Kommunen.dk
MENU

Lokallister - politik, protest og nye platforme

I enkelte kommuner har lokallister kunnet besætte borgmester-poster, og stadig lokker mulig-heden for uafhængige lister både politiske veteraner, hvis rolle i partierne er udspillet, og aktuelle protestgrupper til.

Lokallister - politik, protest og nye platforme

I enkelte kommuner har lokallister kunnet besætte borgmester-poster, og stadig lokker mulig-heden for uafhængige lister både politiske veteraner, hvis rolle i partierne er udspillet, og aktuelle protestgrupper til.
John Brædder er den eneste siddende borgmester fra en lokalliste. Han er i gang med sin anden periode som borgmester i Guldborgsund Kommune og er igen valgt som Guldborgsundlistens spidskandidat.
Foto: Stine Bidstrup / Polfoto
John Brædder er den eneste siddende borgmester fra en lokalliste. Han er i gang med sin anden periode som borgmester i Guldborgsund Kommune og er igen valgt som Guldborgsundlistens spidskandidat. Foto: Stine Bidstrup / Polfoto

Antallet af kommuner med borgmestre fra lokallister er ved de seneste valg dykket fra fem efter KV05, fire efter KV09 til den enlige siden KV13, nemlig John Brædder fra Guldborgsundlisten, der sidder i sin anden borgmesterperiode og igen er valgt som listens spids i Guldborgsund.

Lokallisterne er som fænomen endnu en kommunalpolitisk spiller, der er værd at tage i betragtning - uanset om de gamle partier har det med at betragte dem som utilregnelige størrelser, man ikke kan lave sikre aftaler med.

I optakten til KV17 optræder lokallisterne både i kraft af uomgængelige nedlæggelser på grund af mangel på politisk engagement, i nye protest-sammenhænge - og så i en række tilfælde, hvor politiske veteraner fra andre partier forsøger at skabe sig en ny platform og til formålet samler 25 stillere bag sig.

Fra Sønderborg melder den tidligere borgmester i årene 2010-2013, Aase Nye-gaard, sig igen på banen som spids for Fælleslisten, der i denne periode besidder to pladser. I Gribskov er en af de andre af landets større lokallister stadig levedygtig, nemlig NytGribskov, der ved KV13 kom ind første gang med fire pladser og hvor Anders Gerner Frost er listens bud på en borgmester.

I Ikast-Brande hedder den store lokalliste også Fælleslisten, der tæller fem mandater - blandt andre tidligere Brande-borgmester Preben Christensen. Denne gang har listen lidt atypisk ingen spids, men vil lade de personlige stemmer afgøre et eventuelt borgmesterbud.

I Stevns har borgmester Mogens Haugaard Nielsen forladt Venstre efter voldsom lokal turbulens, men har planer om at fortsætte sin politiske karriere på en nystiftet borgerliste, hvis navn udløste en strid med to tidligere konservative, Thor Grønbæk og Ole Bech-Jensen, der havde fået registreret et navn, der lignede.

I Billund finder man den politiske veteran Kai Bayer, der tidligere har repræsenteret både S og R og har overstået sit 25-års-jubilæum i byrådsarbejde i dels Grindsted, dels Billund - men nu selv stifter sin egen uafhængige liste med en grøn profil og gerne vil slippe for at forholde sig til landspolitiske temaer.

I Esbjerg er det en tidligere konservativ, Henrik Vallø, som blev vraget som K-spids og nu etablerer en ny liste med en social profil for at kunne fortsætte i byrådsarbejdet. I forvejen har ingen lokallister plads i byrådet. Tilsvarende ser man i Vejle en politisk veteran bag et nyt listenavn, Borgernes Parti, der satser på et fortsat politisk liv: den tidligere socialdemokrat Christa Laursen, der har været løsgænger siden oktober 2014.

Lokalpolitiske temaer som anledning til nye lokalliste-dannelser ser man fortsat eksempler på. I Allerød er en forældrekreds bag en lilleskole med i dannelsen af en ny liste, Vores Allerød. Og i Assens ligger lokal modstand mod skolelukninger bag en borgerliste på vej, mens det samme er tilfældet i Næstved, hvor en formand for et bylav i Holme-Olstrup forsøger sig med en protestliste ved navn NæstvedPartiet imod ny organisering af skolerne. Tilsvarende forsøger en flok borgere i Odense sig med en liste med modstand mod letbanen under navnet Nyt Odense.

I Nyborg er den tidligere DF-formand Jens Hald et af navnene bag en ny lokalliste ved navn Folkepartiet Nyborg, ligesom en tidligere EL-kandidat Per Jensen vil forsøge sig med Borgerlisten Nyborg med borgerrettigheder i sociale sager som et fokus.

I Albertslund skulle en liste med navnet Større Albertslund have en frontfigur ved navn Anders Muhr og som politisk førsteprioritet have at underlægge sig nabokommunerne, men det viste sig at være en aprilsnar fra Lokalavisen.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR