Musikelsker, tidligere hundeejer, glad for naturen, styr på tingene, socialt anlagt, fagligt anerkendt, ægtefælle gennem 60 år.

I et undervisningslokale på specialplejehjemmet Skovvang i Aarhus sammenfatter en snes medarbejdere beboeres livshistorier og tegner et billede af deres personligheder. 

Opdelt i små grupper har de på hver deres A3-planche skitseret et isbjerg. Sammen dykker de nu under overfladen, for at udforske de usynlige årsager bag beboernes nogle gange uforståelige adfærd. 

Dagens tema er ‘personcentreret omsorg’. Formålet er at omsætte viden til trivsel, så hver af de 27 beboere med demens eller Huntingtons sygdom på afdelingen Alpedalen får en så god og meningsfuld hverdag som muligt.

Trives borgerne ikke, påvirker det medarbejderne, og medarbejderne trives, når de lykkes. Derfor er det vigtigt at give dem redskaberne til det, fortæller forstander på Alpedalen Marianne Louise Larsen.

- Hvis vi ikke fylder faglighed på, går det ud over trivslen, fordi medarbejderne bliver frustrerede over det, de ikke lykkes med, siger hun.

Faglighed gør glad

I 2019 undersøgte Vive på hvilke områder, plejecentre vurderer, der er behov for at udvikle forskellige medarbejdergruppers kompetencer. På andenpladsen efter psykiatriske lidelser lå demens. 67 pct. mente, at social- og sundhedshjælpere havde brug for flere kompetencer på området. For social- og sundhedsassistenter gjaldt det 61 pct. og for sygeplejersker 50 pct. 

På Alpedalen tæller medarbejdergruppen både sosu-hjælpere og -assistenter, sygeplejersker, fysioterapeuter, pædagoger, ergoterapeuter og ufaglærte; alle har de en særlig interesse for feltet, fortæller Marianne Louise Larsen. De er ærekære omkring deres fag, fordi det er så sårbart. 

- Det er enormt følelsesmæssigt at se velfungerende mennesker blive ramt i hjernen og gøre ting, de ellers aldrig vil have gjort, og som er uværdigt for dem, siger hun.

- Noget af det fineste for os er at bevare borgernes værdighed, og hvis vi ikke lykkes, skal vi vide hvorfor.

Derfor sætter hun pris på, at hun har fået mulighed for at sende alle sine medarbejdere på kursus.

Èn af dem, fysioterapeut Steffen Christophersen, bliver helt enkelt glad af at arbejde med høj faglighed. Med undervisningsforløbet oplever han, at der bliver sat ord, modeller og struktur på mange af de ting, han og kollegerne i forvejen gør, og det er med til at øge arbejdsglæden.

- Det kan være frustrerende, hvis vi ikke er klædt godt nok på til at hjælpe. Det går ud over trivslen, siger han.

Tilsvarende kan det frustrere, hvis for mange har “meninger og synsninger” om noget, fortæller Marianne Louise Larsen. 

- Det kan give frustration i enhver personalegruppe. Men nu får vi lagt en faglig linje, siger hun, og det har stor betydning i hverdagen, at der er en fælles forståelse for, hvorfor man gør, som man gør.

Fordelen ved fællesundervisning er, at alle faggrupper hører det samme og får de samme kompetencer. Det giver bedre mulighed for at sparre med hinanden og får flere til at tage ansvar, mener sygeplejerske Amalie Rodin Hurley (yderst t.h.). Foto: Stina Fink Elsing

Al adfærd er kommunikation

Nok er demens en sygdom, men selvom man som sundhedsfaglig ifølge sygeplejerske Amalie Rodin Hurley kan have en tendens til at ville gøre folk raske, er fokus for beboerne på Skovvang et andet.

- Her handler det om, at tiden skal være god, ikke om at behandle, siger hun.

Og jo bedre en ide, medarbejderne har om, hvad beboerne prøver at udtrykke med deres adfærd, des større mulighed har de for at imødekomme deres behov.

Når en beboer for eksempel hele tiden beder om noget at spise eller drikke, skyldes det næppe, at vedkommende konstant er sulten eller tørstig. 

Al adfærd er kommunikation, fastslår demensrejseholdets konsulent oppe fra flip-boardet. Derfor skal grupperne sætte sig i beboernes sted og forsøge at analysere sig frem til, hvad de i virkeligheden prøver at sige. 

Øvelsen skal munde ud i en eller flere jeg-sætninger, som hver giver et bud på, hvad der kan stikke under, når en beboer eksempelvis bliver vred og går tæt på medarbejderne, eller en anden sidder i sin lejlighed og råber. 

Det stiller krav til gruppernes analytiske såvel som kreative evner, og det bliver let noget gætværk, bemærker enkelte. Processen er svær, men perspektivskiftet effektivt.

“Jeg ville ønske, at du forstod mig”, “jeg fortæller jer jo, hvad jeg vil,”, “jeg savner selskab”, “jeg føler mig trist”, står der efterfølgende på tavlen.

- Jeg kunne nærmest mærke frustrationen fra den person, der forsøger at blive hørt, siger en medarbejder oven på øvelsen.

Og den frustration er præcis, hvad man ønsker at undgå, fortæller Marianne Louise Larsen, for borgerne er ofte frustrerede nok i forvejen, fordi de mangler mange færdigheder.

Demensgab

Noget af det smukkeste ved undervisningsforløbet, mener hun, er at se, hvordan i forvejen kreative medarbejderne bliver endnu mere kreative i opgaveløsningen, når de kommer i dybden og får en større forståelse af det menneske, der står foran dem. 

Det kræver ressourcer, og at man sætter tid af til det - og det koster, fastslår hun. 

Ikke mindst i dagligdagen hvor alene det at hjælpe beboere med at blive vasket, være rene og pæne i tøjet, spise og tage deres medicin kan være en udfordring.

For er borgeren ikke tryg, er det umuligt at løse selv den enkleste praktiske opgave. Man er nødt til først at få skabt en relation, og det kan godt være, at det tager 10 minutter, fortæller Marianne Louise Larsen. Har man ikke tiden, lykkes opgaven ikke.

Tværtimod risikerer man, at beboeren begynder at kaste med ting eller slå ud efter personalet, fordi vedkommende ikke forstår, hvem de er, og hvad der skal ske. Det kan blive en negativ spiral - og ingen bryder sig om at bruge magt, fortæller flere medarbejdere. 

Selvom man udmærket er klar over, at det skyldes sygdommen, er det ikke rart at blive spyttet på, fortæller én i en pause.

Tid må aldrig blive en undskyldning, siger en anden, velvidende at man på Skovvang er bedre stillet end mange andre steder, fordi normeringen er højere end på et almindeligt plejehjem. 

Mens 75-85 pct. af beboerne på danske plejehjem ifølge Sundhedsstyrelsen vurderes at have demens, er blot ca. 14 pct. (6.088) ud af i alt 43.037 plejeboliger demensboliger. Det regnede arkitekt og postdoc ved Det Kongelige Akademi Louise Dedenroth Høj sig frem til, da hun i 2020 lavede en kortlægning af danske plejehjem.

Da Vive i 2019 undersøgte normeringen på danske plejecentre, fandt man da også en sammenhæng mellem normering og hvor stor en andel af beboerne, der har en demenssygdom. Særligt i dagtimerne er forskellen dog relativt beskeden.

I dagvagter ville der ifølge beregningerne være 2,7 beboere pr. medarbejder, hvis ingen havde demens og 2,5 beboere pr. medarbejder, hvis alle havde demens. I aftenvagter ville normeringen ændre sig fra 7,5 og 5,6 beboere pr. medarbejder og i nattevagter fra 23,9 til 19,7 beboere pr. medarbejder.

Sceneskift forebygger konflikt

På Alpedalen bruger medarbejderne sig selv til at passe på hinanden. ‘Sceneskift’, kalder Marianne Louise Larsen det og illustrerer med et hverdagseksempel. 

Forestil dig, fortæller hun, at to beboere står på gangen og råber ad hinanden, de er ved at komme op og slås. For at forhindre det forsøger hun at tage den ene med væk, men i stedet for at gå med, råber beboeren: “Du skal ikke røre mig!” 

“Nej, det skal hun heller ikke, nu hjælper jeg dig,” bryder en anden medarbejder lynhurtigt ind, hvorefter beboeren glider stille og roligt med videre. På den måde agerer medarbejderne back-ups for hinanden, og konflikten dør, fortæller Marianne Louise Larsen.

- Hvis borgerne reagerer negativt på dig, så skal du jo ikke ind og hjælpe dem, det giver ikke mening, siger hun. 

Nogle gange kan medarbejderne uforvarende udløse voldsomme reaktioner fra beboerne, og hvis de ikke lærer at få øje på, når det sker, risikerer de at blive ved med det.

Det kan både øge antallet af konfrontationer og behovet for antipsykotisk medicin - noget som man helst vil undgå, fordi det placerer borgeren i en osteklokke, hvor verden er afdæmpet og personligheden forsvinder. Det vil være en falliterklæring for personalet, tror Marianne Louise Larsen.

- Alt det, vi arbejder for, er jo at give dem værdighed og glæde. Det kan vi ikke med antipsykotisk medicin. Hvis man når derud, så er det fordi, det er farligt, siger hun - enten for beboeren selv eller for omgivelserne.

I stedet fokuserer hun og medarbejderne på at blive stadigt bedre til at bruge sig selv pædagogisk og skabe en tryg hverdag med de rigtige stimuli og oplevelser for den enkelte.

- Måden, vi er på, er det fineste, vi kan sætte ind med i vores arbejde, siger hun.

Kræver investering

For nylig sendte Sundhedsstyrelsen sine nye anbefalinger for forebyggelse og behandling af demenssymptomer i høring. Anbefalingerne har som forudsætning, at der arbejdes med systematisk årsagsanalyse og personcentreret omsorg, præcis som medarbejderne på Alpedalen træner på kurset. 

Men selvom meget ikke er ukendt stof for en del af dem, kræver det en investering at få principperne indarbejdet i hverdagen.

- Du kan ikke lave indsatserne med få ressourcer, for så kan du ikke arbejde i dybden med det, siger Marianne Louise Larsen. 

Men det ekstra indledende ressourceforbrug skal nok give afkast, når først forståelsen for de nye arbejdstilgange er integreret i dagligdagen, mener hun. 

- Det koster jo at udvikle og få noget, der er godt. Men det er enormt værdifuldt. Og i sidste ende får vi bedre trivsel både for borgerne og personalet med den viden, der bliver fyldt på, siger hun.