Kommunen.dk
MENU

Fåtal af kommuner sørger for nye vindmøller og solceller

I 2022 kom 60 procent af de nye landvindmøller og solceller i fem kommuner. Det kan variere fra år til år, men brancheorganisation vil have flere ind i kampen.

Fåtal af kommuner sørger for nye vindmøller og solceller

I 2022 kom 60 procent af de nye landvindmøller og solceller i fem kommuner. Det kan variere fra år til år, men brancheorganisation vil have flere ind i kampen.
Her ses Nordeuropas største solcellepark, der ligger vest for Aabenraa. Den breder sig over, hvad der svarer til mere end 400 fodboldbaner.
Her ses Nordeuropas største solcellepark, der ligger vest for Aabenraa. Den breder sig over, hvad der svarer til mere end 400 fodboldbaner.
Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix
19. mar 2023
RITZAU

Der skal opsættes mange flere vindmøller og solceller de kommende år, hvis målet om at firedoble strømproduktionen herfra i 2030 skal nås. Men kigger man på, hvor de sættes op, trækker få kommuner læsset.

Sidste år var 60 pct. af de nye vindmøller på land og solceller, der blev sat op i Danmark, i fem kommuner. Det viser en opgørelse fra Green Power Denmark.

De fem kommuner er Aabenraa, Ringkøbing-Skjern, Viborg, Skive og Faxe.

Det varierer fra år til år, men det er ifølge brancheorganisationen de samme kommuner, som - med få udsving - driver udviklingen.

Flere kommuner er ifølge afdelingschef Jacob Klivager Vestergaard nødt til at komme på banen, hvis vi skal nå klimamålene. Kigges der specifikt på vindmøller, går det ifølge ham for langsomt med at finde plads til dem i det danske landskab.

I kun syv kommuner blev der stillet landvindmøller op sidste år, påpeger han.

- Det er voldsomt ærgerligt, da vindmøller på land er billig teknologi, som hurtigt kan øge vores produktion af vedvarende energi, siger han i en pressemeddelelse.

Kommunerns rolle til debat 

Torsdag var netop kommunernes rolle i den grønne omstilling til debat, da der blev holdt kommunalpolitisk topmøde i Aalborg.

Her pegede Niels Duedahl, administrerende direktør i energiselskabet Norlys, på, at kommunerne spiller en vigtig rolle i den grønne omstilling. Men placeringen af vindmøller og solceller er et af dilemmaerne i den grønne debat.

- Der kommer meget produktion af vedvarende energi i Vestdanmark og af gode grund nok ikke så mange vindmøller på Frederiksberg Allé.

Spørgsmålet er ifølge topchefen derfor, hvordan vi sikrer en rimelig fordeling af den gene, der kommer - særligt i Vestdanmark.

En mulighed er kompensation fra de kommuner, der ikke godkender meget vedvarende energi, til dem, der gør, har han tidligere argumenteret.

Vi bliver nødt til at skabe incitamenter, så de kommuner og lokalområder, der skal tage generne, også bliver en del af værdiskabelsen

- Vi bliver nødt til at skabe incitamenter, så de kommuner og lokalområder, der skal tage generne, også bliver en del af værdiskabelsen, mener han.

Ros til kommuner fra minister

Hvis alle kommuner opstiller én vindmølle om året, er det ifølge Green Power Denmarks beregning nok til at nå målet om at fordoble produktionen af strøm fra landvindmøller inden 2030.

Det blev besluttet sidste år af et bredt flertal i Folketinget sammen med et mål om, at antallet af solceller skal tidobles.

Også klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) anerkender, at kommuner gør en stor indsats på området.

I en optaget tale til topmødet takkede han dem for arbejdet. Han glæder sig til at styrke samarbejdet mellem staten og kommunerne:

- Den her regering vil bygge en væsentlig del af rammen færdig, så vores land kan nå klimamålene. Den kan vi ikke bygge færdig alene, lød det.

Ifølge Niels Duedahl fra Norlys tager det lige nu for lang tid at få godkendt projekterne. Der skal flere hænder til:

- Et af de sidste projekter, vi satte i drift i Jylland, tog ni år fra idé til drift. Vi er simpelthen nødt til at accelerere det, understregede han til topmødet.

Brug for markant løft i fremtiden

Vedvarende energi er en vigtig del af den danske elforsyning, og nogle dage dækker vindenergi hele Danmarks elforbrug.

Der ventes dog at skulle bruges markant mere i fremtiden, når blandt andet biler og skibe skal væk fra fossile brændsler.

Kigges der samlet på det, er Ringkøbing-Skjern, Lolland og Randers de tre kommuner med mest vedvarende energi på land.

- Der er naturligvis forskel på, hvor gode muligheder kommunerne har for at finde plads til vindmøller og solceller, siger Jacob Klivager Vestergaard fra Green Power Denmark.

- Når det er sagt, bør alle kommuner overveje, om de ikke kan bidrage mere til den grønne omstilling, som for alvor vil tage fart i de kommende år.

Opført vedvarende energi på land i 2022

  1. 1. Aabenraa: 108 megawatt.
  2. 2. Ringkøbing-Skjern: 62 megawatt.
  3. 3. Viborg: 57 megawatt.
  4. 4. Skive: 54 megawatt.
  5. 5. Faxe: 43 megawatt.
  6. 6. Thisted: 35 megawatt.
  7. 7. Vordingborg: 27 megawatt.
  8. 8. Varde: 18 megawatt.
  9. 9. Herning: 17 megawatt.
  10. 10. Randers: 15 megawatt.

* Kapacitet for solceller er opgjort i landvindsækvivalenter, så der tages højde for forskellen i outputtet fra 1 megawatt landvindmøller og 1 megawatt solceller.

Kilde: Green Power Denmark.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR