Kommunen.dk
MENU

I Viborg kæmper hvert femte byrådsmedlem for en plads i Folketinget

Byrådsmedlemmerne ønsker blandt andet at forbedre samarbejdet mellem Christiansborg og kommunerne - et reelt behov i kommunerne, siger ekspert.

I Viborg kæmper hvert femte byrådsmedlem for en plads i Folketinget

Byrådsmedlemmerne ønsker blandt andet at forbedre samarbejdet mellem Christiansborg og kommunerne - et reelt behov i kommunerne, siger ekspert.
Frederik Houmann Thuesen (V), et af fem medlemmer af byrådet i Viborg, som stiller op til valget tirsdag, håber, at han med en plads i Folketinget også kan være med til at forbedre samarbejdet mellem Christiansborg og kommunerne. 
Frederik Houmann Thuesen (V), et af fem medlemmer af byrådet i Viborg, som stiller op til valget tirsdag, håber, at han med en plads i Folketinget også kan være med til at forbedre samarbejdet mellem Christiansborg og kommunerne. 
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Det vrimler ikke just med ministre og partiledere blandt kandidaterne til Folketinget i Viborgkredsen.

Alligevel er der for mange Viborgensere velkendte ansigter i lygtepælene under folketingsvalgkampen.

Selvom kommunalvalget kun ligger fire måneder tilbage, lufter hver femte byrådsmedlem i Viborg Kommune nemlig igen deres valgplakater.  

Det gør Viborg til den kommune med tredjeflest kommunalpolitikere opstillet til folketingsvalget, kun overgået af København og Frederiksberg Kommuner. 

I København er det 11 og Frederiksberg otte kommunalpolitikere, som stiller op til Folketinget. 

I Viborg er det seks medlemmer af byrådet, som er at finde på stemmesedlen. Der er tale om Lise Bertelsen (K) som er eneste nuværende folketingsmedlem, Michael Grove (K), Simon Højer (K), Aksel Rosager Johansen (EL), Lone Langballe (DF) og Frederik Houmann Thuesen (V).  

Hvis alle tre konservative byrådsmedlemmer lykkes med at få et mandat, vil næsten halvdelen af partiets byrådsgruppe få travlt med at pendle mellem Viborg Rådhus og Christiansborg. 

Fælles for de to af kandidaterne, som Kommunen.dk har talt med, svarer begge, at de ønsker at fortsætte i byrådet, hvis de bliver valgt til Folketinget. 

Deres forklaring på hvorfor så mange byrådsmedlemmer fra Viborg ønsker at komme i Folketinget, er dog forskellige. 

- Det kan sagtens være en tilfældighed, siger Simon Højer fra De Konservative grinende over telefonen. 

 - Jeg tror det er fordi vi er nogle gode lokale kandidater, der mener det er vigtigt at vi kan bygge bro mellem byrådsarbejdet i Viborg Kommune og lovgivningsarbejdet på Christiansborg, siger Frederik Houmann Thuesen (V).

Han har siddet i byrådet siden KV21 og er i dag gruppeformand for Venstres byrådsgruppe i Viborg.

Simon Højer kunne i januar sætte sig ved bordet i byrådet for anden gang, efter han blev valgt ind ved KV25. Han har tidligere siddet i byrådet fra 2018 til 2021 og nu forsøger han også at få en stol i Folketingssalen - dog lidt ved et tilfælde. 

 - Jeg er et politisk menneske, og jeg kan godt lide at have indflydelse. Struerkredsen, hvor jeg er formelt opstillet, rakte ud til mig efter kommunalvalget og sagde, at de manglede en folketingskandidat. Om jeg kunne have interesse i det. Det sagde jeg ja til, da jeg altid har drømt om at sidde i Folketinget, siger Simon Højer.

Vil være en stemme for kommunerne

Når Frederik Houmann Thuesen (V) stiller op til Folketinget, er det ikke kun fordi det er en politisk drøm.  

Han håber, at han med en plads i Folketinget også kan være med til at forbedre samarbejdet mellem Christiansborg og kommunerne. 

- Jeg mener, det er vigtigt, at vi kan bygge bro mellem det lokale arbejde som byrådsmedlem og det arbejde, man laver på Christiansborg. En stor del af det lokalpolitiske arbejde handler netop om at implementere national lovgivning, siger han og fortsætter:

- Jeg håber, at jeg kan være en stærk stemme, der kender de kommunale udfordringer og ønsker, i og med at jeg også sidder i byrådet i Viborg Kommune. Derfor tror jeg også på, at jeg kan være med til at sikre, at der bliver truffet gode beslutninger, når Folketinget laver lovgivning, der skal realiseres i kommunerne.

Byrådsmedlemmer ved FV26

  • 229 byrådsmedlemmer på tværs af landets kommuner stiller op til Folketinget. Det viser en optælling af DK Nyt.
  • De Konservative er med 34 politikere det parti med flest byrådsmedlemmer, der er opstillet til Folketinget. DF har med 32 kandidater næstflest opstillede, og Venstre tager tredjepladsen med 29 opstillede byrådsmedlemmer.
  • Ud af de 229 opstillede byrådsmedlemmer er 135 mænd og 94 kandidater kvinder, baseret på en gennemgang af deres navne.
 Et helt reelt behov

Det er ikke noget nyt, at byrådspolitikere stiller op til Folketinget med et ønske om at forbedre samarbejdet mellem Christiansborg og kommunerne.  

Det siger Roger Buch, forskningslektor og centerleder ved Danmarks Medie og Journalisthøjskole. 

Men i en tid med mange politiske reformer, og hvor langt de fleste kommuner er udfordret på økonomien - blandt andet på grund af stigende udgifter på socialområdet - er behovet for byrådsmedlemmer i Folketinget reelt. 

- Motivationen hos de byrådspolitikere, som stiller op til Folketinget, er den samme som altid, men de har helt ret i, at der er et behov for det, siger Roger Buch og fortsætter: 

- Uden at gå dybere ned i det, har vi set mange eksempler gennem tiden på, at Christiansborg ikke altid har været lige skarp med ny lovgivning, som skal implementeres i kommunerne. 

Viborg-politikerne Frederik Houmann Thuesen og Simon Højer står dog også foran en helt anden udfordring, som ikke handler om at være diplomatisk talerør mellem Christiansborg og kommunerne, siger Roger Buch. 

- Den store udfordring er, om byrådspolitikerne kan holde til det. Det er fast arbejde, og måske også mere til, at være folketingsmedlem. Vi ved fra adskillige undersøgelser, at det i det lange løb kan være svært også at få tid til byrådsarbejdet. 

Roger Buch henviser til, at der gennem tiden har været flere historier om politikere, som ikke er mødt op til særligt mange byråds- og udvalgsmøder, efter de kom i Folketinget.  

- Men der er selvfølgelig også eksempler på politikere, som lykkes med at få kabalen til at gå op og finder tid til både folketingsarbejdet og opgaverne i byrådet, siger Roger Buch. 

Du kan se, hvilke byrådsmedlemmer der stiller op til Folketinget i Danmarkskortet nedenunder.

 

Historien kort

  • Hvert femte byrådsmedlem i Viborg stiller op til Folketinget kort efter KV, hvilket placerer kommunen blandt de mest repræsenterede i landet.

  • Kandidaterne vil styrke båndet mellem kommuner og Christiansborg, men forskere peger på tidskonflikter og risiko for svækket lokalt engagement.

  • Udviklingen afspejler et stigende behov for lokal indsigt i national lovgivning, særligt i en tid med pres på kommunal økonomi og reformtempo.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR