Hæstorp tog sin hævn, trådte i karakter - og blev minister
Hæstorp tog sin hævn, trådte i karakter - og blev minister

Posten som overborgmester i København er et socialdemokratisk patent, men nogen badeferie er det ikke at blive partiets udvalgte til landets mest prestigefyldte borgmesterjob.
Det kan Sophie Hæstorp Andersen, som fylder 50 år i morgen 26. september, om nogen bevidne. Kåret som partiets spidskandidat før KV21 stillede hun op med solid bagage som regionsrådsformand i hovedstaden og som folketingsmedlem, knap tre år senere er hun færdig i kommunalpolitik, men til gengæld forfremmet til social- og boligminister i regeringen.
Landspolitikken er ikke fremmed for hende. Med en enkelt pause på to år sad hun i Folketinget som blandt andet sundhedsordfører igennem 13 år frem til 2014, hvor hun trådte ud for at blive regionsrådsformand i Region Hovedstaden. En post, hun bestred i syv år, indtil borgmestertjansen på Københavns Rådhus åbnede sig som mulighed.
Men her løb hun ind i en vælgerlussing af format, da storbysocialdemokrater vendte tommelen ned i landets største byer.
Enhedslisten overtog positionen som største parti, men lod Sophie Hæstorp få overborgmesterposten - for så at ydmyge hende ved budgetforhandlingerne året efter, hvor forliget blev indgået uden om socialdemokraterne.
Det lignede begyndelsen til enden, men Sophie Hæstorp Andersen fik sin hævn året efter, og den gav genlyd: Med et toårigt budgetforlig, indgået med de borgerlige, som Enhedslisten brugte til at holde Socialdemokratiet ude et år tidligere, satte hun effektivt EL på plads og uden for forligskredsen, samtidig med at hun personligt fik manifesteret sig som politisk håndværker og forhandler af format.
Dermed satte hun en midlertidig stopper for voksende rygter om, at hun ville få svært ved at bevare sit borgmesterkandidatur ved KV25, og i april blev hun genvalgt som spidskandidat af sit parti uden modkandidat.
Men partitoppen ville det anderledes, og i en overraskende ministerrokade i sidste måned byttede Mette Frederiksen Sophie Hæstorp med Pernille Rosenkrantz-Theil som henholdsvis minister og overborgmesterkandidat ved KV25. Sidstnævnte er netop officielt valgt til kandidaturet, mens Sophie Hæstorp finder sig til rette som minister. Forfremmelse eller degradering? Det må tiden vise.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.



























