Kommunen.dk
MENU

Kun fem byråd har klaret sig gennem valgperioden uden person- eller partiændringer siden KV17

De fem uforanderlige byråd har deres modstykke i en firebande af byråd med vild overrepræsentation af både udtrædener og partiskifter.

Kun fem byråd har klaret sig gennem valgperioden uden person- eller partiændringer siden KV17

De fem uforanderlige byråd har deres modstykke i en firebande af byråd med vild overrepræsentation af både udtrædener og partiskifter.
Københavns Borgerrepræsentation tager prisen for flest udtrådte: 13 i løbet af valgperioden. Oveni kommer syv partiskift, men her trumfer Tønder med ti.
Københavns Borgerrepræsentation tager prisen for flest udtrådte: 13 i løbet af valgperioden. Oveni kommer syv partiskift, men her trumfer Tønder med ti.
Foto: Nils Meilvang, Ritzau Scanpix

Når de kommende byråd vælges, er kun fem af de eksisterende byråd fra KV17 stadig intakte her fire år efter. Ingen udtrædener og ingen partiskifter. Noget som de resterende 93 byråd og samtlige fem regionsråd ikke kan præstere.

De fem uforanderlige byråd hører hjemme i kommunerne Jammerbugt, Ikast-Brande, Hedensted, Langeland og Favrskov, hvor sidstnævnte dog lige for tiden har en sygevikar inde i stedet for et af byrådsmedlemmerne. Men altså ikke nogen formel udtræden, så Favrskov tæller med blandt de stabile. Det gjorde Viborg også indtil for nylig, da et byrådsmedlem for borgmesterpartiet Venstre skiftede til det tidligere borgmesterparti De Konservative og ødelagde statistikken

Den gennemsnitlige trafik ind og ud af byråd og partier er lidt under to af hver pr. byråd. Altså to der forlader byrådet og erstattes af to andre, og to der skifter parti, enten til et andet eller for at blive løsgænger. Sidstnævnte er ofte en mellemstation på vej til et nyt parti, mest udpræget i sæsonen for opstilling af kandidater.

De to gennemsnit er påfaldende ens, selv på decimalerne. 1,85 udtrædener pr. byråd og 1,84 partiskifter. For regionsrådene er tallene mere forskellige, her er gennemsnittene 2,4 udtrædener og 1,4 partiskifter pr. regionsråd. Påfaldende nok er det de samme regionsråd der trækker op henholdsvis ned i begge gennemsnit. Ingen er gået fri for hverken udtrædener eller partiskifter.

Anderledes blandt byrådene. Her består 22 byråd stadig af de samme mennesker som blev valgt ved KV17, dog ikke nødvendigvis alle i det parti de blev valgt for. 28 byråd har klaret sig gennem valgperioden uden partiskifter, men ikke nødvendigvis med de samme som blev valgt i sin tid.

Fakta: Byråd med størst udskiftning

Udtræden Partiskift
København 13 7
Tønder 1 11
Aarhus 5 7
Holbæk 6 5
Gennemsnit af alle kommuner 1,85 1,84

Vild overrepræsentation

Nogle få kommuner tegner sig for en vild overrepræsentation af både udtrædener og partiskifter. Mest overvældende København, alene at den grund at der er flere at tage af med 55 medlemmer af Borgerrepræsentationen mod en gennemsnitlig byrådsstørrelse på 25.

Men selv størrelsesforholdet taget i betragtning kan København med 13 udtrædener og syv partiskifter hævde sig i den firebande af byråd, hvor trafikken ud og ind og frem og tilbage har været størst. De mange udtrædener må for den dels vedkommende tilskrives det almindelige storbyfænomen, at raten for til- og fraflytning er højere i almindelighed og derfor også bliver det for byrådsmedlemmer. 

De to gennemsnit er påfaldende ens, selv på decimalerne. 1,85 udtrædener pr. byråd og 1,84 partiskifter.

De tre andre med stor omskiftelighed er Tønder, Aarhus og Holbæk, hvor Tønder adskiller sig fra de andre ved kun at have én udtræden og hele 11 partiskifter, flest af alle.

Her lægger opsplitningen af Venstre i to næsten lige store fraktioner en god bund med over halvdelen af partiskifterne, mens et par af de andre er en og samme person, som i begyndelsen af valgperioden forlod Venstre i utilfredshed med ledelsen, for sidste år at vende tilbage da ledelsen havde forladt Venstre i utilfredshed med partiet. Til overflod er den udtrådte person en af dem, der har skiftet parti, og inden afløseren kom ind, havde også han skiftet (og tæller derfor ikke med i de 11).

Tid til at være en ordentlig far

I Aarhus og Holbæk er der større ligevægt mellem udtrædener og partiskifter, henholdsvis fem og syv i Aarhus og seks og fem i Holbæk. I Aarhus er det partiskifterne der dominerer, og at antallet er relativt højt hjælpes på vej af hvad der kunne ligne opbrud i Socialdemokratiet, der alene tegner sig for fire af de syv partiskifter, tre ud og en ind. Med fire individuelle årsager, vel at mærke, hvilket er et særsyn.

I Holbæk er det et sammenfald af tilfældigheder, der driver den overgennemsnitlige omskiftelighed. De mange udtrædener et begrundet i job, fraflytning og sygdom, og så er der en enkelt, der skiller sig lidt ud: Jeppe Jakobsen (DF) der efter at have været både regionsrådsmedlem og folketingsmedlem ville ud af byrådet for at have tid til at “være en ordentlig far”. En begrundelse man ikke ser hver dag.

Regionsrådene har enten tre udtrædener og to partiskifter eller to udtrædener og ét partiskifte. Det skiller ned gennem Storebælt med to/et vestfor og tre/to østfor, men man skal nok ikke lægge for meget i forskellen, der er uden faste mønstre. Eksempelvis er partiskiftet i Regionsråd Syddanmark fra og til samme parti med to års mellemrum.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR