En håndfuld barnevogne står parkeret i entréen. På dørene hænger navneskilte, farverige og pyntede, som gør de anonyme døre en smule mere hjemlige. Bag dem ligger små lejligheder med tekøkkener, bad og toilet. 

Lejligheder, der huser mødre og børn, som er blevet revet ud af deres dagligdag fra den ene dag til den anden. 

Et lille barn løber grinende frem og tilbage på husets lange gang. Men bag grinene gemmer sig en trist historie.

Hvert år ankommer omkring 100 børn sammen med deres mor til Aarhus Krisecenter i den ydre del af byen for at søge tilflugt fra vold i hjemmet. 

Nogle gange har børnene været udsat for vold, andre gange har de overværet den – men konsekvenserne kan være lige så alvorlige, som hvis slagene havde ramt dem direkte, viser forskning. 

Opholdet på krisecentrene er trygge for børnene, men i modsætning til deres mor, stopper hjælpen, når de skal tilbage til hverdagen, og det udgør et problem, mener forstander på Aarhus Krisecenter, Camilla Schriver: 

- Der mangler et efterværn til de børn, der har været udsat for vold og har været på krisecenter med deres mor. Der er midler til at hjælpe kvinderne, men der er ikke afsat nok til at hjælpe børnene. Pengene bør i langt højere grad følge børnene. 

Næsten halvdelen af beboerne er børn

Aarhus Krisecenter har plads til 14 kvinder og deres medfølgende børn. Forstander Camilla Schriver beskriver det som et sted, hvor rammerne er bygget til familier, og derfor også et sted, hvor mange kommuner gerne vil henvise kvinder med børn.

Om året har krisecentret cirka 85 kvinder indskrevet og over 100 børn. 

- Vi er et af krisecentrene med rigtig mange børn. Vi har for eksempel en stor lukket have og sanselegeplads og gode fysiske rammer til børn.

Når en kvinde henvender sig, starter det med en visitation under paragraf 109. Nogle gange tager det fem minutter, fordi kvinden hurtigst muligt skal væk hjemmefra. Andre gange planlægges forløbet, så familien kan komme afsted på det rigtige tidspunkt. Derefter bliver kvinden tilknyttet to kontaktpersoner og børnene får også en.

- Der er altid nogen her. Der er faguddannet personale fra morgen til middag og aften – 24/7, 365 dage om året. Det giver en kæmpe tryghed for de kvinder og børn, der er her.

Døgnbemandingen betyder også, at krisecentret ofte tager såkaldte højrisiko-sager.

Kvinderne kommer derfor heller ikke kun fra Aarhus Kommune. 

Ifølge Camilla Schriver kommer der ofte kvinder og børn fra kommuner, der ligger flere hundrede kilometer væk. Og det gør samarbejdet med kommunerne ujævnt, fordi praksis og tilbud varierer meget. 

- Vi har et rigtig godt samarbejde med Aarhus Kommune, men vi har kvinder fra hele landet. Det gør det vanskeligt, fordi alle kommuner gør tingene forskelligt, siger hun. 

- Nogle kommuner ringer med det samme og siger: “Jeg kan se, vi har en borger, der lige er flyttet ind hos jer med to børn. Vi vil gerne indkalde til samarbejdsmøde. Hvad har I brug for?” Andre hører vi ikke fra, og så rækker vi hurtigt ud til kommunen og ønsker at indlede et tæt samarbejde, siger hun. 

Ankommer i nattens mulm og mørke

Der er ikke altid tid til planlægning. Nogle familier ankommer akut, på alle tider af døgnet. Og om natten er politiet ofte med, når der har været tale om særligt akutte episoder, hvor ordensmagten er kaldt ud til uro i hjemmet.

- Hvis man kommer akut - nu og her - med politiet, eller fordi man er taget hjemmefra meget hurtigt, så kommer man bare. Det kan være på alle døgnets tidspunkter, fortæller Camilla Schriver. 

Inde i huset ændrer stemningen sig gradvist, fra når mor og børn ankommer, til de har haft mulighed for at lande i huset. 

Forstanderen fortæller, at det især er hos børnene, forandringen er tydelig at bemærke: Fra det reserverede og ængstelige til noget, der ligner et barn, der tør være barn igen.

- Vi ser børnene, når de kommer: hvor utrygge, hvor reserverede, knyttede og ængstelige de kan være. Og så at se dem, og det gælder også kvinderne, men særligt børnene, vende sig og åbne sig som en blomst, søge os, lege og være frie børn uden angst og frygt. Det er en gave. Det er belønningen ved arbejdet herude, fortæller Camilla Schriver. 

Trygheden ligger ikke kun i, at der er personale til rådighed alle døgnets timer. Det handler i lige så høj grad om omgivelser og rum. Krisecentret har med egne kræfter søgt midler i fonde til at skabe faciliteter, der kan rumme både kvindernes og børnenes uro og behov for pauser og samvær.

- Vi har et tumlerum, et krearum, et fordybelsesrum, et træningsrum og et stort yoga- og kropsterapirum, fortæller Camilla Schriver. 

- De fysiske rammer hænger rigtig meget sammen med, hvordan man har det. Når man er rykket ud af sit hjem, kan det betyde noget, at der også er noget rart, man kan høre til i. Børnene er vilde med det.

 

 

Det værste er, at skulle derfra igen

Varigheden af opholdene kan variere meget. Det kan være alt fra få dage til uger og måneder. 

Når hverdagen begynder at fungere inde på krisecentret i de trygge rammer, starter et andet spørgsmål med at presse sig på: hvad sker der, når mor og børn skal derfra?

Camilla Schriver beskriver arbejdet i faser: indflytning, stabilisering, bearbejdning og udflytning. Men hun vender tilbage til tiden efter.

- Jeg tænker nogle gange, at hvis der ikke er opfølgning og støtte efter krisecenteropholdet, bliver det faktisk den tid, som kvinderne oplever som den sværeste: Når de flytter herfra og står helt ensomme og på egne ben.

Krisecenteret kan tilbyde eftersamtaler “af egen gode vilje”, men der er ikke midler til at følge familien tæt ud i det nye liv. Og det mærker familierne, siger hun.

- Mange af kvinderne siger: “Det værste var at komme her, men det blev hurtigt det værste at skulle herfra igen.”

- Når kvinden flytter herfra, så lukker porten. Vi har ikke en forlænget arm ud i udflytningsfasen. Det hverken har eller får vi ressourcer til.  

Og hun peger på, at det ikke kun er kvinden, der mister sine kontaktpersoner. 

- Det samme gælder børnene, for når barnet flytter ud, lukker porten også for dem. Det ærgrer vi os tit over.

Indsatsen må ikke stoppe ved krisecentrets dør

Den bekymring deles af Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK). 

I et debatindlæg bragt i Socialmonitor peger konstitueret direktør Eva Bertelsen på, at børn på krisecentre risikerer at falde mellem systemets stole både før, under og især efter opholdet. 

Hun fremhæver, at “indsatsen må ikke stoppe ved krisecenterets dør”, men bør fortsætte i et forpligtende samarbejde mellem krisecentre og kommuner.

Ifølge LOKK kommer omkring 2.500 børn hvert år på krisecenter, og der følger ikke øremærkede takstmidler med til det faglige arbejde med børnene, hvilket giver “ujævne og ulige muligheder” for at hjælpe dem.

Under interviewet bliver døren til Camillas Schrivers kontor pludselig skubbet forsigtigt op. En lille fyr stikker hovedet ind og kigger med et genert blik. I hånden holder han en tegning, han har lavet. Han vil vise den til Camilla Schriver, som smiler stort tilbage til ham. Det er tydeligt at mærke, at børnene føler sig trygge i huset. 

Forstanderens pointe er, at børn som ham ikke kun har brug for en sikker adresse i en periode, men for en hånd, der følger dem ud.

Paragraf 109 giver ret til et års koordinerende rådgivning i kommunen, men rådgivningen er som udgangspunkt knyttet til moren. Der er heller ikke et egentligt efterværn målrettet børnene, fortæller hun.

 

 

Camilla Schriver drømmer om et efterværn, der er langt mere ensrettet og familieorienteret med et fokus på børnene og en støtte, der begynder allerede inden udflytningen og fortsætter, når hverdagen skal bygges op igen.

- Det skal være en familieindsats, hvor børnene også får et rum til at fortælle: Hvordan går det efter alt det her? Hvordan var det at være på krisecenter? Der skal være opfølgning på deres ophold, for det er en kæmpe indgribende situation i deres liv.

Den pointe bakkes op af Barndom Uden Vold. 

“Vold i familier har store konsekvenser for børnene, også efter et krisecenterophold. Børnene har brug for et efterværn, hvor det tilbydes hjælp og støtte til at komme tilbage til et trygt børneliv. Det skal ideelt sættes i gang, allerede inden man forlader krisecenteret,” lyder det i en skriftlig kommentar fra Lisbeth Jessen, direktør i Barndom Uden Vold. 

Det gælder, uanset om volden direkte har været rettet mod barnet eller barnet befinder sig i et hjem med vold, pointerer hun. 

“Begge dele har store konsekvenser og kræver hjælp og støtte efter opholdet. Det handler for eksempel om at styrke barnets fællesskaber og fritidsliv. Kommunerne er centrale i, evt. sammen med civilsamfundet, at sørge for, at barnet får denne hjælp.’’

Pengene skal følge børnene

Når Camilla Schriver skal koge budskabet ned til kommunerne, vender hun tilbage til et konkret greb. 

- Der skal følge midler med til børnene, så vi kan højne niveauet endnu mere.

I den periode, hvor barnet er på krisecentret, kan barnet for eksempel ikke være i børnehave, bemærker hun. 

- De penge, man ellers ville have brugt på daginstitution, burde på en eller anden måde følge med til krisecenteret. 

Hun beskriver, hvordan økonomien i dag kun er bundet til den voksne. 

- Det vil sige: Hvis mor har tre børn, så følger der ikke ekstra takster med på børnene eller et økonomisk tilskud til børnene. Det findes ikke, fordi det er mor, der er indskrevet. Børnene er juridisk set, det, man kalder “medfølgende”. 

Konsekvensen er prioriteringer, der hele tiden må skæres til, når mange børn kræver mere tid, flere hænder og mere faglighed.

- Det stiller virkelig høje krav til mor, som også er kriseramt, og til huset, fordi børnene er her og er i huset. Hvad kan vi tilbyde dem med de timer, midler og ressourcer, vi har? Det er en skarp prioritering hele tiden. Noget kan lade sig gøre, men langt fra nok.

Derfor er hendes budskab til relevante aktører, at der bør findes en løsning hvor pengene kan følge barnet eller en løsning, hvor krisecentrene får midler til det antal børn de har indskrevet, så de kan yde bedre hjælp og støtte. 

- Overskriften for den her snak er: Pengene bør følge børnene, siger hun.