Formandsskifter i KL er hovedsagelig en rituel affære, hvor Venstre giver stafetten videre til Socialdemokratiet, eller Socialdemokratiet giver stafetten videre til Venstre. Det hele i god stemning, som de seneste to gange er befordret yderligere af, at det er de samme to personer, der bytter titel under ledsagelse af pæne ord om hinanden og forsikringer om fortsat godt samarbejde, især om at skaffe kommunerne så gode vilkår og rammer som muligt i en armlægning med regeringen.

Men der er noget nyt og anderledes denne gang. I jobbeskrivelsen indgår nu til forskel fra tidligere også en bunden opgave med at kalde medlemskommunerne til orden, efter at den ellers højt besungne faseopdelte budgetlægning var i høj sø og tæt på at kæntre under den kommunale budgetproces sidste år.

- Vi sled på hinanden, lød beskrivelsen af forløbet i Jacob Bundsgaards tale på KL’s Kommunalpolitiske Topmøde, hvor den afgående formand erklærede det sin faste overbevisning, at det ville lykkes at redde aftalesystemet i land. Med tilføjelsen: “Om ikke andet bliver det Martin, der skal køre det i mål”.

Oprydning efter en perfekt storm

Netop den opgave vil blive definerende for den i sidste måned for anden gang nyvalgte KL-formand Martin Damm.

En perfekt storm kalder han sidste års budgetproces.

- Det var valgår, og folk var lidt mere løsslupne, og hvad har vi lige aftalt. Og så ligger der godt med likviditet ude i kommunerne. Det er en farlig cocktail, og det viste sig da også at vi skulle mase lidt mere med det, siger Martin Damm til Kommunen.dk.

Det underspillede “mase” dækker over, hvordan en truende overskridelse på mere end en mia. kr. af den samlede ramme blev afværget ved at alle - eller næsten alle - kommuner høvlede 0,4 pct. af deres budgetter, for manges vedkommende længe efter at der var indgået budgetforlig. En hårdhændet selvjustits, som nogle få kommuner afviste at rette sig efter, fordi, som de sagde, de havde overholdt deres udmeldte rammer og fandt det urimeligt at skulle bøde for andres forsømmelser på det punkt. 

Den vanlige proces kortsluttet

Reelt var nødbremsningen med 0,4 pct.’s grønthøsternedskæring en slags kortslutning af den veltjente faseopdelte budgetlægningsproces, hvorefter kommunerne ad flere omgange foretager en gradvis tilpasning af deres budgetter, indtil det hele på landsplan summer op til at passe med det, der er aftalt med regeringen.

Tilpasningen foregår ifølge et gammelt KL-notat “under intensiv dialog borgmestrene imellem”, og formålet med det hele er, “at kommunerne kan bevare friheden til at være forskellige”. Derfor er det et grundvilkår, at “kun den enkelte kommunalbestyrelse kan tage stilling til, hvordan kommunen kan bidrage til at overholde en kollektiv økonomiaftale med regeringen, og hvilke behov der lokalt skal styre den økonomiske politik”.

Alle skal anerkende fællesskabet

- Det hjælper ikke noget, hvis man sidder som borgmester på et livligt flertal, og så kommer hjem til et byråd, der er kørt i en helt anden retning. Det skal bredes ud på minimum økonomiudvalgsniveau, sådan at alle forstår, hvad den her opgave går ud på.

Har det knebet med det indtil nu?

- Jeg tror, at vi bare tog for givet, at alle vidste det. 

- Hele ideen med at vi handler under ét, er jo at nogen kan have lidt større udfordringer, og andre har lidt mindre, og så sikrer vi at rammerne løber derhen, hvor der er mest brug for dem, siger han.

Skal nogen så have vredet armen om på ryggen, eller fungerer det kun, hvis en borgmester selv giver sig?

- Jeg vil sige det sådan, at hvis der er borgmestre, der ikke anerkender fællesskabet til at starte med, så gør deres kommunalbestyrelse det jo slet ikke. Og så er der jo nogle borgmestre, man er nødt til at hjælpe lidt med at stive det af derhjemme. Det er jo ikke, fordi de vil være onde, at de siger, der er en grænse for, hvad man kan, det er også, fordi vi har et fællesskab, svarer Martin Damm.

Der skal være solidaritet

Gennemsigtighed er afgørende. Og solidaritet.

Alle kommuner skal kunne kigge hinanden i kortene. Det sker blandt andet ved, at KL laver en vejledende beregning på hver kommunes andel af økonomiaftalen, som alle andre kommuner også kender, forklarer Martin Damm.

Det er den anden del af det. Der skal være solidaritet mellem kommunerne.

- Der vil jo være forskelle. Vi oplevede sidste gang, at nogle kommuner lavede nogle besparelser, samtidig med at de kunne se, at nogle andre havde lagt ind i økonomien at lave nogle rigtig sjove ting. Hvis jeg skal sidde og save i tingene, for at nogle andre kan leve en eller anden hed drøm ud, så er der jo ikke solidaritet, siger Martin Damm. 

Gensidig tillid - og sanktioner

Derfor skal en gentagelse af sidste års problemer afværges. Alternativet til den faseopdelte budgetlægning er, at kommunerne får mindre indflydelse på egne rammer, og det ønsker ingen. Det er en bunden opgave for enhver KL-formand at have et godt samarbejde med enhver regering.

Det gode samarbejde med en regering hænger vel på, at det I aftaler, også rent faktisk bliver overholdt?

- Det er jo aftalesystemet som sådan, ja, svarer Martin Damm.

Et meget neutralt svar. Foruden den gensidige tillid mellem forhandlingsparterne er der også sanktioner, som regeringen kan komme efter kommunerne med, hvis aftalerne alligevel ikke bliver overholdt. Anlægsområdet er ganske vist en undtagelse uden sanktionsmuligheder, men:

- Jeg plejer at sige, at sådan er det er jo kun, så længe vi holder aftalen, i hvert fald inden for rimelighedens grænse. Hvis vi jokker helt ved siden af, kommer der nok et ekstra lag på budgetloven næste år, siger Martin Damm.