Idrætsforeninger trækker den unge generation tilbage efter coronapause
Idrætsforeninger trækker den unge generation tilbage efter coronapause
Dansk idræt frygtede under coronapandemien at tabe en hel generation af børn og unge på gulvet.
Men de seneste to års stigende medlemstal maner utvetydigt den frygt i jorden.
Faktisk er flere end nogensinde før medlem af en idrætsforening.
Samlet set er 2,4 millioner aktive i en forening efter en samlet tilgang i 2023 på lidt over 85.000 medlemmer rundt omkring i landet, viser en opgørelse fra Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI.
Lagt sammen med en tilgang på 110.000 medlemmer i 2022 er foreningerne ikke bare på højde med tiden før corona. Foreningerne har nu også et historisk højt medlemstal.
- Corona var virkelig hård ved mange sektorer og mange forskellige fællesskaber i Danmark - også idrætten. Vi mistede 90.000 medlemmer under corona. Vi kom på niveau i 2022, og vi er forbi det nu, siger DIF-formand Hans Natorp.
Flere teenagere
Der er i 2023 fremgang i alle aldersgrupper, og børn i alderen 7 til 12 år samt især teenagere fra 13 til 18 år melder sig lystigt ind i foreningerne.
De unge aldersgrupper har idrætsforeningerne traditionelt godt fat i, når man kigger historisk på det. Det vil DIF gerne blive ved med at have, da det danner grobunden for fremtiden.
- De gode vaner bliver grundlagt, mens vi er børn. Det er der, vi lærer, hvordan man begår sig i de gode fællesskaber. Det er der, vi lærer, hvordan vi får sunde vaner - også i forhold til mental og fysisk trivsel, forklarer Hans Natorp.
Samlet set er næsten en million danskere fra 0 til 18 år medlem af en forening. De tal er man lettet over i dansk idræt, da man havde frygtet det modsatte.
- En stor bekymring under corona var, om vi simpelthen tabte en generation på gulvet. For os voksne var to års corona en parentes, vi helst vil undvære at opleve igen. Men for børn fra 7 til 12 år var det en stor del af deres liv, der pludselig var helt anderledes. Og der er nogle børn, som i den periode simpelthen ikke oplevede, hvor fedt det er at være en del af en idrætsforening.
- Derfor er det dejligt at se, at vi på trods af corona og demografiske forhold vækster i den gruppe, siger DIF-formand Hans Natorp.
Vi søger fællesskabet
For et år siden lød forklaringen, at folk var kommet ud af coronadvalen. Og det er stadig en del af forklaringen. Men ikke den hele, mener DGI-formand Charlotte Bach Thomassen.
- Det korte svar er fællesskabet, siger hun, inden hun giver en lidt længere forklaring:
Idrætsforeningerne er super dygtige til at udvikle sig hele tiden i tæt dialog med deres medlemmer omkring stærke aktiviteter, som er attraktive for danskere i alle aldre at være en del af.
Især for de unge er det godt at være en del af en forening, mener hun.
- Vi kan jo læse i alverdens undersøgelser, at der er en udfordring med stigende mistrivsel blandt unge. Og vi ved, at det at være en aktiv del af fællesskabet er med til at styrke trivslen, så det er godt for den enkelte.
- Men det er også godt for foreningerne, fordi unge er jo nutiden, og unge er også fremtiden i forhold til at lægge deres engagement i de idrætsforeninger, der er overalt lokalt, siger hun.
De fem største idrætter i 2023
De sidste to år har givet en samlet vækst på næsten 200.000 medlemmer. Her er de fem største idrætter i 2023 (udvikling fra 2022 i parentes):
- 1. Fodbold: 383.941 (+13.997).
- 2. Gymnastik: 302.869 (+19.972).
- 3. Svømning: 255.745 (+5213).
- 4. Fitness: 207.070 (+26.815).
- 5. Golf: 167.408 (-2146).
Kilder: DIF og DGI.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.