En ny valgperiode er skudt i gang for de ny- og genvalgte byrådsmedlemmer i landets kommuner. Der venter mange vigtige opgaver, for der skal skabes endnu bedre skoler og daginstitutioner for vores børn, flere nære sundhedstilbud til vores ældre, og udvikles levende lokalsamfund for alle borgere.

Ingen af disse opgaver er nemme, og jeg tror heller ikke, at udfordringerne kan løses af kommunerne alene. På vegne af de 6.700 idrætsforeninger, som DGI repræsenterer, vil jeg gerne sige tydeligt, at DGI og foreningerne står klar til at tage handsken op, og vi vil gerne spille bold med jer i kommunerne.

For der er stor appetit på mere samarbejde, når vi spørger foreningerne i DGI: 80 procent af idrætsforeningerne har allerede et samarbejde med deres kommune, og blandt de foreninger er der 62 procent, der ønsker endnu tættere samspil med kommunen.

Det kan være om at styrke trivslen blandt børn og unge ved at skabe mere bevægelse i skoletiden med hjælp fra frivillige i den lokale idrætsforening. Eller det kan være ved at lægge undervisningen udenfor vante rammer, som flere skoler gør med tilbud om valgfag i udskolingen, hvor både tidspunkt og lokation for undervisningen flyttes.

På den måde kan man for eksempel få en hjælpertræneruddannelse på skoleskemaet tirsdag aften i den lokale hal, og det tror jeg har et enormt potentiale for børn og unges trivsel og lyst til at være i skole.

Der er også et enormt potentiale for mere samarbejde på sundheds- og ældreområdet, hvor en voksende seniorgruppe bør mødes med bedre muligheder for bevægelse og fællesskab. Det kan vi lykkes med ved bl.a. at bygge en stærkere bro imellem sundhedscentre og idrætsforeninger, så seniorer tilbydes motion med ligesindede, og at dette hvis nødvendigt understøttes økonomisk. Og vi kan også få flere seniorer med i aktive fællesskaber, hvis vi samarbejder tættere om at udnytte alle de lokaler, som er tæt på seniorernes hverdag, for eksempel i kvartershuse eller i lokale aktivitetscentre.

Kan vi nedbryde siloerne og bruge stenene til at bygge nye broer imellem kommuner og idrætsforeninger, så tror jeg på, at vi kan få flere seniorer med. Og så kan vi høste de gevinster, som forskningen så tydeligt dokumenterer i forhold til at mindske risikoen for livsstilssygdomme, nedbringe antallet af indlæggelser og, vigtigst af alt, øge livskvaliteten.

Foreningerne har viljen – men har brug for en hånd i ryggen

En forudsætning for, at vi kan lykkes med opgaverne i foreningerne, er naturligvis også, at der er gode og stabile rammevilkår for hverdagen. Det handler bl.a. om, at der sikres tilstrækkelige folkeoplysningsmidler til foreningerne. Vi ser med bekymring, at folkeoplysningsmidlerne er under pres i flere kommuner, bl.a. som følge af befolkningstilvækst. Ifølge de seneste opgørelser er tilskuddet pr. medlem under 25 år således faldet med 12 procent i landsgennemsnit fra 2014 til 2024, når der korrigeres for inflation.

Det handler naturligvis også om at sikre, at der er tilstrækkelige og tilfredsstillende faciliteter til at dyrke idræt. En undersøgelse, DGI har foretaget viser, at 26 procent af idrætsforeningerne i dag har ventelister og derfor må afvise potentielle nye medlemmer. I 70 procent af tilfældene angiver foreningerne, at mangel på ledige tider eller adgang til faciliteter er årsag til ventelisterne. Der er brug for, at vi i fællesskab nedbringer den udfordring.

Så økonomi er bestemt en faktor, og her ved jeg godt, at kultur- og fritidsområdet desværre sjældent ligger øverst på prioriteringslisten, når de forskellige politiske udvalg i kommunerne forhandler.

Mit budskab er, at en investering i foreningslivet også er en investering i de mange centrale velfærdsområder, som I i kommunerne skal forholde jer til i de kommende fire år. Det håber jeg, I husker på, særligt når budgetter skal lægges – for så skabes rammerne for et foreningsliv, som kan være en aktiv medspiller på tværs af kommunens ansvarsområder.