Kommunen.dk
MENU

Habilitets-ballade, parti-exit og hjernerystelse

Ugens navne - kort og godt.

Habilitets-ballade, parti-exit og hjernerystelse

Ugens navne - kort og godt.
Energiselskabet Ewii har med omgående virkning skilt sig af med sin adm. direktør Knud Steen Larsen, efter habilitets- og sponsorsager. Foto: Carsten Andreasen, Polfoto.
Energiselskabet Ewii har med omgående virkning skilt sig af med sin adm. direktør Knud Steen Larsen, efter habilitets- og sponsorsager. Foto: Carsten Andreasen, Polfoto.

Middelfart

Ewii-direktør fratrådt omgående efter habilitets- og sponsorsager

Energiselskabet Ewii har med omgående virkning skilt sig af med sin adm. direktør Knud Steen Larsen, oplyser koncernens bestyrelsesformand, Middelfart-borgmester Steen Dahlstrøm (S). Det sker 'efter gensidig overenskomst' i forlængelse af et bestyrelsesmøde tirsdag, hvor både habilitet og sponsorater var på dagsordenen.

Bestyrelsen modtog på mødet “en grundig juridisk ekstern redegørelse vedrørende de faktuelle og juridiske forhold” i en sag, hvor direktøren er blevet kritiseret for at indtage en dobbeltrolle som medindehaver af to investeringsselskaber, der forvalter formuer for blandt andre en direktør for en af Ewiis største leverandører og en af selskabets vigtigste kunder.

Knud Steen Larsen har tidligere afvist, at der skulle være habilitetsproblemer, og dagens juridiske redegørelse til Ewiis bestyrelse konkluderer da også “at der ikke er handlet i strid med nogen regler fra Knud Steen Larsens side”. Dette gælder også habilitetsregler, tilføjes det udtrykkeligt.

Bestyrelsen tog den juridiske redegørelse til efterretning, og også en redegørelse “vedrørende de i pressen omtalte netværksrejser” blev taget til efterretning, oplyser bestyrelsen, som hermed betragter disse sager som endeligt afsluttet.

Knud Steen Larsens fratrædelse er allerede sket. Økonomidirektør Jens Christian Sørensen er konstitueret som midlertidig administrerende direktør. :

 

Ishøj

Henter ny direktør fra KL

Ishøj Kommune har ansat kontorchef Marie Louise Madsen fra KL som ny direktør for teknik, miljø, it og borgerservice. Hun tiltræder 1. august.

Marie Louise Madsen er cand.scient.soc. fra Københavns Universitet i 2005 og er derudover ved at afslutte en master i Public Governance.  I KL har hun været kontorchef for teknik og miljø med 34 medarbejdere, i Ishøj Kommune bliver hun chef for 230.

Et enigt ansættelsesudvalg har valgt hende blandt 59 ansøgere. Borgmester Ole Bjørstorp (S) lægger blandt andet vægt på hendes kontakter til andre kommuner og kendskab til aktuelle sager, opgaver og udfordringer kommunen står overfor.

Hun afløser Inge Sørensen, der har været konstitueret teknik- og miljødirektør siden november 2016.

 

Fredensborg

Enhedslisten er ude

En konflikt i Enhedslisten får nu byrådsmedlemmet Henriette Brandt Pedersen til at melde sig ud af sit parti, oplyser hun ifølge sn.dk. Hun fortsætter som løsgænger resten af byrådsperioden.

Dermed oplever Fredensborg Byråd sit femte partiskifte i valgperioden - tre af dem dog foretaget af samme person, idet et skifte fra Venstre til Liberal Alliancen gik over perioder som først løsgænger og dernæst repræsentant for den lokale liste Frie Liberale. Men mens LA har tredoblet sin repræsentation, har Enhedslisten nu mistet sin, idet Henriette Brandt Pedersen sad på partiets eneste mandat.

Hun vil dog ifølge eget udsagn forsat arbejde og kæmpe for partiets mærkesager og 'ønsker alt godt for Enhedslisten i den kommende valgkamp. Hun siger også at hun vil savne 'mange af' partifællerne, men åbenbart ikke dem alle.

 

Randers

Ny kultur- og fritidschef

Randers Kommune har fundet ny kultur- og fritidschef i egne rækker. Det er forhenværende leder for Rehabiliteringsenheden, Claus Engstrup, der skal arbejde for gode og varierede tilbud til borgerne, oplyser kommunen.

Claus Engstrup har været leder af Rehabiliteringsenheden i Randers Sundhedscenter siden kommunalreformen i 2007. Han er tidligere aktivitets- og områdeleder og har desuden en lederuddannelse fra hæren. I juni 2017 afslutter Claus Engstrup en masteruddannelse i offentlig ledelse.

Claus Engstrup tiltræder stillingen d. 1. august 2017. Han overtager ansvaret efter Anders Høgstrup, der gik på pension marts 2017.

 

Fanø

Borgmester uden hjelm fik hjernerystelse og 15 sting

En ellers fredelig cykeltur fik en kedelig udgang for Fanøs borgmester Erik Nørreby (V), da han søndag stødte sammen med en anden cyklist, skriver JydskeVestkysten.

Borgmesteren havde ikke cykelhjelm på og pådrog sig en hjernerystelse. Han måtte sys med 15 sting. Samtidig kom han så slemt til skade med den ene hånd, at han tirsdag måtte opereres på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, hvor han blev indlagt til observartion.

Borgmesteren er sygemeldt de næste fire uger, oplyser viceborgmester Marius Nielsen (V), som i perioden vil vikariere for ham.

 

Varde

Økonomichef stopper

Efter 26 år som økonomichef – først i Blaabjerg og nu i Varde Kommune - har Egon Boutrup efter eget ønske valgt at drosle ned, oplyser kommunen. Hans erfaring går dog ikke tabt, men kommer i stedet Jobcenter Varde til gode.

Egon Boutrup tiltræder nemlig i et nyt job med start 1. januar 2018. Her bliver hans opgave at medvirke til at understøtte driften og samtidig bidrage til at udvikle tværgående samarbejde internt kommunen og med eksterne samarbejdspartnere.

Egon Boutrup har været ansat i Blaabjerg og Varde Kommune i 33 år.

 

Lemvig

Kommunikationschef bliver ny turistchef

Kommunikationschef Kristian Hansen skifter efter tre år som kommunikationschef til at blive turistchef i Lemvig Kommune. Stillingen bliver en stabsfunktion til kommunaldirektøren med budget- og personaleansvar for Turistkontorets medarbejdere.

Kristian Hansen er cand.scient.pol. med en tillægsuddannelse i journalistik, og det er hans resultater på komunikationsområdet, der har skaffet ham det nye job. Borgmester Erik Flyvholm (V) siger om den kommende turistchef, at han 'er sikker på, at han på samme måde vil kunne løfte turistområdet til nye højder', og også Turistforeningens formand Per Skaaning kalder ham 'en solid kapacitet'.

Kristian Hansen tiltræder som turistchef 1. august.

 

Sjælland

Skal have ny udviklingsdirektør

Efter mere end fire år som udviklingsdirektør i Region Sjælland har Tue David Bak takket ja til nye udfordringer i Israel.

Her vil han fra 1. september tiltræde som chef for Innovation Centre Denmark – Tel Aviv. Det oplyser regionen. Tidligere har han været chef i virksomheden BSR og rådgiver i både Udenrigsministeriet og Erhvervs- og Vækstministeriet.

Fra medio august 2017 til der er ansat en ny udviklingsdirektør, konstitueres Udviklingschef Maj-Britt Jensen i stillingen.

 

Landdistrikternes Fællesråd

Nye titler til nøglepersoner

Landdistrikternes Fællesråd har udnævnt sekretariatschef Allan Andersen til adm. direktør og pressechef Noa Jankovic til politisk chef. Ændringerne træder i kraft med det samme.

Med den nye titel skal Allan Andersen fortsat stå for den daglige ledelse af Landdistrikternes Fællesråds sekretariat, men også interesseorganisations strategiudvikling. Landdistrikternes Fællesråd har oplevet en markant udvikling i løbet af det seneste års tid med øget aktivitetsniveau, medlemsfremgang og en mere end fordoblet sekretariatsbemanding.

Noa Jankovic får som politisk chef dagligt ansvar for at koordinere politisk interessevaretagelse, myndighedsbetjening og national sparring til ministerier, styrelser og andre relevante offentlige institutioner. Han fortsætter derudover med ansvaret for organisationens pressearbejde som  funktionsleder for presse- og politisk afdeling.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR