en maksimalt presset ældrepleje. Der mangler plejehjemspladser, vi har en aldrende befolkning, mere og mere behandling foregår i kommunerne, og vi kan se steder med samme normeringer trods tilstedeværelsen af mere komplekse borgere. Det giver udfordringer.
Derfor forventer Ældre Sagen også, at tilsynet slår med hammeren.
- Vi må desværre forvente, at der kommer en stigning, siger Rikke Hamfeldt.
Handling bag ordene
Ældre Sagen havde gerne set, at det eksisterende tilsyn fra Styrelsen for Patientsikkerhed, der blot kom ud til 10 pct af plejeenhederne, var blevet udvidet til alle plejeenheder.
Derfor afventer man spændt, hvad det nye ældretilsyn kan, og om det som ønsket kan blive det effektive værn mod flere omsorgssvigt.
- Vi håber på, at tilsynene kommer rundt og ser en masse gode ting og får bredt viden ud, så vi får hævet kvaliteten i hele landet, siger Rikke Hamfeldt.
- Vi har endnu til gode at se, hvad de nye tilsyn kan.
Ældreområdet er blevet målt til at være et af de vigtigste emner op til det kommende kommunalvalg. Det håber Ældre Sagen forpligter de politikere, der om lidt bliver valgt ind, til at vende udviklingen.
- De skal prioritere ældreområdet. Det handler både om økonomi, men også at få skabt nogle gode vilkår for medarbejderne, så det bliver attraktivt at arbejde der, siger Rikke Hamfeldt.
Det vil de fleste lokalpolitikere nok sige, at de ønsker. Men hvordan når vi dertil?
- Vi kan desværre bare se, at ældreområdet faktisk bliver nedprioriteret. Ældreudgifterne per. borger falder i 92 kommuner i 2024. Det hænger ikke sammen med, at der kommer flere borgere.
Rikke Hamfeldt mener derfor, at det er vigtigt, at politikerne sætter handling bag deres ord. Derudover bør politikerne sikre, at der sker en god implementering af sundhedsrådene. For deri ligger et stort potentiale.
- Det er også helt afgørende at man får sikret et godt samarbejde i de nye sundhedsråd, så der er ting, der kan gøre smartere. Her er ældreplejen fuldstændig afgørende for at forebygge indlæggelser og genindlæggelser på hospitalerne.
Historien kort
- Ældre Sagen har for nyligt udgivet rapport om 196 vidnesbyrd om "massivt omsorgssvigt" De mener de vidner om en presset ældrepleje.
- De nye ældretilsyn har endnu ikke givet nogen sanktioner.
- Ældre Sagen håber, at tilsynene kan hjælpe med at løfte kvaliteten landet over, samtidig med at de også får svunget med tilsynshammeren.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.



























