Job- og partiskift, fyringer og udnævnelser
Job- og partiskift, fyringer og udnævnelser

Kommuner - sket i byrådene
Løsgænger tilslutter sig Velfærdslisten
RANDERS: Siden 2022 har Henriette Malland siddet som løsgænger i Randers Byråd, efter hun forlod Socialdemokratiet som direkte konsekvens af partiets handicappolitik. Men nu har hun fundet nyt parti. Fremover får hun nemlig hjemme hos Velfærdslisten, hvor hun fordobler antallet af partiets byrådsmedlemmer fra en til to. Skiftet er sket efter lang tids overvejelse, fortæller hun.
Partihop Fra DF til Danmarksdemokraterne
AABENRAA: Lige efter nytår forlod Ida Smed Dansk Folkeparti i Aabenraa Byråd, og godt tre uger efter har hun meldt sig under nye faner, nemlig hos Danmarksdemokraterne. Ida Smed, som ved sidste valg fik 500 personlige stemmer, er egentlig imod, at man tager sit mandat med over i et nyt parti, men har alligevel valgt at gøre det, fordi der er under et år til næste valg.
S smider medlem ud af byrådsgruppen
KERTEMINDE: Den socialdemokratiske byrådsgruppe har ekskluderet Kristian Hald. Det sker efter den seneste tids konflikter, hvor Kristian Hald har opfordret partifællen borgmester Kasper Ejsing Olesen (S) til at gå af som følge af, at han havde fejlinformeret byrådet om en ministermail, hvilket borgmesteren har undskyldt. Kristian Hald fortsætter som løsgænger.
Dødsfald: Tidligere Skovbo-borgmester Ole Hansen (V)
KØGE: Ole Hansen, tidligere borgmester for Venstre gennem 25 år i den daværende Skovbo Kommune, er død i en alder af 90 år. Han var borgmester fra 1982 frem til kommunesammenlægningen med Køge i 2007.
Borgmester efterladt alene i byrådsgruppe
KOLDING: Koldings konservative borgmester Knud Erik Langhoff er nu efterladt alene i sin byrådsgruppe, som ellers talte tre medlemmer efter valget i 2021. Først gik tidligere partifælle Freddy Christensen over til Venstre i forbindelse med budgetkuppet i september, hvor både V, S, SF og DF indgik en budgetaftale bag om borgmesterens ryg. Og nu meddeler også Gitte Grønbæk, at hun skifter fra Konservative til Liberal Alliance.
Folketingsmedlem forlader kommunalbestyrelse
HVIDOVRE: Efter syv år i kommunalbestyrelsen - først for Venstre og siden for Danmarksdemokraterne - udtræder Charlotte Munch af kommunalbestyrelsen i Hvidovre, da hun efter 35 år fraflytter kommunen. I byrådet har hun bestredet flere poster, herunder som formand for børn- og ungeudvalget og for by- og planudvalget. Men Charlotte Munch vinker dog ikke farvel til politik. Hun bliver nemlig siddende i Folketinget, hvor hun i 2022 blev valgt for Danmarksdemokraterne i Københavns Omegns Storkreds. Her fik hun 648 personlige stemmer, svarende til 6 pct. af partiets stemmer i hele storkredsen.
Strindberg-hovedrolle får byrådsmedlem til at sige farvel
HJØRRING: Med udgangen af januar forlader Jørgen Bing (SF) sin plads i byrådet i Hjørring efter knap 20 år. Den primære årsag er, at Bing, som er skuespiller og tidligere teaterchef, har fået hovedrollen i Strindberg-skuespillet Faderen, som skal opføres på Vendsyssel Teater. I forvejen havde 68-årige Jørgen Bing meddelt, at han ikke genopstiller til KV25, og nu kan 1. suppleant Anette Bæk overtage pladsen fra 1. februar.
Dødsfald: Leif Meyer Olsen (V)
GLOSTRUP: Medlem af kommunalbestyrelsen gennem 27 år for Venstre Leif Meyer Olsen er død den 8. januar i en alder af 78 år. Leif Meyer Olsen var i hele sin tid i kommunalbestyrelsen engageret i teknik og miljø som udvalgsmedlem eller -formand, hvor han arbejdede for at forbedre kommunens infrastruktur, byudvikling og miljø. I mange år var han tillige formand for Glostrup Forsyning. Han var ved sin død medlem af miljø-, teknik- og ejendomsudvalget samt af økonomiudvalget. Han modtog i 2019 Ridderkorset for sin indsats. Leif Meyer Olsen var uddannet civiløkonom og arbejdede i en række større eller mindre private firmaer bl.a. som regnskabschef og økonomidirektør. Han efterlader sig hustru, to børn og svigerbørn samt fire børnebørn.
Simsek er blevet konservativ
AARHUS: Byrådsmedlem og tidligere rådmand Bünyamin Simsek, som i mange år har siddet i byrådet for Venstre, skifter til De Konservative. Bünyamin Simsek har siddet i byrådet i siden 2002, men i november blev han smidt ud af byrådsgruppen med den begrundelse, at der ikke længere var tillid til ham. Simsek har blandt andet en fortid som politisk leder for Venstre og har ad flere omgange været rådmand for magistratsafdelingen for både Børn og Unge og Teknik og Miljø.
Endnu et byrådsmedlem skifter til SF
FREDERIKSHAVN: Byrådsmedlem Almina Nikontovic, som lige før jul meldte sig ud af Socialdemokratiet, har nu meldt sig ind hos SF. Dermed er hun det tredje byrådsmedlem på kort tid, som tager turen fra S til SF. Martin Tøttrup Kelkelund og Tina Kruchow har gjort det samme i kølvandet på Birgit S. Hansens (S) afgang som borgmester og den omstridte havnesag. Med skiftet er SF nu vokset fra ét til fire mandater, mens Socialdemokratiet fortsat har absolut flertal, men kun med et enkelt mandat.
Dødsfald: Tidligere borgmester Inge Larsen (S)
HVIDOVRE: Inge Larsen, som var borgmester i Hvidovre i 14 år fra 1979 til 1993 for Socialdemokratiet, er død, 93 år gammel. Inge Larsen var skolesekretær, da hun første gang blev valgt ind i kommunalbestyrelsen i 1970. Da borgmester Sv. Aagesen i 1979 måtte træde tilbage på grund af sygdom, blev hun efter flere afstemninger valgt som borgmester. Dermed blev hun Danmarks blot fjerde kvindelige borgmester.
V-gruppe vokser med eks-NB'er
SLAGELSE: Venstres byrådsgruppe i Slagelse er vokset med et medlem, efter at løsgænger Josh Bjørkman har meldt sig ind i partiet. Han blev ved KV21 valgt for Nye Borgerlige, som han imidlertid forlod i oktober. Bjørkman forklarer, at hans og Venstres værdier stemmer godt overens, og at han i hele perioden "har haft et fremragende samarbejde med borgmesteren og Venstres gruppe". Han har i forvejen været med i alle budgetforlig i perioden og kan stå bag den politiske linje, der er lagt. Han beholder sine pladser i sundhedsudvalget og erhvervs-, beskæftigelses- og uddannelsesudvalget.
Ny borgmester godkendt
HERLEV: Kommunalbestyrelsen i Herlev har accepteret anmodningen fra borgmester Thomas Gyldal Petersen (S) om at udtræde efter 13 år som borgmester. Som ventet afløses han på borgmesterposten frem til 31. december af 39-årige Marco Anders Damgaard, der i forvejen var støttet af en enig S-gruppe og af konstitueringspartnerne i SF og Enhedslisten. Marco Anders Damgaard, der er født og opvokset i kommunen, kommer fra et job som daglig skoleleder på Tingbjerg Skole. Han har siddet i kommunalbestyrelsen siden 2018 og har indtil nu været formand for børne- og uddannelsesudvalg og næstformand i familie- og forebyggelsesudvalget. Ind i kommunalbestyrelsen i stedet for Thomas Gyldal Petersen kommer 1. suppleant Conni Rosendahl Jensen..
Venstre skifter byrådsmedlem
NYBORG: Jacob Nilsson (V) indtrådte fra nytår i byrådet som fast medlem i stedet for Peter Wagner Mollerup, der flytter fra kommunen på grund af et nyt job som forstander. Jacob Nilsson er en erfaren afløser, idet han tidligere har siddet i byrådet i flere perioder, før han røg ud ved KV21. Han har også de seneste måneder været inde som afløser for en sygemeldt kollega.
Radikal spids nedlægger kandidatur for at blive chef
VORDINGBORG: Den radikale spidskandidat Kathrine Olldag nedlægger sit kandidatur for i stedet at blive centerchef for Kultur, Fritid og Udvikling. Kathrine Olldag er også tidligere folketingsmedlem og tidligere næstformand i De Radikale og blev i august valgt som partiets spids til KV25. Den nye centerchef kommer fra en stilling som politisk chef for Brancheforeningen Cirkulær og har på sit CV bl.a. Dansk Industri, Museum Sydøstdanmark, leder af Talentskolen i Næstved samt tre år som medlem af Folketinget. Hun er uddannet cand.mag. i kunsthistorie og visuel kultur og har efterfølgende gennemført en diplomuddannelse i Offentlig Ledelse og en bestyrelsesuddannelse.
Skibsbygger ny i byrådet
KERTEMINDE: Sebastian Nielsen, Socialdemokratiets tidligere gruppeformand i Kerteminde, forlod byrådet ved årsskiftet, fordi han flytter til Odense. Han afløses af John Eriksen, som er uddannet skibsbygger/smed på Lindø og tidligere har siddet i byrådet i både den gamle Munkebo Kommune og i Kerteminde 2009-2013 og 2018-2021.
Konservativ fulgte partifælle ud af partiet
VARDE: Byrådsmedlem Heidi Bundgaard meldte sig før jul ud af De Konservative og er nu løsgænger. Det skyldes, at hun ikke bryder sig om den behandling, hendes tidligere partifælle Kitty Gamkinn fik. Gamkinn blev i november smidt ud af den konservative byrådsgruppe, fordi hun var kritisk over for partifællen Steen Holm Iversens rolle i den såkaldte vederlagssag, hvor han fik vederlag for at vikariere som borgmester i stedet for viceborgmester Søren Laulund (S).
Kommuner - forvaltning
Henter ny direktør i Odense
KERTEMINDE: Dan Bonde Nielsen bliver fra 1. marts nyt medlem af direktionen i Kerteminde Kommune som direktør med ansvar for teknik, klima og byudvikling samt social, arbejdsmarked og borgerservice. Han kommer fra en stilling som stabschef i Borgmesterforvaltningen i Odense. Hans opgaver i Kerteminde vil spænde bredt fra samarbejdsaftalen vedrørende Odense Havns udviklingsønsker på Lindø i Munkebo til udviklingsprojekter omkring Kertemindes havnekvarter. Opgaver med klima, grøn omstilling, bæredygtighed og erhvervsudvikling og ledighed vil også være på Dan Bonde Nielsens bord. Han er uddannet cand. scient.pol. og har en ph.d. i offentlig ledelse.
Stevns skal finde ny direktør
STEVNS: Efter fem år forlader Ralf Klitgaard Jensen posten som direktør for børn, læring, sundhed og ældre efter gensidig aftale. På LinkedIn skriver Ralf Klitgaard Jensen selv, at han vil se tilbage på "fem fantastiske år i Stevns Kommune".
Ny chef for dagtilbud
MIDDELFART: Jacob Svarre Winther er fra 1. februar ny chef for Middelfart Kommunes dagtilbud. Han kommer med seks års erfaring fra samme stilling i Aabenraa og en pædagoguddannelse og en diplomuddannelse i ledelse bag sig. Jacob Svarre Winther afløser Annette Friis Halmø, som er skiftet til en tilsvarende stilling i Svendborg Kommune.
"Fejlcastet": Økonomichef er fratrådt
BRØNDERSLEV: Anders Fokdal, som i juni 2023 blev ansat som økonomichef, er fratrådt igen efter gensidig aftale. Der var tale om et fejlcast, siger direktør Jens Davidsen til Nordjyske. Anders Fokdal har tidligere været direktør for By- og Landskabsforvaltningen i Aalborg, hvor han blev hjemsendt og senere fratrådte i forbindelse med sagen om ulovlige udbygningsaftaler.
Ny dagtilbudschef kommer fra Middelfart
SØNDERBORG: 1. februar tiltræder Michelle Malmborg Wind som dagtilbudschef i Sønderborg. Hun kommer fra en stilling som leder for PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) i Middelfart. Hun har tidligere været teamleder for PPR skole/ungeteam i Ikast-Brande og har også arbejdet som psykolog i både PPR småbørn og PPR ungeteam og har haft lignende stillinger i Odense Kommune. Hun har en kandidat i psykologi og er autoriseret psykolog og i gang med at tage en master i offentlig ledelse.
Jammerbugt henter ny kommunaldirektør i Thisted
JAMMERBUGT: Den ny kommunaldirektør i Jammerbugt Kommune pr. 1. februar bliver 47-årige Tue von Påhlman, der kommer fra en stilling som direktør for Social, Sundhed og Kultur i Thisted Kommune. Tue von Påhlman har samlet set mere end 10 års kommunal direktør- og cheferfaring, ikke mindst inden for social- og sundhedsområdet. De seneste fem år har han passet direktørjobbet i Thisted Kommune, og inden da var han Sundheds- og Ældrechef i Mariagerfjord Kommune og sekretariatschef for Ældre og Sundhed i Aalborg Kommune. Tue von Påhlman er uddannet cand.scient.adm fra Aalborg Universitet og har en supplerende lederuddannelse.
Solrød Forsyning får ny ledelse
SOLRØD: Forsyningschef Hans Odder er fratrådt efter 16 år i Solrød Forsyning. I den forbindelse justerer forsyningsselskabet ledelsesstrukturen og har budt velkommen til både en ny forsynings- og driftschef. Hasmik Margaryan er tiltrådt som ny forsyningschef, og Linda Tvede-Lieberkind er tiltrådt som driftschef for vandværket. Hasmik Margaryan har senest bestredet posten som anlægschef i Høje-Taastrup Fjernvarme, og Linda Tvede Lieberkind har senest arbejdet for Klar Forsyning i Køge.
Ny arbejdsmarkedschef på plads
VARDE: 1. februar tiltræder Kim Bank Olesen som arbejdsmarkedschef. Han kommer fra et job som centerchef i Job og Virksomhedsservice hos Kolding Kommune med mere end 15 års erfaring som leder på beskæftigelsesområdet. Kim Bank Olesen afløser Rikke Rødekilde, der begyndte i et nyt job hos Dansk Socialrådgiverforening i november.
Teknisk direktør fra Køge til Viborg
VIBORG / KØGE: Stig Isaksen er fra 1. februar ny direktør for Teknik & Miljø i Viborg. Han kommer fra en tilsvarende stilling i Køge. Tidligere har han også været direktør for Kultur, Miljø & Erhverv i Aabenraa Kommune. Stig Isaksen er opvokset i Kolding og uddannet jurist fra Københavns Universitet. Stig Isaksen afløser Hans Jørn Laursen, der efter otte år på posten har valgt at prioritere sit arbejdsliv på en ny måde, så han får mere tid til familie og andre interesser.
Henter by- og kulturdirektør i København
HØJE-TAASTRUP: Rasmus Vanggaard Knudsen tiltræder 1. februar som ny by- og kulturdirektør i Høje-Taastrup. Han er 45 år, cand.scient.pol. og kommer fra en stilling i Københavns Kommune, hvor han de seneste knap fem år har været direktør i Københavns Ejendomme. Her har han haft overordnet ansvar for kommunens ca. 3.500 bygninger. Tidligere har Rasmus Vanggaard Knudsen blandt andet været afdelingschef i Børne- og Undervisningsministeriets departement. Han afløser Jørgen Lerhard, der er gået på pension efter 18 år i kommunen.
Ny direktør på plads
HOLBÆK: 1. februar bliver Allan Ruders ny direktør i Holbæk Kommune. Han kommer fra en stilling som direktør for Socialområdet samt Dagtilbud og Skoler i Guldborgsund Kommune, hvor han i fire år også har været direktør for Ældre- og Omsorgsområdet. Inden da var han social- og arbejdsmarkedschef i Lolland Kommune og før det chef for Myndighedsområdet på det specialiserede voksenområde og ældreområde i Ringsted Kommune. I Holbæk Kommune får han ansvar for områderne Børn og Familier, Handicap og Psykiatri, Arbejdsmarked, Uddannelse og Borgerservice og Socialtilsyn Øst.
Længstsiddende direktør stopper
VEJLE: 1. maj er det slut med ansvaret for Børn og Unge i Vejle Kommune for direktør Claus Svold, der er den længstsiddende direktør i landet på børn- og ungeområdet. Han fylder 65 i år og synes, det er tid til at prioritere anderledes.
Fængselsmuseum skal have ny direktør
HORSENS: Museet Fængslet i Horsens skal have ny direktør. Den nuværende, Astrid Søes Poulsen, har sagt op til fordel for et job som kommunikations- og publikumchef på kunstmuseet Aros i Aarhus fra 1. februar. Astrid Søes Poulsen har været direktør på museet i otte år.
Regioner
Regionsrådsmedlem trækker sig
MIDTJYLLAND: Ditte Fredensborg (S) trækker sig fra sin plads i regionsrådet i Region Midtjylland og afløses af tidligere borgmester i Odder Kommune Elvin J. Hansen (S). Da Ditte Fredensborg havde sygeorlov fra regionsrådet tidligere i år, var det også Elvin J. Hansen, som var suppleant.
Horsens Regionshospital får ny lægefaglig direktør
MIDTJYLLAND: Kim Houlind tiltræder som lægefaglig direktør på Horsens Regionshospital 1. februar. Han kommer fra en stilling som institutleder for Institut for Regional Sundhedsforskning på Syddansk Universitet. Inden da var han cheflæge og professor på Karkirurgisk afdeling på Kolding Sygehus. Han er uddannet læge og ph.d. fra Aarhus Universitet og har både speciallægeuddannelse i hjerte-lungekirurgi og i karkirurgi. Derudover har han blandt andet været formand for Dansk Karkirurgisk Selskab og hovedkursusleder for det karkirurgiske speciale.
Ny lægefaglig vicedirektør
SJÆLLAND: Ny lægefaglig vicedirektør i Psykiatrien i Region Sjælland bliver pr. 1. marts Jens Drachmann Bukh, der afløser Søren Rask Bredkjær, der går på pension. Jens D. Bukh kommer fra stillingen som cheflæge på Psykiatrisk Center Ballerup, ligesom han er klinisk lektor i psykiatri på Københavns Universitet.
HR-chef er ny hospitalsdirektør
MIDTJYLLAND: Lasse Plougstrup Hansen tiltrådte 1. januar som hospitalsdirektør på Regionshospitalet Gødstrup, hvor han hidtil har været HR-chef. Som ny hospitalsdirektør bliver han også en del af Region Midtjyllands koncernledelse. Stillingen som hospitalsdirektør på Regionshospitalet Gødstrup blev ledig, da daværende hospitalsdirektør Henning Voss rykkede til en stilling som hospitalsdirektør på Regionshospitalet Horsens.
AUH afskediger sygeplejefaglig direktør
MIDTJYLLAND: Sygeplejefaglig direktør Susanne Lauth er fratrådt sin stilling på AUH, efter at der er indgået en gensidig fratrædelsesaftale. I en pressemeddelelse skriver Region Midt, at direktionen finder det nødvendigt med en anden profil i hospitalsledelsen på Aarhus Universitetshospital i forhold til nye kommende opgaver.
Konservativ bliver liberal
SJÆLLAND: Helle Laursen skifter politisk kurs fra De Konservative til Liberal Alliance. For Liberal Alliance ønsker hun at fortsætte som regionsrådsmedlem i Region Sjælland - og så vil hun gerne ind i kommunalbestyrelsen i Kalundborg.
Organisationer
Danske Vandværker får ny direktør
Brancheorganisationen for forbrugerejede vandværker, Danske Vandværker, får pr. 17. februar ny direktør i skikkelse af Lise Lotte Toft, der kommer fra en stilling som klima- og uddannelseschef i Center for Regionaludvikling i Region Hovedstaden. Den tidligere direktør Susan Münster fratrådte sin stilling ved udgangen af oktober efter seks år på posten. Lise Lotte Toft er uddannet jurist og har en karriere bag sig fra både Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og flere forskellige ministerier.
Ny direktør i Arbejdstilsynet
Marianne Sørensen er fra 20. januar ny direktør i Arbejdstilsynet. Hun kommer fra en stilling som afdelingschef for Økonomi og Koncern i Beskæftigelsesministeriets departement og har erfaring med implementering og drift både fra Beskæftigelsesministeriet og tidligere stillinger. Marianne Sørensen er 46 år og uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet. Før hun blev afdelingschef i Beskæftigelsesministeriet i 2021, var hun blandt andet direktør i Københavns Kommune og vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen. Hun afløser Sine Frederiksen, der er tiltrådt stillingen som departementschef i Beskæftigelsesministeriet.
Folketinget
Tidligere sundhedsminister Ester Larsen er død
Tidligere sundhedsminister Ester Larsen er gået bort i en alder af 88 år. Hun var minister for Venstre fra 1989 til 1993 og kæmpede for det frie sygehusvalg. Det lykkedes hende til sidst at få gennemført i 1992. Ester Larsen blev i 1974 valgt ind i kommunalbestyrelsen i Kerteminde, hvor hun sad i 15 år. En stor del af årene sad hun også i Fyns Amtsråd, før hun i slutningen af 1980'erne - uden at være medlem af Folketinget - blev hentet ind som sundhedsminister i Poul Schlüters to sidste regeringer. Efter sin tid som minister fortsatte Ester Larsen som medlem af Folketinget fra 1994 til 2005. Siden har hun bl.a. været aktiv i en række organisationer og næstformand i Etisk Råd.
Borgernes Parti godkendt til FV
Lars Boje Mathiesen har fået den endelige godkendelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet til sit nye Borgernes Parti. Partiet vil dermed være at finde på stemmesedlen til det næste folketingsvalg. Lars Boje Mathiesen annoncerede sine planer om et nyt parti i april 2024. I december opnåede han de krævede 20.195 vælgererklæringer, der skal til, for at et parti kan blive opstillingsberettiget til Folketinget.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.



























