Håb, frygt og sandsynligheder for FV19-kandidaterne i Syddanmark
Håb, frygt og sandsynligheder for FV19-kandidaterne i Syddanmark
Hvem bliver valgt ved FV19? kommunen.dk giver i en mini-serie et overblik over kandidaternes chancer, især de nuværende folketingsmedlemmer men også mulige nye.
Overblikket er fordelt over fem artikler, en for hver region. I dag Syddanmark, der i folketingssammenhæng består af Sydjyllands og Fyns storkredse.
Socialdemokratiet
Nuværende folketingsmedlemmer: I Sydjyllands Storkreds Benny Engelbrecht, Jesper Petersen og Christian Rabjerg Madsen. Bjarne Corydon har for længst forladt Folketinget og genopstiller ikke, og det gør heller ikke Karen J. Klint. Bjarne Corydon er i Folketinget erstattet af Troels Ravn, som genopstiller. I Fyns Storkreds Dan Jørgensen, Jan Johansen, Trine Bramsen, Erik Christensen og Julie Skovsby.
Andre navne man skal være opmærksom på er Anders Kronborg, der har overtaget Bjarne Corydons Esbjerg Bykreds, den tidligere DSU-formand Alexander Grandt Petersen, der har overtaget den ved FV15 vragede Carsten Hansens Odense Sydkreds, og redaktøren for det socialdemokratiske parti-medie piopio.dk, Jens Jonatan Steen, der har fået den usikre Fredericiakreds.
Blandt de øvrige kandidater er byrådsmedlemmerne Birgitte Vind, Vejle, Kim Printz Ringbæk, Tønder, og Kim Aas, Faaborg-Midtfyn.
De Radikale
Nuværende folketingsmedlem: Lotte Rod i Sydjyllands Storkreds.
Derudover skal man holde øje med de to tidligere folketingsmedlemmer Camilla Hersom og især Rasmus Helveg Petersen, der begge er opstillet i Fyns Storkreds. Blandt de øvrige kandidater er byrådsmedlemmerne Daisy Nykjær-Andersen, Billund, og Søren Hillers, Faaborg-Midtfyn.
De Konservative
Nuværende folketingsmedlem: Mai Mercado i Fyns Storkreds. Anders Johansson der har vikarieret for hende i ministertiden, er siden flyttet til Københavns Storkreds. I Sydjyllands Storkreds er Niels Flemming Hansen bedste bud på at erobre et mandat, og blandt de øvrige kandidater er byrådsmedlemmerne Anette Abildgaard Larsen, Tønder, og Kristian Guldfeldt, Odense.
Nye Borgerlige
Partistifter Pernille Vermund stiller op i Sydjyllands Storkreds.
SF
Nuværende folketingsmedlem: Karsten Hønge i Fyns Storkreds. Han står i princippet til genvalg, eller gjorde det i hvert fald indtil han først blev valgt ved EP19 og umiddelbart efter frasagde sig mandatet. Kritikken for vælgerbedrag kan ikke undgå at koste stemmer, muligvis nok til at bringe hans genvalg i fare. I givet fald går mandatet sandsynligvis til Line Mørk, der har en fortid som byrådsmedlem i Odense.
Blandt øvrige kandidater er i Sydjyllands Storkreds byrådsmedlemmerne Karina Lorentzen Dehnhardt, Kolding, og Mathilde Ziefeldt, Tønder, og i Fyns Storkreds byrådsmedlem Anders Funch Engelstad, Nordfyn. Karina Lorentzen Dehnhardt har en fortid som folketingsmedlem siden FV07, men kiksede med genvalg ved FV15. Hun står godt til et comeback.
Et andet navn der måske kan blive interessant, er tidligere SFU-formand Nanna Bonde i Sydjyllands Storkreds.
Liberal Alliance
Nuværende folketingsmedlemmer: I Sydjyllands Storkreds Henrik Dahl. Mette Bock genopstiller ikke og er efter nederlaget ved EP19 på vej helt ud af politik, og i Fyns Storkreds genopstiller Merete Riisager heller ikke. I stedet er Carsten Bach flyttet hertil fra Østjyllands Storkreds.
I Sydjyllands Storkreds har Henrik Dahl konkurrence fra byrådsmedlem Steen Holm Iversen, Varde, der erobrede sit partis spidskandidatur i storkredsen for næsen af den kandidat der i forvejen var folketingsmedlem.
Blandt de øvrige kandidater er byrådsmedlemmerne Martin Boye, Vejen, og Claus Hansen, Tønder.
Kristendemokraterne
Regionsrådsmedlem Marianne Karlsmose fra Midtjylland er opstillet i Sydjyllands Storkreds.
Dansk Folkeparti
Nuværende folketingsmedlemmer: I Sydjyllands Storkreds Kristian Thulesen Dahl, Jan Rytkjær Callesen, Karina Adsbøl, Marie Krarup og Susanne Eilersen. Peter Kofod genopstiller ikke men skifter til Europa-Parlamentet. I Fyns Storkreds Jens Henrik Thulesen Dahl, Alex Ahrendtsen og Pernille Bendixen, her genopstiller Dorthe Ullemose ikke men nøjes med fortsat at være byrådsmedlem i Svendborg.
I Sydjyllands Storkreds må Susanne Eilersen formentlig indstille sig på at nøjes med posten som byrådsmedlem i Fredericia, og det må også Ida Smed i Aabenraa, der har overtaget Peter Kofods ledige Aabenraakreds.
Af de øvrige nævnte folketingsmedlemmer er også Jan Rytkjær Callesen, Jens Henrik Thulesen Dahl og Pernille Bendixen byrådsmedlemmer ved siden af folketingsmedlemskabet, og blandt øvrige kandidater er i Sydjyllands Storkreds byrådsmedlemmerne Susanne Dyreborg, Esbjerg, Kenneth Fredslund Petersen, Vejle, Julie Gottschalk, Varde, og Jan Voss Hansen, Tønder, og i Fyns Storkreds byrådsmedlemmerne Carsten Kudsk, Nyborg, René Dyrberg Jørgensen, Faaborg-Midtfyn, samt Lars Kolling og Betina Signe Stick, begge Assens.
Venstre
Nuværende folketingsmedlemmer: I Sydjyllands Storkreds Ellen Trane Nørby, Eva Kjer Hansen, Hans Christian Schmidt og Anni Matthiesen. Carl Holst genopstiller ikke. I Fyns Storkreds Erling Bonnesen, Lars Christian Lilleholt og Jane Heitmann.
Derudover bør man holde øje med Ulla Tørnæs, der har både folketings-, minister- og europaparlamentserfaring i bagagen og som er opstillet i Esbjerg Bykredsen, og med landboforeningsformand Claus Christensen der er opstillet i den sædvanligvis V-stærke Vardekreds.
Blandt de øvrige kandidater er i Sydjyllands Storkreds byrådsmedlemmerne Philip Tietje, Aabenraa, Tobias Jørgensen, Kolding, og Christoffer Aagaard Melson, Vejle, og i Fyns Storkreds regionsrådsmedlem Bo Libergren foruden byrådsmedlemmerne Mark Grossmann og Marlene Ambo-Rasmussen, begge Odense, samt Ole Pedersen, Faaborg-Midtfyn.
Enhedslisten
Nuværende folketingsmedlemmer: Henning Hyllested i Sydjyllands Storkreds. Fra Fyns Storkreds er både Pernille Skipper og Rune Lund flyttet til Københavns Storkreds. Ny spidskandidat i Fyns Storkreds er Victoria Risbjerg Velásquez med byrådsmedlem Jesper Kiel, Svendborg, som nummer to på partilisten med god chance for også at blive valgt.
Blandt de øvrige kandidater er desuden byrådsmedlemmerne Sara Nørris, Esbjerg, Benny Dal, Kolding, og Reza Javi, Odense.
Alternativet
Nuværende folketingsmedlem: Roger Matthisen i Fyns Storkreds, genopstiller ikke. Ny spidskandidat er Stine Bardeleben Helles, og blandt de øvrige kandidater er byrådsmedlem Karl Magnus Bidstrup, Svendborg.
For partierne Klaus Riskær Pedersen og Stram Kurs er vurderingerne for usikre til at sætte personnavne på.
Artiklen er den tredje i en mini-serie om FV19-kandidaternes valgchancer region for region. Serien fortsætter på mandag med et overblik for Sjælland.
Læs eller genlæs de første artikler om FV19-kandidaterne i Nordjylland og i Midtjylland.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.