Ny borgmester vil gøre byen i byen grønnere end grøn
Ny borgmester vil gøre byen i byen grønnere end grøn
Frederiksbergs nye borgmester er ung, ambitiøs, uddannet jurist og rundet af Jylland. Men han er også næsten indfødt Frederiksberg-borger, hvis han selv skal sige det. Indtil videre har han haft glæden af byen i byen gennem 12 år, og han ser frem til mange flere.
- Han er et behageligt menneske, social og begavet. Han er rundet af Jylland og er jo ikke en smart københavnerdreng. Og så er han også en stor politisk begavelse, beskriver partifælle Pernille Høxbro ham.
En af landets ældre borgmestre, Jørgen Glenthøj (K), har netop overdraget borgmesterkæden og lagt den konservative kommunes fremtid i hænderne på landets nu næstyngste borgmester, fordi han og gruppen mener, at netop han er kvalificeret.
Det skete på Frederiksberg Rådhus mandag aften med en enig kommunalbestyrelse i ryggen. Og selvom partifarven stadig er den samme, er alderen halveret.
Simon Aggesen er nemlig grøn. Ikke i forhold til sin politiske erfaring, men i forhold til den politiske kurs. Han vil videreføre Frederiksberg som en grøn og bæredygtig by, ikke kun fysisk, men også i måden at indrette sig efter klimaet på.
- Jeg er jo en ny generation. Jeg har en dreng på tre år, og jeg har en på vej. Jeg går rigtig meget op i, at vi har de rigtigt lange briller på og ser på, hvordan vi kan gøre Frederiksberg endnu grønnere og endnu mere bæredygtig. Men det er jo ikke en kontrast til det, der er, for det har vi altid gjort, siger han.
Jeg har en dreng på tre år, og jeg har en på vej. Jeg går rigtig meget op i, at vi har de rigtigt lange briller på og ser på, hvordan vi kan gøre Frederiksberg endnu grønnere og mere bæredygtig.
Hyggelig fredag eftermiddag
Særligt glæder Simon Aggesen sig til at komme i dialog med kommunens 104.000 borgere, som han både vil motionere med og snakke politik med. Gerne samtidig. Ikke kun fordi det vil være praktisk i forhold til at få den politiske karriere og familielivets planlægning til at gå op, også fordi hans opgave er at lytte til, hvad borgerne har på hjerte for at opretholde den høje tilfredshed blandt borgerne.
- Jeg prøver at få dyrket noget motion, og det vil jeg forsøge at få indarbejdet som en del af mit arbejde. Det kunne være at løbe sammen med nogle borgere, der har nogle holdninger, så jeg kan kombinere det at få noget motion med også at møde nogle mennesker og udføre mit arbejde, forklarer han.
Det bliver nemlig travlt i den kommende tid for Simon Aggesen, der skal afvikle en stilling som advokat hos Danske Bank og MobilePay, forvalte og lede Frederiksberg Kommune, mens han skal hilse sin ny søn velkommen til verden til april og pakke familiens hjem ud i en ny lejlighed.
Sidstnævnte har han endnu ikke gjort, for Jørgen Glenthøj tog ham på sengen og spurgte, om de konservative skulle pege på ham som borgmester. Det skete forrige fredag, hvor planen ellers stod på en afslappet og hyggelig eftermiddag. Han fik en sms fra Jørgen Glenthøj, da han selv var nede for at åbne en udstilling i et lokalt kulturhus. Jørgen Glenthøj spurgte, om de lige skulle mødes.
- Jeg troede vi skulle hygge os. Det skulle vi også, men jeg troede, det var uformelt. Så spurgte han mig, om jeg lige kunne komme forbi borgmesterkontoret, forklarer Simon Aggesen.
Der fik han overleveret beskeden om, at Jørgen Glenthøj havde besluttet at trække sig tilbage, og at han ønskede Simon Aggesen som ny borgmester.
- Det var uventet. Jeg plejer at være glad for at tale og har intet problem med at sige en masse, men lige der fik han lukket munden på mig. Det var en overraskelse, det er der slet ingen tvivl om, siger han og forklarer, at det ikke har været en direkte ambition at blive borgmester.
- Men jeg havde gjort op med mig selv, at hvis den dag skulle komme, og jeg blev spurgt, om jeg ville tage over efter Jørgen, så ville jeg sige ja tak, siger han.
Blå bog
- Simon Legarth Aggesen, borgmester i Frederiksberg Kommune for Konservative
- 31 år
- Født og opvokset i Fredericia
- Cand.jur ved Københavns Universitet
- Advokat ved Mobilepay. Tidligere Danske Bank
- Valgt til kommunalbestyrelsen i 2009. Tidligere rådmand og formand for kommunens kultur- og fritidsudvalg
- 1.613 borgere satte sit kryds ved ham ved KV17, hvorfor han fik næstflest personlige stemmer blandt De Konservative på Frederiksberg
- Bliver landets næstyngste borgmester efter Christina Krzyrosiak Hansen (S) i Holbæk
- Gift med Josephine Fie Legarth Aggesen, som også er uddannet jurist. Hun er datter af tidligere borgmester i daværende Vamdrup Kommune, Mike Legarth
- Far til sønnen Carl-Johan. Parret venter endnu en søn til april
Simon er Simon
Han glæder sig mest til at videreføre den socialkonservative linje, som afgående Jørgen Glenthøj (K) har lagt. I sin tiltrædelsestale kaldte han selv borgmesterskiftet for et generationsskifte - ikke et kursskifte. Det gør også partifællerne. Ifølge Pernille Høxbro, der netop har haft 25 års jubilæum i kommunalbestyrelsen, hvor Simon Aggesen indtrådte i 2009, var der brug for fornyelse.
- Simon har den intellektuelle formåen, det politiske beredskab, den politiske erfaring og de menneskelige egenskaber, den kærlighed til Frederiksberg og alder, der gør, at han samlet set er det rigtige valg for os, siger hun.
Hun har oplevet, at Simon som 22-årig jurastuderende kom ind med ungdommens iver i kommunalbestyrelsen, hvor hun allerede sad som ‘gammel advokat’, som hun selv formulerer det.
Blandt andet derfor er 31-årige Simon Aggesen blevet sammenlignet med tidligere borgmester i Frederiksberg Mads Lebech (K). Både i kraft af deres lave alder, men også på grund af deres tidlige indtræden i kommunalbestyrelsen, deres jura-baggrund og politiske engagement.
De er da også begge lave, mørkhårede og borgmestre i en tidlig alder, erkender Simon Aggesen. Men så må det også være der, lighederne stopper.
- Simon Aggesen er Simon Aggesen, og Mads Lebech er Mads Lebech. Han skal træde sine egne sko, ligesom Mads Lebech trådte sine egne sko, lyder det fra Pernille Høxbro.
Ikke en pletfri kommune
Det brede samarbejde, som både konstitueringsaftalen og de seneste budgetforlig afspejler, peger Simon Aggesen og Pernille Høxbro på som en udfordring at opretholde. Fra SF, et parti, der ikke er med i konstitueringen, lyder et lignende ræsonnement.
- Simon og jeg har et fint og professionelt forhold, og jeg er sikker på, at det kan komme Frederiksberg til gavn. Jeg har en oplevelse af, at Simon ønsker at lytte og samarbejde, siger rådmand Balder Mørk Andersen.
- Men det er klart, at de, der sidder på magten, gerne vil have Frederiksberg til at fremstå som en pletfri og velfungerende kommune. Jeg vil tillade mig at pege på, at Simon overtager kommunen i en situation, hvor der er især boligmæssigt store uafsluttede og uafklarede sager, som et borgmesterkæde-skifte ikke vil ændre på. Men det kan jo være, at nye øjne og kræfter vil have nemmere ved at se de udfordringer, vi har på Frederiksberg, siger han.
Selv nævner Simon Aggesen, at Frederiksbergs største udfordring er pladsbegrænsningen i kraft af at være omkranset af København. Derfor skal politikerne tænke bæredygtighed ind i alle tiltag. Der kan for eksempel ikke laves både brede cykelstier og masser af p-pladser, lyder det fra ham.
- Jeg er født og opvokset i Fredericia. Der er masser af ledige arealer, marker osv., man kan bygge ud på. Vi har ikke en masse plads og arealer til at bygge nyt. Det er altid en prioritering af noget, og det er derfor, vi hele tiden går op i bæredygtighed i alle vores beslutninger, fordi vi skal bruge vores plads og ressourcer rigtigt, når vi er så mange mennesker samlet på så lille et areal, siger han.
Simon Aggesen er Simon Aggesen, og Mads Lebech er Mads Lebech. Han skal træde sine egne sko, ligesom Mads Lebech trådte sine egne sko.
Godt udgangspunkt
Ifølge rådmand og formand for socialudvalget Pernille Høxbro overtager Simon Aggesen en kommune med god økonomi og høj service.
- Når man har en høj service, stilles der også store krav, og de krav skal vi kunne opfylde også i tiden fremover som ledere af byen. Det bliver Simons udfordring at leve op til. Det tror jeg, er noget, der vil komme til at kræve meget af ham, siger hun.
Ifølge Simon Aggesen er udgangspunktet rigtig godt: God økonomi og glade og tilfredse borgere i en velfungerende by.
- For mig er det vanvittigt ambitiøst at videreføre byen, som vi kender den, for det kræver jo, at vi hele tiden evner at justere og tilpasse byen, så den er relevant for dem, der bor her. Jeg synes, det er et meget ambitiøst mål, siger han.
Ligesom han modsætter sig, at det skulle være uambitiøst at gøre det samme som hans forgænger, fremhæver han også udfordringerne som det, han glæder sig mest til. Han skal være fuldtidsborgmester og familiefar, og det bliver da travlt, men mest af alt spændende.
Første dag som borgmester, tirsdag, er gået med interne møder på Rådhuset. I dag, onsdag, er han på vej til KL-topmøde i Aalborg, hvor han skal være frem til fredag.
- Det har været fantastisk og surrealistisk. Det er jo en helt ny situation, og jeg går meget ydmygt til opgaverne og lytter til de mennesker, der er omkring mig og mine politiske kolleger, siger han.
- Det, der er så fantastisk ved at få lov til at stå i spidsen for en by, er, at du får adgang til en masse historier og fortællinger fra mennesker, som har noget på hjertet, og hvor du kan være med til at gøre en forskel. Det er jo helt vildt fedt og et fantastisk privilegium.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.